Bæverjagt 2011 AKA Torbens første bæver

BÆVERJAGTEN 2011

Nedtællingen havde været i gang længe.
Som altid blev forventningerne skruet kunstigt i vejret, men det er en stor del af oplevelsen, det at glæde sig.
Desværre gjorde arbejdet, at tiden strøg afsted, alt for hurtigt, pludselig så var dagen kommet, og jeg stod med tingene pakket, nærmest fundet frem på rutinen, min tjekliste glemte jeg faktisk at tjekke – det skulle vise sig, at jeg som altid havde rigeligt med i bilen...

To mand i en Suzuki Grand Vitare, hold da op, der er rigelig plads, alligevel fyldte vi den godt op.
Torben spurgte, om han skulle tage sin transportable hochsitz med, ja hvorfor ikke – der er jo plads nok, lød mit svar. Stigen fik vi ikke brug for..men vi kunne hele tiden høre, den var med i bilen, ha, ha..

Det kan godt være der er mere plads i en Grand Vitare end en almindelig personbil, jeg føler dog, jeg kører radiobil, når jeg kører rundt i de svenske skove.
Men bilen er helt sikkert mere velegnet til disse forhold, end min Mondeo der stod hjemme i Danmark, så jeg var glad for, at Torben ville lægge bil til endnu engang.

Vi havde givet os selv den luksus, at nappe én dag ekstra på bæverjagten i år, kontra sidste år hvor tiden føltes for kort.
Havde vi haft en dag ekstra sidste år, havde vi helt sikkert skudt en bæver – ja, det kan man altid sige, men hvad fanden, når vi nu var kommet hjemmefra, så kunne vi ligeså godt nyde en dag ekstra i det svenske.
I det skønneste forårsvejr, kørte vi onsdag formiddag mod Frederikshavn, færgen afgik kl. 11.15, præcis til tiden, her kunne DSB lære en del..

Vi regnede med at ankomme kl. 18.15, senest, til vores ”lille jagthytte”, et træhus på ca. 200 m2, fuldt møbleret, køkken og bad, plads til 10 mennesker, jo, der var så rigeligt med plads, der bare ventede på vores ankomst..
Desværre var der vejarbejde de første 100 km, det føltes som 1000.., er der noget der er træls og spild af tid, så er det at snøvle sig frem i trafikken..
Så med mere end en times forsinkelse ankom vi til huset.
På et kvarter var bilen tømt, vi var omklædt i jagttøj, vi satte jægerrekord..
Torben ladet med riffel, jeg med videokamera, vejret var perfekt, stille vejr, jeg spurgte Torben..
”Kunne det ikke være fantastisk, hvis du mindre end en time efter ankomst, allerede har skudt en bæver, og jeg har fået det hele på film i HD kvalitet?” ”Joo, deeet...”
var svaret..

Filmen startede godt, vi kom til stedet, gik med stor forventning og på listesko ind i skoven, hvis bund lød, som var den overstrøet med Kellogs cornflakes.
De tørre blade og grene knasede og knækkede støjende under vores støvler.
Nå skidt, vi var jo egentlig også bare kommet ud for at rekognoscere - denne første aften..
Men skulle der vise sig en bæver på land, så ville det da være super, om Torben kunne få chancen til sin første bæver, og så endda på film.

Sidste år så Torben 5 – 6 bævere, der var liv overalt, frisk gnav, nyfældede stammer, spisepladser flere steder ned af åen..og da hverken vi - eller andre havde reduceret i bestanden, burde der ikke være mindre liv i år..
Men jagt på bæver, er ligesom jagt på det meste andet slags vildt - temmelig uforudsigeligt.
Vi så ikke skyggen af en bæver..

Og for at gøre en lang historie kort, spoler vi filmen helt frem til lørdag morgen, før vi langt om længe så bæver i vandet.

Lørdag d. 30 april 2011 om morgenen..

Jeg ville sætte mig langs det lange åløb, med perfekt udsigt nedstrøms, lige efter åløbets største bæverdæmning, med en stor dam ovenfor, og lidt længere oppe, et stort gammelt og formentlig stadig aktivt bæverbo.
Alt havde dog været dødt alle de timer jeg havde brugt langs åen de sidste par dage.
Modløsheden havde bredt sig til mit sind, og da Torben og jeg havde siddet flere steder langs åen, og ingen af os havde set skyggen af bæver.. jo, Torben var sikker på, at en bæver en aften havde svømmet frem og tilbage foran ham, under vandet..
Men at dette skulle have foregået, på en afstand af ca. 50 meter.. en hel aften, uden bæveren havde stukket snotten oven vande, det nægtede jeg simpelthen at tro på.
Jeg var sikker på, det måtte være en af åløbets mange fisk, som af og til gav et plask, så man var ved at dratte ned af sin jagtstol.
Men fiskene gav også rinde i vandet, og trak striber, så man kunne tro.. så nu.. nu kommer der en bæver, for derefter at slå et smut i vandkanten, så det blev tydeliggjort, at man var blevet holdt godt for nar..måske i timevis..

