Mit livs buk nr. 7 (lille historie fra 2001)

Mit livs buk nr. 7

Jeg ved ikke hvorfor jeg kommer til at tænke på sangen "At last" når jeg tænker på oplevelsen i aftes...
Da jeg kørte af sted med min riffel kl. 20.45 torsdag d. 21/6-01 var der en melodi i radioen, noget med at tage det roligt, ikke forjage sig, há tålmodighed bla.bla.bla.....
Men indholdet i sangen passede nu meget godt på min bukkesæson nr. 7 indtil videre, forjage mig, gjorde jeg, onsdag d. 6 juni hvor jeg skød forbi en buk, forrige aften var jeg ligeledes ved at forjage mig, min nye riffel reddede mit skind i denne situation, og så kom i aftes hvor tålmod, og rolig hånd reddede dette år, jagtmæssigt set.

Jeg har været afsted et utal af gange, på flere forskellige terræner i år, og på dette terræn har jeg været flere end et utal af gange...
Indenfor de 6 år jeg har haft lov til at jage på dette brakstykke, som jeg nu vil fortælle min historie om, har jeg indtil i år aldrig set og derfor ej heller skudt en sommerbuk.
Bukkejagten er altid blevet umuliggjort p.g.a. den høje fugtighed, lidt skov m.vandhul, der har givet kæmpe flokke af blodsugende monstre af myg (jeg skriver monstre, for myggene synes her at være c. 4 gange så store og 10 gange så sultne som andre steder).
I år har myggebestanden dog været meget moderat, skyldes formentlig det kolde forår, og samtidig er jeg gået over til et nyt mærke indenfor myggebalsam, der virker, derfor er jeg modsat alle andre år, 7-9-13, kun blevet stukket af en enkelt myg
Jeg har derfor kunnet bevæge mig stort set over hele områdets ca. 50 tdr. land uden store myggesener...
Men indtil i mandags (i dag er det fredag) har jeg ikke set en buk herude. Der har været mange fejninger, og masser af fod men ikke skyggen af bukken.
Høje tidsler, højt græs, tæt 6 rækket læbælter har gjort opgaven meget vanskelig, men tålmodig som jeg er, har jeg ikke givet op, han går der, ja eller rettere sagt, han gik der....

I mandags satte jeg mig i min hochsitz inde i den lille klat træer som jeg vil tillade mig at kalde skov, der er et vandhul og en lille lysning..
Bukken har fejet her, og efter mit skøn må det være her han bor.
Efter en times tid hører jeg meget svag puslen, efterfulgt af duften af råvildt, jeg troede sådan set, det var noget jeg bildte mig ind, men jeg har efterhånden oplevet det nogen gange, og tror mere og mere på denne del af mine sanser, som naturligvis er meget skærpet i en jagtsituation som nu.
Jeg sad totalt fastlåst, på trods af at jeg ved, dyrene sjældent ser det der er oppe mellem grenene i 3 mtr´s højde.
Der gik nok en tre kvarters tid og klokken blev 22.00 uden der var dukket et dyr frem, 15 min. før solen gik ned, klatrede jeg ned for at pürsche eller, som det ofte går, støde, et eller andet vildt...
Jeg gik ud af skoven og listede stille op langs kanten op langs højt græs mod brakmark, forsigtigt frem til det mest sårbare punkt - hjørnet hvor skov og brak mødes, for at overskue brakken - han så mig sikkert, før jeg så ham - der på toppen af marken i det 6 rækkede læhegn, med den klare blå himmel som baggrund, stod han som Bambis far i disneytegnefilmen af samme navn, stor og stolt, mægtigt knejsende, siden til, helt blottet, men desværre også uden kuglefang, og ekstra desværre så kiggede han åbenlyst ned på mig.
Min lugtesans havde tilsyneladende været god nok.
Stolt som han var fortrak han uden en lyd - mit jægerblod var kommet i kog - var jeg en gal bukkejæger før - ja så måtte jeg vel betegnes som en ren desperado nu.

