Vildsvinejagt 17 – 19 april 2026

Hov hov...
Vi stod op før klokken fem denne fine vindstille morgen, fredag d. 17. april 2026.
Bilen var pakket med mit og Annettes grej, så vi var klar til at køre til bageren kl. 05.40, aftalen var, at vi ville være hos Susanne og Jørn kl. 06.00.. og det var vi blot med 2 minutters forsinkelse.

Stena Line havde færre afgange end normalt, troede vi indtil for få dage siden. (jeg bookede billetter i februar, kun en færge i drift i april måned)
Da jeg tilfældigvis tjekkede StenaLines hjemmeside to dage før afgang, så jeg, at der var normaldrift igen..
Dette gjorde, at jeg ombookede vores afgang til kl. 08.00 fredag morgen, i stedet for 22.50 torsdag aften, oprindeligt 23.55, StenaLine ændrede for en god uges tid siden, d. 8. April, denne til 22.50, og ja.. der burde jeg nok have luret, at alt var ved det gamle igen.

Vi var ikke engang kommet til Vebbestrup (5 kilometers kørsel) før Jørn ”råbte op” .. beskedent ”Hov, hov”... Annette og Susanne havde ikke set det.
Jeg var med 70-80 kilometer i timen ved at køre ind i den første helle på vores tur, i mine tanker var vi kommet igennem Vebbestrup, og var ude på lang lige vej mod Frederikshavn.
Jeg skulle lige trykke på navigationen.. og ja, så overså jeg et helleanlæg.

Jørns udbrud, omend beskedent, fik mig til at reagere, og jeg drejede den rigtige vej omkring anlægget, dog med mere fart end jeg plejer.. pyha, så er reflekserne da testet af, og min kørefærdighed blev også sat på en mindre udfordring.
Alt og alle var okay, og nu kørte jeg bil, mens jeg kørte bil..

I god tid fremme ved færgen, hvor vi viste pas, og kørte ind i kø..

Der var næsten ingen biler, og vi satte os alle til at tjekke FB og andre vigtige aps på vores telefoner, snart ville vi blive mobil løse.. når vi kørte ombord, var det slut for en stund.

Jeg sad med hovedet i min mobil, ligesom de tre andre, da jeg hørte nogen fløjte/pifte.
Det var vores tur til at køre ombord.
Servicemedarbejderen rystede smilende på hovedet af de 4 ældre passagerer, der ikke er en skid bedre end gennemsnits teenageren.

Ombord konstaterede vi, at antallet af passagerer var tæt på coronatidens frafald.
Kun en gang tidligere, har jeg oplevet så få mennesker på en StenaLine færge, og det var da Annette og jeg for år tilbage rejste på grisejagt med mundbind på.
Stenalines beslutning om at udsætte færgereparation af Jutlandica færgen, var ikke gået op for ret mange.
Vi nød den gode plads mens vi pakkede rundstykker, rugbrød, pålæg, god gammel ost og marmelade frem.. og honningen skal vi ikke glemme.
Jeg var også blevet godt sulten, plejer altid at spise morgenmad senest kl. 06.30.. medmindre vi sover længe i weekenden.

Nu var vi på vej, så langt så godt, de indestængte sommerfugle kunne nu få flagre frit omkring..

Turen op til Gullspång
Jeg havde booket et nyt Airbnb hus, ca 500 meter fra hvor vi boede sidst, vi var på grisejagt.
Og som altid er det et prisspørgsmål, Airbnb har den fordel frem for tidligere boliger, at der ikke afregnes pr. person.
Der skal ikke gøres rent før eller efter.
Sengene er redt, når vi kommer, og som regel er der et veludrustet køkken i disse huse.

Jeg havde lagt en kørselsplan, så vi kunne køre forbi Hjelmsäter, hvor Annette og jeg skød dåhjort i februar, blot så Susanne og Jørn kunne se området, og hvis vi var heldige, så vi måske også lidt dåvildt.