Bæver eller ej, så så vi ikke tydeligt bevis på, at der var bæver under vores ophold langs åen.
Det gnav der var, var alt sammen på land, ingen foderpladser, og derfor var modløsheden til at skære i.
Torben nævnte flere gange, at sådan er jagt, og jagt er langt fra kun at klemme fingeren om aftrækkeren.
Ja, det er fuldstændig rigtigt, men det kunne nu være rart, at se den vildtart vi var på jagt efter, bare se den i det mindste...

Vildt så vi masser af, både råvildt, ræve og elge.
Fuglelivet er et kapitel for sig her om foråret, skovsneppen der med sin karakteristiske knurren suser rundt i luften, når mørket falder på.
Solsorternes interne sangkonkurrence både morgen og aften.
Mudderkliren og vandstæren så vi også ofte stryge over vandspejlet.
Vi diskuterede hver aften, om fuglene vi havde set, var af den ene eller den anden slags.
Og jeg fatter stadigvæk ikke, hvorfor fugle skal tegnes og ikke gengives i fotos, det må være for at sælge endnu en ny fuglebog, nu med tydeligere illustrationer end den forrige.. det er ligesom om, at man indenfor fugleverdenen ikke har opdaget, at der er opfundet digitalkamera, eller at de vellignende fotos, kun er til glæde for fotografen selv.. (tjek lige billederne på mariagerfjordsiden.dk, her har fotograf Lars Hansen lagt særdeles vellignende fotos af bl.a. fugle ud, klik i oversigten under fugle.. m.m., hold op nogle flotte billeder..)

Det er stadig lørdag, og historien er ikke meget længere..der lyder snart et skud..
Jeg pyrschede mig stille frem denne kølige morgen, næsten nul var temperaturen faldet til..
Men vinden var ubetydelig, så det føltes ikke så koldt igen.
Disen hang døsigt over åen, jeg kom forsigtigt ud af skoven, dæmningens strømninger dæmpede min støjende fremfærd over det tørre underlag.
Langsomt tog jeg min kikkert frem fra jakken, og skulle til at spejde ned af åen..så langt nåede jeg dog ikke..
På pletten - hvor jeg skød bæver for to år siden - gled en bæver lydløst i vandet..pis..jeg havde ikke været årvågen nok.
Bæveren havde tydeligvis netop gnavet en grangren, sikkert i et hug af et lille træ, og skulle have haft den med i åen, da jeg kom brasende..
Jeg var straks sunket i knæ, og sådan sad jeg stille længe.
Derefter lagde jeg mig bagover, brugte min rygsækstol som underlag, jeg flyttede mig den næste times tid ikke en meter..

Da der ikke skete en skid, gik jeg ned af åen for at pyrsche et langt stykke ned, der kunne jo være andre bævere på land, men nej, intet liv overhovedet.
Det eneste helt dugfriske bevis på liv, var den nyafgnavede gren på kanten, længere oppe lå der dog mere frisk flis, så bæveren havde hygget sig i nattens beskyttende mørke..

Pludselig lød et skud, hvad sagde jeg..
Jeg havde svært ved at retningsbestemme skuddet, men det kunne godt være oppe fra Torben.
Han sad et par kilometer oppe af åen.
Jeg skrev en sms.
”Var det dig der skød?” klokken var 07.04 lørdag d. 30 april.
kl. 07.06 kom svaret retur ”Ja jeg har skudt bæver jeg så 2 indenfor 2 minutter i hver sin ende”
”Fantastisk. Tillykke. Jeg kommer med det samme..” lød mit svar fem minutter senere..
Hvorfor jeg var så længe om mit svar, aner jeg ikke, for jeg mærkede hårene rejse sig i nakken (dem der skulle have været der) og en skøn rislen ned af rygraden, en forløsning og en glæde over, at vi nu langt om længe havde fået en bæver..
Så jeg skulle nok lige vurdere, om jeg ville blive lidt på jagten her, eller opgive, og tage turen op til Torben.
Skidt med bæverne som er forduftet i denne ende, nu ville jeg se en bæver på tæt hold igen.

