Bukkejagt DK 2025 del 2 AKA Prostata bukken

For mig har bukkejagten i år været delt op i to perioder.

1. Før operation af prostata (16/5-03/6)

2. Efter fjernelse af prostata (5/6-15/7)

Jeg ved det er en underlig overskrift til en jagthistorie, og syntes du det kan blive lidt for underligt, så lad venligst være med at læse videre..

Før jeg fik konstateret kræft i prostata, anede jeg intet om prostata.
Hverken hvad denne kirtel i kroppen havde af funktion, eller hvad det ville betyde at få den opereret væk.

Internettet er selvfølgelig, også mht. prostata, en stor informationskilde, man kan læse til hudløshed, om hvad nu hvis..
Men alligevel følte jeg mig taget med bukserne nede (bogstaveligt talt) under forløbet..især lægens kommentar :
”Syntes du ikke, vi lige skal få fjernet den prostata..?”

Lidt lokkende i stedet for konstaterende..jeg vil gerne have et klart svar der hedder : Den skal, den skal ikke..
Sådan en kommentar bringer mig i tvivl.

Man kan ikke sige, jeg helt blev taget ved røven, men jeg følte næsten at lægen skulle sælge hans tilbud om operation, og jeg sidder den dag i dag med tanken..
”Var det nu også nødvendigt?”

For jeg havde det faktisk godt inden operationen, jeg var ikke syg, jeg tissede bare lidt oftere, end jeg plejede, men formentlig ikke oftere end mine kammerater..

Desværre er det sådan med operationer, at bortopererede dele af kroppen ikke kan sættes på igen.
Og jeg ved da også, at jeg sikkert efter nogle måneder lærer at leve med de mangler eller egenskaber jeg nu som ”mindre” mand, pga det der blev taget fra mig, fra den ene dag til den anden.
Og ja jeg ved, at var jeg ikke blevet opereret, så ville ikke bare jeg selv, men især min kone og børn, leve med en uvished og frygt for, at kræften kunne finde på at sprede sig?

Jeg var heldig, fik jeg at vide, at kræften ikke havde spredt sig hverken til knogler eller lymfe.
Jeg havde henvendt mig til min læge i rigtig god tid, og ja, det kan være, at jeg har forlænget mit liv, at operationen er givet godt ud.. den snak må vi tage til den tid..hvis jeg bliver mere end 85 år.

Efter en masse scanninger, biopsier taget direkte i prostataen, og flere scanninger, blev jeg opereret.

At miste min potens, og at skulle gå med ble på ubestemt tid pga. en tissemand der tisser hele tiden, det skal jeg da lige vænne mig til..jeg ved egentlig ikke, hvad der er værst.. det er nok det med at skulle gå med ble..eller nej, så alligevel det med potensen.

Derfor var det heller ikke let for mig at tage på jagt efter operationen.
Helt ærligt så var jeg tæt på, at ryge i en kælder sort som kul.
Der findes sikkert flere måder at komme op af den kælder.
Og da potens og tisseri formentlig fortsat glimrer ved sit fravær/fortsætter, så kunne netop måske jagten trække mig op af den kælder.

Jeg var af læger/sygeplejersker blevet beordret først ikke at måtte løfte mere end 5 kilo, så var det 4 kilo og det sidste jeg fik at vide af sygeplejersken der udskrev mig
”Du må ikke løfte mere end 2 kilo”.
Opereret kl. 13.00-16.30 d. 4/6 .. udskrevet d. 5/6-25 kl. 12.30

Jeg vejede min riffel, den letteste af dem, min 30-06ér vejer 4,8 kilo inkl. lyd/rekyldæmper.
Og da jeg overbeviste mig selv om, at løfte er ikke det samme som at bære, og at en riffel bærer jeg over skulderen, så burde det være okay at liste på jagt efter operationen.
(Hvordan de første dage forløb af bukkejagten 2025 har jeg beskrevet i del 1)

Efter jeg havde skudt buk d. 18/5 på det bedste af mine tre jagtstykker, lagde jeg indtil d. 4/6 mest energi i jagten på de 2 andre terræner jeg har jagt på.
Josephine har kun været på jagt en gang i denne sæson (Josephine er sat til at nedkomme d. 12/8) og har derfor været en smule hæmmet pga den lidt store mave.
Den eneste gang Josephine har været på jagt ”herhjemme” satte jeg Annette og Josephine af, en lørdag morgen, da kom der en fin gaffelbuk gående 10 minutter før skydetid.. Josephine tænkte, den nok ville vise sig igen, men den glimrede, som bukke ofte har for vane, med sit fravær.
Det var på samme terræn, som jeg havde skudt årets første buk...