Dåvildtet så vi kun lidt af, desværre ingen større hjorte.

Og så gik min GPS amok, og lokkede os ud på en lang omvej, på støvet granitvej, der kostede os mindst en halv times forlænget køretid, møgirriterende.

Men vi kom dog helskindet frem, først forbi Gunnar Gris som havde lagt nøglerne på den vante plads, og derefter ind til huset i Gullspång, udpakning af alskens herligheder, så vi med tømt bil, kunne køre ud og kigge på de 3 åtelpladser.

Vi blev en smule skuffet over at se, at der ikke lå kartofler under fodertønderne.
Der lå spartansk spor af havre men slet ingen ærter, måske det blot var tegn på, at der var spist op.
På åtel 4 (det er faktisk 3'eren, da den oprindelig 3'er ikke er i drift) så vi en helt frisk griselort..

Griselort eller ej, var jeg sikker på, at både Jørn og jeg ville vælge åtel 4, hvis vi trak kort nr. 1..
For trækkes lod, det skulle der vanen tro.

Tilbage i huset stod den nu på aftensmad, pizza fra vores faste pizza pusher i Gullspång.
Så bliver vi ikke negativt overrasket over maden, hvad vi risikerede ved at købe hos det andet pizzeria i byen.
Det tror jeg nu nok, jeg vil prøve næste gang.. de er ikke særligt imødekommende på vores stamsted, ja.. de var nærmest flabet overfor Jørn, da han ikke lige fangede alt det tyrkisk/svenske..

Lodtrækningen skete, Jørn valgte et kort, fik hjerter to.. efterfulgt af et ØV, Jørn er en mand af få ord, det havde jeg forudset, altså Øv'et.
Jeg valgte ikke overraskende åtel 4, og Jørn valgte åtel 2.

Vi havde fra udlejer hørt, at der var aktivitet på alle 3 pladser, men først mellem kl. 00.00 og 01.00.

Nu skal man ikke tro på alt, hvad man hører, og et åtelkamera fanger ikke alt hvad der rører sig.
Så ca et kvarter over 7 (19.15) kørte vi på jagt, selvom vi efter røsterne kunne have ventet 3-4 timer.
Susanne var meget meget spændt, det var første gang, hun skulle med Jørn på jagt.
Ville hun overleve måske 6 timer i en jagtkoje?
Heldigvis kan man sige, at åtel 2 er den eneste, der er en lille soveplads i, så om ikke andet, kunne Susanne lægge sig og slappe af, hvis det blev alt for kedeligt at glo ud i natten.
Ligeså meget som Jørn kan være af få ord, ligeså meget kompenserer Susanne for hendes mands mangler.
Look who's talking... vil Susanne helt sikkert sige til mig.

Åtelplads 3
Annette og jeg kom fint på plads, efter en gåtur på en lille kilomet.
Der gik ingen dyr på foderpladsen, da vi kom frem.

Forsigtigt som muligt listede vi på plads i hytten/kojen.
Desværre bandt døren kraftigt, så da Annette trak den i efter os, lød der et højt smæld.
Shit happens..

Jeg sad og legede med mit nylige indkøb, en termisk spotter, dog uden at kunne se dyr i skoven.
Netop på denne plads kan man kigge rigtig langt, da det er et område med store åbne træer, men der var intet liv, der lyste op.
Sådan gik den første time, solen gik ned, og da vi vidste, at grisene først ville komme omkring midnat, så ventede vi tålmodigt.
Pludselig kom et stykke dåvildt ind på pladsen fra højre.
Det var en då.
Annette og jeg kiggede begge med håndkikkert, og dåen trak kort tid efter ind i skoven.
Jeg tændte for min spotter, så jeg kunne følge dens færd.

Langt inde i skoven lyste et andet dyr op.
Det kiggede op mod dåen, det var en gris, var jeg sikker på.