Vi havde tidligere på ugen bl.a. snakket om det at glæde sig på andres vegne.
Det er i både Torbens og mine øjne, en af de vigtigste karakterer at indeholde som menneske og nok især som jæger.
Hvis ikke man kan glæde sig over en kammerat ,der har haft jagtheld, næsten ligeså meget som selv at have skudt (nu skal jeg jo ikke blive for hellig, ha, ha) så skam få ham..

Med stor glæde, og videokameraet tændt satte jeg mig i bilen med kurs mod Torben.
Solen brændte nu fra en skyfri himmel, fantastiske kulisser for det lille drama der havde udspillet sig i den svenske åkant, hvor Torben havde sat sig efter en bæver.

TORBENS FØRSTE BÆVER

Skudmuligheden var stærkt begrænset, på den plads Torben havde valgt denne morgen.
Men det var faktisk eneste mulige placering ved denne korte strækning af åen..
Stejl skråning mod vandkanten, men perfekte forhold at sidde, ved en gammel halvrådden træstub usynlig for dyrene i vandet.
Torben kunne se den friskfældede birkestamme, der lå på tværs af vandet, den lå der også i forgårs, da vi kiggede forbi.
Men noget nyt var de friske småpinde i vandspejlet, langs og på kanten af åen.
Synlige beviser på, at dette var en af de spisepladser, vi savnede i den anden ende af åen..

Klokken lidt i syv var der bevægelse under noget tæt gren-udhæng ved åen til højre for Torben, han tog kikkerten op, blot for at konstatere at en bæver stille forsvandt i vandet, men han så det var en bæver..
Få minutter senere var der igen bevægelse, nu til venstre, blot 7-8 meter væk.
Torben kunne straks se, det var en bæver der gik på land.
Riffelen blev forsigtigt hævet, og midt i alt det brune afgav Torben sit skud.. præcist kl. 07.00
Bæveren var død i skuddet, men gled alligevel ned i åen.
Heldigvis var der ingen strøm af betydning, så Torben kunne kort tid efter gå ned og med en gren fiske bæveren op af vandet.

Det var en lille én af slagsen, i hvert tilfælde, hvis man sammenligner med min tyve kilos fra forrige år.
Bæveren anslog vi til at veje ca. 8,25 kg rundt regnet, da vi ikke havde nogen vægt.
Men skidt, det var en bæver (intern "joke", Torben har på et tidspunkt kommenteret, hvis nogen skulle begynde at snakke størrelse på en nedlagt buk.. "Det er en buk") turen var nu reddet et hundrede procent.
Ja, for os begge, jeg havde set bæver, og Torben havde skudt en..

Ved huset brækkede Torben bæveren, skuddet havde dog klaret det meste..
Torben havde moppet mig, fordi min bæver havde en smule tarme hængene ud i siden.
Vi havde set min film fra forrige år, torsdag aften..
Torben der er betydeligt bedre skydende end mig, moppede mig faktisk en del, indtil nu..ha, ha..
For på siden af denne bæver, var der forsvundet et stykke skind på størrelse med en underkop, og med et snit på ydersiden, kunne Torben næsten have udført opbrækningen af dyret..

Skindningen gik også fint på det varme dyr, jeg foreslog Torben en udstopning, men den slags ting går han ikke ind for, så det må ”nøjes” med at blive et trommeskind..og en god middag..

Det blev ved den ene bæver.
Lørdag aften satte jeg mig efter bæveren jeg havde set om morgenen, men den kom ikke tilbage.
Jeg fandt ellers en lydløs vej fra den anden side på en mark, men lige lidt hjalp det.
En ræv kom forbi, hold op hvor var den flot da den præsenterede sig, blot 25 meter ovre på modsatte side, den stod et kort øjeblik helt stille på en kridhvid væltet bøgestamme, der lå halvt nede i vandet.
Jeg havde den i sigtekornet, legede med tanken, men det var 14 dage for sent, rævens jagttid ophørte d. 16 april..
Lidt længere fremme, næsten på højde med mig, fik den en grim fært i næsen, og vendte om på en tallerken.. og væk var han eller hun..jeg tror det var en han, i dyreriget er hannerne altid smukkest..
Søndag morgen forsøgte jeg et sidste desperat forsøg, det var ugens koldeste morgen, 2 graders frost.
Jeg bed kulden i mig, sad et par timer og tog derefter hjem til huset.
Nu skulle bilen pakkes, og næsen vendes mod Hobro.

En fantastisk lille uge i Sverige, mit favoritland nummer et.
Det var dejligt at få slappet af et par dage, det er også vigtigt at huske på, når man nu tager fri fra job for at gå på jagt, der skal slappes af...

JAØ 3/5-11

Hvor er bæveren?