Jeg lovede Josephine, og mig selv, at lade denne gaffelbuk gå, så måtte Josephine se, om hun fik lidt tid til jagt senere på sæsonen.
Omvendt har Josephine fået fat i et nok mindst ligeså godt stykke jagt, få hundrede meter fra hendes bopæl, men den store mave er ikke let at få med på jagt.

Før operation nåede jeg at se buk på de øvrige 2 terræner, jeg har jagt på, så jeg var optimistisk.
På det ene terræn, ved dyrlægen, så jeg en meget fin lovende buk, ulige gaffel, tydeligvis en ung buk, stor kraftig krop og med stor selvtillid, jeg kunne have skudt bukken 3 gange..men jeg valgte at ”frede” ham.. nu får vi se, sæsonen er ikke helt slut endnu.

På det andet terræn, hos min svoger i juletræerne, havde jeg en hektisk aften, hvor jeg i bogstaveligste forstand jagtede en buk rundt på de 3 parceller.
Jeg forsøgte at forudse bukkens næste træk, for han havde luret, at noget var efter ham.
Og i dette skakspil var jeg meget tæt på til sidst at sætte bukken skak og mat, men alligevel fandt han en vej ud, så han vandt matchen.
Bukken så ud til at være ganske fin i opsatsen.

Siden har jeg været afsted mange gange, uden at se skyggen af buk, men har set både rå og husmår og naturligvis også harer og fasaner.

Det lykkedes mig derfor ikke i årets første halvdel at nedlægge mere end en buk. (det er også helt okay)

Men efter operationen følte jeg, at jeg hurtigt skulle op på hesten igen.
Både som menneske og som jæger.
Ingen bleer eller huller i maven (huller er der 5 af) skulle holde mig væk fra bukkejagt.
Heller ikke det sorte hul jeg var på vej ned i, skulle holde mig væk.

Det er ikke let, og det er en underlig følelse at afgive et strint, hver gang jeg går i knæ eller vrider kroppen en smule.
Og hos dyrlægen og hos min svoger foregår al jagt i jordhøjde.
Enten siddende direkte på jorden eller på min jagtstol, og det kræver bevægelse flere gange.

Jeg kan naturligvis også pyrsche rundt, men for hvert skridt, ryger der en sjat i bleen.. pisseirriterende er vel det rette ord at bruge om den sag..

D. 25/6-25 besluttede jeg mig for at droppe mine tisseture, undskyld pyrschture, og jeg tog ud på mit terræn, hvor jeg havde skudt buk i starten af jagten.

Josephine så ikke ud til at komme mere på jagt, og jeg trængte til for en gang skyld, at kunne sætte mig i en stige.
Når jeg sidder eller ligger ned, tisser jeg underligt nok ikke i ”bukserne”
Bækkenbunden må klemme sig sammen under disse forhold.

Så jeg glædede mig denne onsdag aften, til at kunne læne mig tilbage, nyde roen kun afbrudt af fuglenes sang.
Skovduerne trak i fast rutefart fra egetræernes toppe og ned til min fodertønde på skråningen, selvfølgelig jagtetisk placeret et godt stykke udenfor synsvidde.

Jeg ved at især én af mine gode jagtkammerater, vil skælde mig ud nu, for jeg har i hele bukkesæsonen Nordic Roe hængende om halsen.
Og jeg bruger det altid i mere eller mindre grad.
Og jeg er sikker på, at om ikke hvert eneste år, så har de lokkende lyde givet mig en buk, ikke bare i Danmark, men helt sikkert i Sverige til August.

Jeg oplever ikke så tit længere, at råen kommer i spring på kaldet.
Det tror jeg skyldes, at der ikke er så tæt en bestand af råvildt, som der var for bare 6 år siden.
Kommer råen på kaldet, så provokerer jeg hende aldrig til at komme tættere på.
Jeg går på jagt ud fra devisen, er der en rå, så er der sikkert også en buk i nærheden.
Bukken er meget nysgerrig, så om ikke andet, så kommer han tit listende efter råen, og det kan for ham blive meget fatalt.