Der kommer gris, hviskede jeg til Annette.
Hvor? Spurgte hun.
Langt inde i skoven.. svarede jeg, der var ikke tid til snak.
Dåen forsvandt, det samme gjorde grisen, hvor hulen blev den af?
Pokkers osse.
Vi ventede i hundrede forskellige sidestillinger.

Jeg afsøgte jævnligt skoven, ingen dyr.
Jeg forsøgt at slukke for det grønne lys, var det lyset der skræmte grisene?
Herefter brugte jeg min spotter for at tjekke, om der kom grise på pladsen.

Måske en fejl fra min side, for vi så intet, og tiden gik, jeg fik meget ondt i ryggen, svært at sidde foroverbøjet så mange timer..
Klokken blev 00.50 og Annette syntes, hun hørte et skud, var det Jørn, der havde skudt?
Jeg tjekkede min mobil, og jo.. der havde lydt et skud..

Åtelplads 2
Susanne og Jørn skulle ikke gå så langt som Annette og jeg.
Vi satte dem af, få meter fra deres koje.

På pladsen valgte Jørn at lade det grønne lys være tændt hele tiden..
Der kom ingen gris, men en lille grævling kom på besøg.
Skudafstand på denne plads er meget kort, ikke mere end maks 25 meter, og man kan ikke sidde og kigge ind imellem nogle træer.
Det til trods er det nok den plads der er skudt flest grise på.

Poul skød sidste år en rigtig stor galt, nok den største gris vi har skudt de år, vi har været afsted.
Jørn og Poul havde ”fået lov” af mig til at tage en tur til Gullspång.
De skød begge gris.
Desværre havde de ingen vægt med, men de mente den lå langt over 100 kilo, grisen altså.
Josephine har også skudt sin største gris her på pladsen, også en gris på små 100 kilo..omvendt har Josephine også skudt en stor gris på 4'eren, så … som alt andet vildt, så nedlægges der intet, hvis ikke der sidder en jæger, en vågen en af slagsen.

Og Jørn var vågen.
Susanne syntes derimod, godt nok det var kedeligt, at sidde og glo ud af et lille vindue.
Hvad spænding er der lige ved det?
Så efter en god times tid, i tålmodig venten, og i kamp med ikke at måtte snakke, så lagde Susanne sig på den lille sovebriks, og faldt i søvn.
Susanne havde dog noget uro i sine ben, og en hver lille viften med foden, udløste et misbilligende blik fra Jørn.
Noget Annette kan nikke genkendende til, ikke at disse blikke kommer fra Jørn, men fra mig.

Jeg kan ofte høre hvis Annette blot bevæger sine tæer for at få lidt varme i kroppen, straks bliver der sendt et blik ha ha.

21.13 åbner Susanne øjnene, hun ser Jørn ligge indover sin riffel, og bliver naturligvis bekymret om Jørn sover eller værre endnu er faldet om, og hun skal lige til at kalde på ham, da der lyder et skud fra Jørns riffel..
Susanne ser grisen falde omkuld, ligge og spjætte livet ud, så det var perfekt.

Jørn havde hørt grisen komme fra venstre, maks ti meter fra kojen, og sad bare og ventede på, at den trådte fri, da det skete, lød skuddet.
Jørn forsøgte at sætte skuddet lige bag grisens ene øre, skuddet gik dog skrå igennem, og gik ud af venstre bov, men død var grisen.

Sussanne skrev straks til os uden at få svar retur.
10 minutter senere skrev Susanne.. Er I vågnet?
Det foregik på vores fælles Messenger gruppe Vildsvinejagt april 2026.
Vi svarede stadig ikke..

De næste timer bekymrede Jørn og Susanne sig, om der kunne være sket Annette og mig noget.
Først kl. 00.51 så jeg beskeden, og gratulerede Jørn med grisen.
Og jeg kunne så konstatere, at grisen havde været død i mere end 3 timer.

Jeg tænkte det var blevet tid for Annette og mig at pakke sammen og gå mod bilen.
(dagen efter sagde Kjell, at grisen på åtel 3 plejer at komme kl. 00.55, så måske vi skulle være blevet siddende tiden ud, men det er aldrig til at vide med jagt..