Dagen efter tirsdag, kunne jeg ikke komme hurtigt nok på jagt da jeg havde fri.

På trods af at jeg om morgenen var stået op kl. 03.10 for at tage ud at kigge på et andet terræn, satte jeg personlig rekord denne aften med fem timers stillesidning på min grøntmalet havestol, og hold op, hvor skete der lidt i disse fem timer, jeg så dog en ræv og en kat begge på jagt efter det samme, mus og andre dyr mindre end dem selv. Jeg følte mig temmelig mørbanket oven på denne tur, men råvildt så jeg ikke, skuffende.

Onsdag aften modererede jeg min jagtliderlighed og nøjedes med, som mange jæger siger er det bedste, til at stille mig med min skydestok og riffel klar til skud, riflen pegede mod det sted hvor jeg så bukken om mandagen, jeg var på plads 20.45... der gik godt en time, så kom han, ganske hvor min riffel pegede imod, han fejede i læbæltet så alle fire løb spjættede, han gik frem til en bar plet 5 - 8 mtr uden træer og stod flot til skud, jeg tog sigte men følte mig ikke sikker til skud, er det nerverne der spiller mig et puds?
Jeg vil ikke misse, som sidst jeg skød, han løber ingen steder tænkte jeg, og gav min krop tid til at falde til ro, nu skulle det være, afsikre, sigte, fingeren til aftrækkeren, men hvad nu, 2 hoveder, for hunden da, en rå var dukket op, bag bukken, hun umuliggjorde et skud, uden at hun ville ryge med i skuddet, de gik begge roligt ind på brakken, og da bukken endelig kom fri, var bagdelen, det der var mig nærmest, pokkers osse, bukken gik væk fra mig op ad bakken i brakken, da han endelig vendte siden til, havde han næsten nået toppen, og kuglefanget vurderede jeg var for svagt, jeg ville ikke skyde... han forsvandt over toppen med råen efter sig, hvad nu? tænkte jeg - med et kvarter igen - følg efter, vinden var perfekt...
Så hurtigt jeg kunne, satte jeg efter de to dyr, græsset på brakmarken samt tidsler og andet grønt var eksploderet i dette fugtige forår, alt var vokset op i over skridthøjde, og så ved vi jo hvor svært et stykke råvildt er at finde, så alt hvad der ikke var grønt, så jeg som et dyr, hurtigt gav jeg derfor op om at finde dem, stødes måtte, hvad stødes kunne...

Jeg havde gået 70 mtr. bevægelse til venstre, alt hvad der ikke er grønt, og er i bevægelse er levende og i dette tilfælde vildt (dyret mener det samme : er det grønt og i bevægelse må det være jægeren), de havde set mig og taget flugten, men flugten blev ikke direkte væk fra mig, den blev i en bue højre om, med det resultat at først kom råen i ikke vild flugt tværs over græs marken for enden af brakken, hvorefter hun fortsatte igennem det 6 rækkede læhegn over til naboens jord, hvor var bukken ?
Han kom også, d.v.s., pludselig stod han 3 mtr. fra læhegnet hvor han var stoppet op, jeg tog straks riflen op på skydestokken, fandt bukken i kikkerten, han var langt ude, måske 200 mtr., min hjerne arbejdede på højtryk, skulle jeg skyde, ja så var det nu, jeg tjekkede kort om jeg havde afsikret, det mente jeg (min riffel er som sagt helt ny, jeg skal lige lære den at kende), ro på, tryk af, der skete intet, riflen var stadigt sikret, den reddede mig for en sandsynlig bommert begået i kampens hede.
Jeg havde fået en stor jagtlig oplevelse uden at há afgivet et skud, mod min vilje, men i bagklogskabens lys, var det godt riflen ikke gik af, jeg havde ikke klaret endnu en forbier.....