Når jeg sidder på bukkejagt, ja også når jeg sidder og ser en jagtfilm på tv, så tænker jeg på, hvor smukt et dyr rådyret er.
Rådyret er for mig indiskutabelt det smukkeste og mest elegante dyr i den danske natur.
De store brune øjne.
Det skeptiske blik råvildtet kommer forsigtigt frem med.
Måden råvildtet står og soignerer sig på, klør sig bag gehørerne med en bagklov.
Tålmodigheden som råen hun har med lammende springende legende omkring sig.
Sikke en omsorg dyrene udviser imellem sig, dette gælder ikke kun råvildtet, mennesker som dyr udviser stor kærlighed.
Vildtet har min dybeste respekt.

Det er ikke kun antijægere der stiller spørgsmålene.
Hvorfor gør du det?
Hvordan kan du få dig selv til at skyde et så uskyldigt dyr?

Hvorfor jeg går på jagt, er for mig let nok at svare på.
Det er en kompleks ting, at sidde ude i naturen, se livet, ja netop livet omkring sig.
Se årstiden ændre sig, naturens skiftende farver.
Se dyrene komme helt tæt på både på land og i luften.
Ja kort og godt, at føle friheden og følelsen af at gå i et med det, vi kommer fra.. af jord er du kommet..

Hvordan jeg kan få mig selv til at slå et dyr ihjel?
Ja, især det spørgsmål stiller jeg ofte mig selv, ikke fordi jeg føler, jeg skal komme med en undskyldning, men føler alligevel det kræver et svar.
Jeg skal kunne "forsvare" mig selv og mine gerninger, også indenfor jagten.
Jagt er ikke bare noget, jeg gør for sjovt.
Jeg kan for sjov skyde med riffel på skydebane efter skiver og efter lerduer med jagtgeværet.
Det er både sjovt, lærerigt og nødvendig træning for enhver jæger.
Men når jeg slår et dyr ihjel, er det ramme alvor og absolut med en vis portion vemod.

For at nå frem til svaret, for jeg ved at i ligningen så erkender jeg blankt, at det er et uskyldigt dyr jeg slår ihjel..og ja, det kan til tider også give mig en lille tåre, for hvad er mere uskyldigt på denne jord, end et dyr?
Dette dyr gør ikke andre dyr fortræd... eller jo.. i brunsten og kamp om pladser, kan både en hjort og en buk tage livet af en rival, der er de ikke anderledes end os mennesker, hvis vi levede som vilde.

Men spiser jeg kød, og det gør jeg med stor glæde, så stammer kødet jeg køber i butikkerne fra industrien/slagtningen af mindst ligeså uskyldige dyr som råbukken eller krondyrkalven.
Forskellen er blot, at det kød der ligger i køledisken, ikke har haft et frit og naturligt liv, og døden er ikke kommet uden en masse forudgående stress og inhuman opvækst.
Det dyr jeg nedlægger, opdager ikke døden, og bliver næsten aldrig stresset.

Ja, sådan ser jeg på det.
Og i gerningsøjeblikket, så tager mit nedarvede instinkt over, jeg tænker kun på at slå ihjel på den mest effektive og mest humane måde.
Og der er riffeljagten den jagt, hvor jeg kommer allertættest på dyrene, ser bukken direkte i øjnene og tager en meget velovervejet beslutning, inden fingeren krummes og jeg i et splitsekund leger Gud, Herre over liv og død.

Denne aften sad jeg alene i stigen.
Andreas der er flyttet hjem for en stund/på ubestemt tid, skulle tidligt på arbejde torsdag morgen.
Annette følte sig slidt ned til sokkeholderne, og det forstår jeg godt.

I min egoistiske sygdom, har jeg ikke været lige opmærksom på, at min sygdom er mindst ligeså hård for Annette og vores 3 kære børn.
Måske endda været mere hård for dem, de har i hvert tilfælde grædt, mere end jeg har.
Jeg mener kun, jeg har grædt en enkel gang, hvor jeg fik lidt ondt af mig selv, jeg vidste på det tidspunkt ikke om jeg var købt eller solgt. (læs : overlevede min sygdom)

Så nu sad jeg her, mageligt i mit tårn, god udsigt over et kæmpeområde, hvor kun en lille del af det udgjorde mit lejede jagtterræn.

Sidste gang jeg sad her, var Andreas med, der så vi en rå, og stødte et andet dyr, da vi forlod tårnet, og gik mod bilen.