Som sagt så havde Susanne og Jørn været bekymret for Annette og mig.
Tænker de havde pisket en lille stemning op, for ingen tidligere år har vi jægere været bekymret for hinanden.
Vi ved forbindelserne er ringe på telefonerne, og ja, så er vi jo også på jagt, så vi skal ikke sidde for meget med mobilerne fremme, så lidt atypisk at vi netop i år ikke havde tjekket for beskeder, hverken Annette eller jeg.

Jørn fik sin gris hængt op i slagtehuset, og klokken blev næsten 01.30 inden vi var tilbage i huset.

Det skulle naturligvis fejres at Jørn havde skudt gris, og endda et rigtig fint vildsvin.
Kaffe på kanden, snaps i glasset, snaps efterfulgt af den nye type jægermeister (med appelsin) jeg havde købt en liter af på færgen.. det var nærmest likør/saftevand, så jeg sagde mange gange, vi skal lige have en mere.
Annette og Susanne gik i seng godt to, Jørn og jeg blev ved med lige at få en enkelt mere indtil kl. 03.30, og jeg tror jeg sov, før mit hoved ramte puden, som man siger.

Lørdag d. 18/4-26
Efter en god nats søvn, stod Jørn og jeg op til duften af frisklavet kaffe.
Ikke fordi vi sov sammen, det gjorde vi naturligvis ikke, heller ikke specielt længe.
Men vores kære koner var stået op før os.
Jeg stod op og gik i bad, og kort tid efter, gjorde Jørn det samme.

Jeg skulle lege turguide og vise Susanne og Jørn rundt i Gullspång.
Vi så fisketrapperne, hvor man forsøger at genetablere Gullspångslaksen, som skulle være den laks i verden med den hurtigste vækst.
Derefter kørte vi til Åråshult Camping, hvor vi har overnattet flere gange under grisejagten.
Jørn har været med flere år, og jeg har haft Annette med flere gange, hvor det kun har været os to der har været på jagt, men vi har også været der sammen med vores børn.
Sidste gang Annette og jeg var der for et par år siden, da syntes vi standarden simpelthen havde ramt bunden.
Der var hundekoldt, varmepumpen virkede ikke, der havde ikke været varme på hele vinteren.
Udlejeren kom tøffende med en lille varmeblæser, men det ville tage denne blæser flere dage blot at skaffe en nogenlunde temperatur i stuen.
Derudover var den ene side i dobbeltsengen, en seng man ville tro var løgn, med dårlige ben og knækkede ringe meder, og madrassens fjedre var helt flade.
Derfor fandt vi sidste år et nyt sted at overnatte, endda meget tættere på jagten.

Men campingpladsen er seværdig med sine små museer og gode ideer, ideer der blot er ved at gå til.
Campingpladsen kræver vedligehold hele året rundt, et kapløb udlejeren er ved at tabe.

Den ældre udlejer, som har fået en yngre kompagnon, mødte vi også denne lørdag.
Han sad, 78 år gammel, og malede en af de utallige husgavle.
Lars kunne huske mig, og han spurgte om vi var oppe på jagt?
Jep, og Jørn havde også skudt gris osv.
Der er også mange grise på campingpladsen, og hvis jeg ville, kunne jeg godt komme der at jage.

Det tilbud fortalte jeg senere vores udlejer på grisejagten om, og Kjell kunne så fortælle, at jagten på campingpladsen den havde han, så den kunne Lars ikke udleje til andre..åh ja.. de svenskere og deres kommunikation eller mangel på samme..

Vi tog også en tur ned til søbredden tæt på Åråshult, der var mange biler, der havde sat både i vandet.
Det er nu der fiskes efter laks ude i Vänern.
Og selvom det blot er en vig her ved Åråshult, så er der ikke langt ud til, hvor man må fiske, alt er relativt, fredningsbæltet strækker sig vist et par kilometer ud fra land.