Torsdag d. 21/6-01

Der var lidt regn i luften, temperaturen lå på 18 grader vinden let til frisk fra forskellige retninger, overvejende fra vest.
Kl. 20.45 tog jeg ud til mit nødvendige møde, i aften skulle det måske være, tredje gang, lykkens gang - for mig jægeren, men dødens gang for bukken.

Jeg stillede mig som dagen før med riflen på skydestokken, klar til skud i det åbne stykke i læhegnet, og så bare vente på at min buk skulle arrivere.
kl. 21.35 en gren giver efter i skoven bag mig, og mig bekendt gør grene ikke det af sig selv, og ganske rigtigt, kort tid går der, før han viser sig, 20 mtr. til højre for mig kommer han ud, går roligt ligefrem, jeg kan ikke skyde, for højt græs + manglende kuglefang, han tager en drejning mod venstre, nu er kuglefanget på plads, men imellem mig og bukken er der nu en stak trærødder + kvas, jeg følger ham, i min riffelkikkert, nu hoved + hals fri ca. 30 mtr. ude, i dag min ven, får du ikke lov til at vise mig din bagdel, skud lige på halsen, forendt i skuddet, perfekt, forløsningens øjeblik, aldrig før har jeg haft lyst til at slippe mit dyriske glædesskrig/brøl løs, betaget som altid over byttets elegante størrelse, og vel vidende at jeg ikke har fået dette bytte foræret, men i dag vandt jeg.
Jeg tog ham i betragtning, som han lå der i det våde græs, halsen halvt skudt over, med en hurtig, øjeblikkelig død til følge, uden stress, uden frygt, død på sin vej, ude for at sondere sit terræn, sit domæne, der hvor han har gået det sidste år, hvor mange ved jeg ikke endnu, mit første skud var at han havde "mælk i skægget" (nyt udtryk jeg først har hørt i år), men tænder og grå over panden kan tyde på en lidt højere alder end det ene. Min største buk til dato, ulige seksender, buk nr. 7

Da jeg har brækket ham og fået ham op på min skulder, og jeg har gået rundt skovhjørnet, kan jeg se Jørn Boje, en jagtkammerat der bor kun 1 km. herfra, holde oppe ved min bil, han kigger tit forbi ved 22 tiden, også i aften, heldigvis..
Jeg voksede vel et par cm. skal jeg være ærlig føltes det som en ½ meter, mens jeg gik de 200 mtr´s penge med mit bytte op til de ventende biler, med et tillykke klingende over marken, intet har for mig været et større øjeblik - jo selvfølgelig - at blive far... (konen læser måske korrektur)

JAØ 22/6-01

ps. 30/3-20 Også her i denne historie kan man som læser spore naiviteten hos den forholdsvis nye bukkejæger.

Stadigvæk, dengang i 2001, var det ikke en selvfølge at skyde en sommerbuk for alle landets jægere.

Aldersbedømmelse var for mit vedkommende en by i Rusland, bukken jeg skød var en etårs buk, men som jeg senere erfarede, er det ikke kun etårs bukke der har sine faste vaner..og som jeg også har erfaret, så er fejl, ikke kun i bedømmelse af alder, men også i skudøjeblikket der ofte bliver en smule forjaget, noget jeg desværre stadig indimellem oplever.
I år har jeg dog besluttet, at nu skal det være..tålmodighed, ikke skyde den første og bedste buk, for i dag, næsten 20 år og mange mange bukke senere, så skal der nok komme en skudchance til den tålmodige jæger, og det er i dag, ligesom dengang, ikke antallet af bukke der skal tælle højest, det er oplevelsen...

For nylig så jeg en ung 17 årig jæger ligge billeder op, af de bukke han skød i sæsonen 2019 på sit første år som bukkejægere.

7 stk...ikke alle lige store (det indrømmede han, og det kunne alle se) men store oplevelser alle 7.

Og hvem ved, om han ikke har ret.
(dengang i sluthalvfemserne) tog det mig 8 år at skyde 7 danske sommerbukke..