Her til aften var det kun fuglelivet i luften, der gav lidt adspredelse.
Det gjorde mig intet, mit mål var ikke at skyde en buk, jeg ville bare nyde øjeblikket.

Pludselig trådte et dyr ud af genboens lærketræer.
En kronhind.
Lige efter hende kom kalven, og de gik tværs over marken, ned mod min mose.
De var nået trekvart over marken, hvorefter der trådte endnu en hind ud af det tætte skov, hun havde også en kalv med på slæb, også de gik ned mod mosen.

Jeg stoppede med at lokke efter bukken, nu ventede jeg spændt, om kronvildtet ville træde ud fra mosen og ud i min slugt.

I min venten var mit fokus lagt mod højre, der hvor kronvildtet skulle komme fra, der skete intet.

Ofte kan man høre på solsorten, naturens sladrehank, at der er dyr på vej.
Der var ingen fuglekvidr, der sladrede om aktivitet.

Mere fornemmede jeg, end så noget, betragte mig til venstre for stigen.
Jeg drejede mig forsigtigt og stirrede ind i øjnene på et stykke råvildt, hvis man kan stirre på hinanden over en strækning på godt 30 meter.

Riffelkikkerten blev lagt i dyrets retning, og nu blev afstanden med 8 gange forstørrelse væsentlig forkortet.
Dyret viste sig at være en buk.
Jeg nåede ikke at tænke tanken, at det kunne være ”Josephines” gaffelbuk.
Jeg så bare at bukkens opsats havde en højde lidt over ørerne, og jeg flyttede straks krydset i riflens kikkert ned imellem alt det grønne. Bukken stod iblandt nogle tætte småtræer, jo.. der var passage, dog til et lidt skråt skud, det vidste jeg, og det registrerede jeg i løbet af få sekunder.

Der var ingen tvivl om, at bukken havde set, at der var noget fremmed, der pludselig kiggede tilbage, dog vidste den ikke, at jeg var farlig.. meget farlig.

Jeg registrerede ikke, at jeg afsikrede riflen, det hele kørte på ren rutine og stor erfaring.
Og ja.. så kan den regelrette jæger, eller hvad man nu kalder ”jægeren”, der altid skal søge og finde fejl hos andre

1. Var det et godt skud at sætte ind på en buk, den stod jo ikke vinkelret til mig?
2. Og er det en buk, jeg i min forvaltning havde valgt at tage ud af bestanden?

Til nr. 1 ang skud... jeg har nedlagt 115 bukke med riffel i mine 30 år som jæger.
Jeg tror ikke mere end knap halvdelen har stået helt vinkelret, når jeg har afgivet mit skud.
Det drejer sig om at kigge igennem dyret når man skyder, og det forsøger jeg hver gang.
Dette skud med min 30-06ér og med nye kobberkugler, Normas Ecostrike var helt nye for mig, og jeg vidste af erfaring, at kuglen ville få et meget skråt forløb gennem dyret, men jeg var ikke i tvivl om, at kuglen ville gøre arbejdet.. det ville slå ihjel i samme sekund det traf dyrets krop.
Jeg var også bevidst om, at der kunne forekomme lidt kødskade, da udgangshullet godt kunne sidde noget tilbage.

Men i de få sekunder, hvis ikke det var et sekund, så havde jeg ikke tid til at vægte det ene op mod det andet.
I det sekund skulle jeg tage en beslutning.

Og jeg garanterer jer for, at det var et sekund, jeg havde set frem til med længsel.
Ikke mindst for at bevise overfor mig selv, at der stadig var jagt for mig.. efter.

Og som svar til spørgsmål nr. 2 bruger jeg gerne den midterste af min finger.

Bukken væltede bagover i skuddet, og jeg kunne trække vejret igen.
Hold op hvor hektisk og en intens oplevelse.
Bagefter tid til tanken.. var det Josephines gaffelbuk? (Ja, højst sandsynligt)

Der gik to sekunder måske 3...så så jeg ryggen af et dyr, det listede mod højre, kun det øverste af ryggen var synligt, jeg kunne ikke skyde selvom jeg havde repeteret, dyret var kun synligt i et kort øjeblik.

Tvivlen ramte mit sind, havde jeg skudt i en for spids en vinkel?
Havde der været en gren i vejen, der kunne få kuglen til at afvige sin retning?
Var dyret tapskudt eller kun strejfet?