Vejret var med os, temperaturen var forårskåd hele 16 grader varmt, årets varmeste dag indtil videre.

Til aften valgte vi igen at få pizza, det vil sige, det gjorde Jørn og jeg.
Annette købte en salat med kylling hos den lokale ICA butik, og Susanne købte en intetsigende burger hos pizzamanden, den lignede til forveksling, den burger man kunne købe til opvarmning hos ICA.. så jo, næste gang i Sverige, får det andet pizzaria chancen for at servicere os.

Vi skulle i dag ikke trække lod om valg til aftenens pladser.

Jørn var automatisk andenvælger til aftenens placering.
Jeg valgte at sætte mig ved slagtehuset (åtelplads nr. 1) da Kjell sagde, at der normalt gik 3 reelle grise på denne plads hver aften, og det troede jeg naturligvis på.
Jørn valgte at sætte sig ved koje 3, der Annette og jeg havde siddet fredag aften.
Susanne valgte at sætte sig i husets læderbetrukne sofa med sit strikketøj og sin gode bog.

Da klokken blev 19.45 kørte vi mod skoven.

Jørn satte Annete og mig af, og skød vi ikke før klokken 01.00, var det 01.00 jagten ville slutte.

Bevæbnet med god tålmodighed satte Annette og jeg os til rette.
Det grønne lys står på denne plads tændt konstant.
Normalt har man manuelt kunnet tænde for endnu en grøn lampe, tættere på foderpladsen.
Jeg fandt en fjernbetjening i kojen, men den tændte ikke for noget lys, syntes heller ikke, den så ud som den plejer.. plejer og normalt er ikke en selvfølgelighed i Sverige.
Så vi måtte stille os tilfreds med det svage grønne skær, som lyste pladsen op... lyste og lyste? det krævede en god kikkert, da mørket først faldt på, for at se detaljer på foderpladsen.

Heldigvis er Annette og jeg bevæbnet med hver vores gode håndkikkert, og min riffelkikkert fra Zeizz er aldeles fremragende, lysstærk uden en masse elektronisk habengut, men dog med rødpunktssigte, hvis jeg husker at tænde for den.

Derudover medbragte jeg i år min termiske spotter, og den brugte jeg også af og til i løbet af lørdag aften.
Bl.a. havde rotterne travlt med at hente korn til deres forrådskammer.
Men intet liv på foderpladsen af større dyr.

Solen gik ned, som sole gør, altid til tiden, og næsten samtidigt lød de første ulvehyl.
Det var en smule for hyggeligt.Jeg tænkte først, at det kunne være et par hunde, der var trætte af at stå i en hundegård, men som tuderiet tog til i styrke og gik over i flerstemmigt kor, så var jeg ikke i tvivl om, at det var ulve, og der var flere end bare et par stykker.

Men tæt på var de næppe, deres hylen kan formentlig høres kilometre væk sådan en stille aften.
Jeg tjekkede (først da jeg skriver min historie) via google... 10-11 kilometer i skovklædte området, hvilket var sådan et sted, vi sad midt i.

Af og til brugte jeg min spotter.
Oftere nøjedes jeg med min håndkikkert, der var blot 25 – 30 meter hen til fodertønden, og det var ikke muligt at se ret langt selv med spotteren for øjet, udover et skovspor som stod i forlængelse af foderpladsen.

Der var lovet regn til aften, få dråber slog mod kojens tag, meget hyggeligt og jeg tror også grisene er glade, hvis der kommer en smule regn.

kl. 22.15 havde jeg sat mig rigtig godt til rette i min kontorstol.
Det krævede at jeg lænede mig langt tilbage, før der var en smule støtte til ryggen.
Annette havde mere støtte i sin ”ret op og ned” spisebords stol.
Vi har altid to gode siddepuder hver, så komforten er i top, i hvert tilfælde til vores balder.

Sådan sad vi godt, både Annette og jeg, Annette var ved at småblunde, jeg nød bare det at være på jagt.. og jeg skal ikke garantere, at der ville gå lang tid, før mine øjenlåg blev for tunge.

Men hvad pokker?

Jeg mere fornemmede end så bevægelse, en bred skygge kunne anes ved et af de tre ben ved foderpladsen.
Man skal som jæger altid stole på sine fornemmelser og instinkt.
Jeg tog min håndkikkert op.
Der står en stor gris ved pladsen hviskede jeg til Annette.
Annette vågnede op, og tog sin kikkert.
Riflen afløste min håndkikkert.
Riflen lå klar på en solid pude, med løbet pegende mod foderpladsen, så det var blot at læne sig frem, og forsigtigt løfte kolben til skulderen.

Fy for pokker en gris, den var som en rund tønde, den største jeg nogensinde har set.
Da grisen stod med hovedet vendt op imod os, kunne jeg ikke se den under maven, havde den lange patter?
Mens grisen vendte siden til, tændte jeg for mit rødpunkt sigte.
Jeg afsikrede.
Tjekkede der ikke var smågrise omkring den fede gris.
Der var ikke synlige patter, grisen var helt alene.

Og så snart grisen tog et skridt ind mod skoven, med bredsiden til, klemte jeg mit skud af.

Smak sagde det, grisen faldt død om på jorden, ikke et spark til afsked, jeg havde næsten som altid sat skuddet ind bag boven, det mest sikre træfsted, hjerte og lunge.

Jeg tog min termiske spotter op, og så tydeligt konturerne af den døde gris, den bevægede sig overhovedet ikke.

Sådan går det oftest, fra intet liv, til der pludselig er gris på pladsen.
De kommer ud af ”det blå”... nærmere ud af den mørke skov.. vi hører dem sjældent, kun hvis der er kartofler på pladsen, så kan man høre knæk knæk når kartoflen knuses. nogle gange når de er flere, kan de hvine i skoven inden de dukker op, til aften foregik det uden en lyd.

Uha, jeg slap luften af lungerne, jeg havde tilbageholdt vejret en lang stund.
Nu kunne jeg ånde lettet op.
Skuldrene blev sænket, smilet sendt og delt med Annettes.
Og så kom der en smule grisefeber.

Ulvene tudede vores ører fulde, mens både Annette og jeg kogte af begejstring.
Jeg vidste, at jeg havde skudt til mit livs største gris, nu krydsede jeg blot fingre for, at det ikke var en stor so.. men det skulle overraske mig, at en so ville komme helt alene.

Jeg fik først lagt besked ind på vores fællesgruppe på messenger klokken 22.31, allerede kl. 22.19, havde jeg dog sendt sms direkte til Jørn.
Jørn skrev tillykke kl. 22.29
kl. 22.33 skrev jeg tilbage..
Den er ikke stor..men kæmpe..men okay, så kan den være i bilen.. Kommer du op til slagteriet?
En gang ævl.. jeg ville have undladt at skrive kæmpe, og så overraske Jørn, men ”kæmpe” kom med alligevel.
kl. 22.37 Jep, skrev Jørn.

Mens Ulvene fortsat hylede omkring os, fik vi taget et par billeder af den store gris.
Sjovt at et vildsvin kan syntes helt grå med sparsomt belysning på, for da jeg senere hev skindet af, var skindet vanligt brunt med masser af underuld.

Jørn kom til skudstedet godt en halv time senere, ulvene hylede stadig, og jeg gjorde med fagter Jørn opmærksom på, at han skulle skynde sig ud af bilen og høre ulvehyl for første gang.

Jørn troede, jeg havde nået at brække min gris, inden han kom.

Jeg forklarede, at vi nok skulle være to til at få grisen slæbt ind i ”slagtehuset”, selvom jeg er sikker på, at jeg med Annettes hjælp sagtens kunne have fået grisen ind.
Men vægten til at veje grisen lå i tagboksen, og jeg ville gerne have vejet min gris, både før og efter den blev brækket.