Det kunne ikke være et andet dyr, der gik så forsigtigt fra anskudsstedet, det var et såret dyr, det var jeg ikke i tvivl om.

Nå, jeg måtte væbne mig med tålmodighed.
Jeg ventede godt ti minutter, før jeg hentede Zimba i bilen.
Klokken var præcist 21.45 da jeg havde afgivet mit skud, solen gik ned kl. 22.15

Jeg tænkte, inden jeg havde fundet bukken, om jeg kunne nå at brække den og få den slæbt til bilen, inden solen gik ned.
Så kunne jeg overraske Annette og Andreas med at komme hjem med en buk i bilen.

Men nu skulle jeg ikke sælge noget skind før bukken var skudt. (konstateret død)
Og ja.. så måtte jeg stadig ikke løfte mere end 2-3 kilo, og jeg ved hvor hård turen op af skråningen normalt er, og når jeg som nu ikke er 100% fit for fight..

Ved bilen fik Zimba rem på, og vi gik de små 100 meter tilbage til stigen.
På toppen af skråningen gav jeg Zimba søgesnor på, og Zimba løftede allerede snuden og var ved at stejle pga. vindretningen, der kom fra skråningen og lige op i snotten på os.

Zimba havde allerede kontakt, enten på et dyr i flugt, eller et dyr der lå forendt ca. 35 – 40 meter fra os.
Jeg behøvede ikke sige søg.

Zimba ved, hvad det drejer sig om, så snart den gule søgeline er spændt på. 
Og heldigvis gik Zimba ikke skråt mod højre, han gik direkte ned til anskudsstedet. (jo han ville godt, men jeg fik ham på andre tanker)

Da vi nåede stedet jeg mente bukken havde stået da jeg afgav mit skud, slap jeg min ende af snoren, for der var noget tæt småtræer mod højre, og kunne dyret nu ligge såret kort derfra, ville Zimba måske rejse bukken, og så skulle der være mulighed for, at Zimba kunne slå til med det sammen og holde bukken.

Zimba gik roligt mod højre med snuden i jorden, fulgte schweiss.
Efter ca 25 meter stoppede Zimba op.

Jeg var forsigtigt listet med, og kunne se Zimba kigge sig over skulderen...ja han smilte vel sikkert og tænkte
”Var det bare det?”

Og der lå bukken i højt græs og i en lille fordybning.
Uden Zimba ville jeg nok godt selv have kunnet finde bukken, men det ville have taget tid for mig at følge schweiss, det er Zimba 1000 gange bedre til.

Jeg kunne konstatere at bukken som forventet ikke var stor men med fin trods alt.
Måske en søn af den buk jeg skød først i sæsonen, jeg kunne trofæmæssigt se ligheder.
Han var ikke en etårsbuk, heldigvis (det kunne han sagtens have været )
Men toårs buk er mit bud.
Og som toårs buk, burde han, hvis vi snakker avl, have sat bedre op.

Så for at tilfredsstille de jægere, der hellere vil kritisere andre, end selv gå på jagt, så var det en fin buk at nedlægge. (afskudsbuk vil nogle sige, det ord hader jeg)

Og jo, mit skud sad nøjagtig, hvor jeg ville sætte kuglen, men bukken havde stået lidt mere spidst end forventet, derfor var udgangshullet i modsatte side i højre kølle, heldigvis kun igennem en mindre muskel skulle det efter forlægning vise sig.
Leveren var perforeret og der var voldsomme indre skader.
Sådan er det med en riffelkugle, den skal være voldsom indeni dyret, og så er en kugle placeret vinkelret på bladet (lige bag skulderbladet) altid at foretrække, men sådan skulle det ikke være i denne situation.

Jeg stod og sundede mig lidt, over reaktionerne der altid kommer efter skud.

Denne gang med flere knapper at trykke på.

Ofte kommer der bukkefeber både før og efter skud.
Jeg nåede bare ikke at få rigtig bukkefeber på denne jagt, det hele gik så stærkt.

Jeg tog et par billeder af bukken, som den lå der, med en glad hund ved siden af sig.

Sendte billeder til familien, skrev undskyld til Josephine..vidste jeg var tilgivet, før hun skrev svaret.

Annette ringede til mig...
”Du slæber ikke selv bukken til bilen, jeg tager Andreas´s bil ud, og slæber bukken for dig..og du har bare af at høre efter..”