Med grisen indenfor og vægten hængt på en krog var jeg spændt på, hvad vægten ville sige.
91,8 kilo.. før brækning og 74 kilo efter brækning.
Jørns gris lå på 45 kilo brækket, og omregnet hvis vi bruger min gris som procentregning, indvolde kontra totalvægt, har Jørns gris´s haft en levende vægt på 55 kilo.

Så Jørns pæne gris, hang nu side om side med sin storebror.

Vi var hjemme i huset ca. 23.30 .. at brække et vildsvin tager ikke så lang tid.

Vi vidste, Jørn og jeg, at vi skulle tidligt op søndag for at hive skind af grisene, så fejringen af mit vildsvin, blev noget mere moderat.
En kop kaffe og en enkel snaps blev det til.

Søndag morgen vågnede jeg 5.58, to minutter før jeg ville være blevet vækket af min mobil.
Hurtigt ud af sengen, uden at vække Annette for meget, og Jørn stod op kort tid efter.
Vi havde lørdag aften bestilt morgenkaffe til søndag kl. 09.00, og det kom til at passe næsten på minuttet.

Vildsvinene skindet, pakket ind i plastik, lagt op i tagboksen.. jeg var nødt til at save bagpoterne af min gris, for at den kunne være der i længden.
Men tagboksen vidste jeg, fra for to år i træk, hvor Josephine havde skudt en stor og jeg en mindre gris, sådan to kunne nøjagtig være i boksen, men heller ikke en musefis mere, kunne klemmes ned ved siden af.

Oprydning i slagtehuset, aflevere nøgle og betaling for jagten hos Gunnar Gris, han var lige stået op.
kl. 09.02 landede vi ved vores hus.

Vi kom næsten til at køre Vänern rundt denne søndag.
Først godt 120 kilometer til vores bukkejagt, derefter ca. 15 kilometer til vores udlejer af bukkejagt for at nyde en frokost, burger til os alle fire.
Rart at hilse på udlejeren og hans kone, vi havde et par gode stærke oste med til udlejeren og en buket tulipaner til hans kone.
Med på snarligt gensyn (14 August) som afsked gik turen til færgen i Gøteborg.

Vi troede vi havde god tid.
Selvom vi har taget denne tur 25 gange, så bildte Jørn og jeg konerne ind, at det tog ca. 2,5 time
(jeg havde skrevet rejseplan ud til os alle 4, og deri stod, at køreturen ville tage 3,5 timer)

Da vi nærmede os Gøteborg, viste min GPS, at det ikke ville blive mere end lige til øllet, altså at lande en halv time før afgang...

Vi nåede det, med 2 minutters forsinkelse, og færgen sejlede som den har gjort i 25 år, uden problemer (det gør den som regel) og uden søgang (det sker ikke altid)

Der var, når vi kom hjem, arbejde at se frem til, med et par grise der først skulle have en frikendelse for trikiner inden vi slagtede dem, og fik dem lagt i fryseren..

Men det er altid en glæde at skaffe sit eget mad.
Det er i hvert tilfælde mit bedste argument for at gå på jagt...

Og hvor er det dejligt, at Annette brænder (næsten) ligeså meget for disse ture som jeg.

JAØ 23/4-26

ps.
Da vi kom hjem fra Sverige så jeg, at jeg havde glemt en seddel, hvor jeg havde lagt kabale, over hvilken af vores 3 åtelpladser der var størst chance for at nedlægge gris i Sverige.
Sådan havde kabalen forudsagt jagten :
Der kunne nedlægges vildsvin på alle 3 pladser. (stor chance)
Der var størst chance for at nedlægge gris på plads 1 (der hvor Annette og jeg sad aften 2)
Næststørst chance for at nedlægge gris på plads 2 (Der hvor Jørn skød sin fine gris aften 1)
Lidt bagefter kom plads 3.. med chance, men med mindst chance.

Den plads både Jørn og jeg havde som førstevalg... sjovt.

Nu tror jeg heldigvis hverken på kabaler er på firkløver... men..