Okay.. men jeg kunne vel holde til selv at brække bukken? (tror jeg alligevel heller ikke jeg kunne få Annette til)

Jeg trak bukken ned til bunden af slugten, det gik heldigvis nedad bakke.
Jeg ville gerne brække bukken i det åbne, træls at stå alt for meget klemt inde.

Det var et vigtigt øjeblik for mig, at nedlægge denne prostata-buk, som bukken kom til at hedde fra nu af og resten af mit liv.

Annette kom, mens jeg sad ved bilen og nød en dejlig kølig Coca-Cola.

Blodige hænder...en duft af kød og blod, jeg er ærlig når jeg siger, at dette øjeblik er næsten det jeg nyder allermest ved jagten.
En tilfredshed og forløsning breder sig i min krop.

Annette ankom til jagtmarken, og vi gik sammen ned til bukken, og Annette kæmpede for at slæbe bukken, først op af den ca 50 meter stejle skråning, og derefter de godt 100 meter til bilen..men det lykkedes.

Nu er Annette ikke blot fodermester, men også slæbemester.

Vi var hjemme en halv time før midnat, ting tager tid, og jagt er jagt.

Og livet vidste jeg godt før, men især nu efter..må aldrig tages for givet.

JAØ 5/7-25

ps. En lille kort fortælling fra i aftes, fredag d. 4/7
Andreas og jeg var på jagt hos Dyrlægen.
Vi sad op af den vante lave hvidtjørn.
Jeg kan enten vælge at sidde og pege mod højre eller venstre.
Og derved vælge, når vi er to på jagt (kun mig med riffel) at sidde til højre eller venstre for hvidtjørnen.
Jeg forklarede Andreas, at kom bukken til højre, så skulle han bare sidde med benene strakt ud, så ville jeg forsøge at få min 3 benede skydestok drejet rundt over hans ben, så jeg kunne skyde mod højre... jeg vidste, det ikke ville være optimalt, her i jordhøjde er vi meget udsatte, især hvis dyret kom til højre for os.
Og efter nogen lokken, så stod der pludselig et dyr med bredsiden til, 80 meter til højre for os, nippende til de nedre grene på en hvidtjørn.. måske den også stod og gned opsatsen, det nåede jeg ikke at se.

Vejret var perfekt, med regn hele dagen, og lidt opholdsvejr her til aften.
En jævn til frisk vind fra Sydvest, perfekt til her hvor vi sad ,og skulle skyde mod syd eller mod vest.

Andreas var netop faldet i søvn, da jeg svingede min skydestok rundt, ramlede ind i hans ben, og sagde vist nok "buk", selvom jeg ikke kunne se andet end, at det var et meget rødt stykke råvildt.
Andreas vågnede op, og nåede kun at se dyret flygte ned over skråningen, hvor den straks blev opslugt af det tætte krat af pil og tjørn.
Øv... så tæt på..og alligevel så langt fra.

Hvorfor havde jeg haft så travlt?
”Bukken” først hørte mig, og derefter så mig, så flugten blev taget, før jeg nåede at sige øb eller bøv.

Jeg nåede heller ikke at se, om der var nogen opsats mellem dyrets gehør.
Men min erfaring skreg 95% buk.
Halsens tykkelse og kroppen sagde ung buk.
Og jeg vil næsten æde min jagthat på, at bukken (hvis det var en buk) var bukken jeg har ”fredet” på dette terræn, men som I nu ved, så betyder fredet ikke nødvendigvis livsforsikret i min termologi.. fredet er en buk, indtil jeg beslutter noget andet.. ha ha.

Bukken så vi ikke mere til.
Men et lille smaldyr lod sig lokke ind på ca 20 meter af os.
Også mod højre.
Det gik der længe, Andreas nåede denne gang at se dyret igennem sin kikkert, inden den stille listede ned mod det tætte, hvor det andet dyr var forsvundet.
Lidt senere lokkede jeg hende frem igen, men kun for at konstatere at bukken ikke fulgte med.
Hun kom alene og forsvandt op på marken bag os, uden at have anet uråd.

Nå, men der er stadig få dage tilbage, jeg kan forsøge mig på denne buk, eller på bukken i min svogers juletræer.

Får jeg ikke flere bukke i årets danske bukkejagt, så overlever jeg helt sikkert, både på den ene og på den anden måde.