Jagten på Svensk dåhjort andet forsøg AKA Valentinesdag

Min 60 års fødselsdagsgave

Da jeg fyldte 60 år for halvandet års tid siden, ønskede jeg mig penge i gave.
Pengene ville blive øremærket til jagttur.
Sikahjort lå højt på min prioriteringsliste over, hvad jeg gerne ville nedlægge, helst på en tur til Irland eller Skotland, hvor Annette naturligvis skulle følge med.

Jeg indhentede et tilbud på Sikajagt.
Prisen på en sådan jagt ville overskride mit budget med mere end jeg selv følte jeg ville doble op på.
Jagt har sin pris, meeen det kan skisme også blive for dyrt.

Derfor slog jeg til på en jagt jeg faktisk har forhørt mig på i mange år.
Jagt på kapital hjort i Sverige.
Jeg har en god bekendt igennem mere end 20 år, ja jeg har heldigvis flere gode bekendte i Sverige.
En af disse bekendte udlejer jagt på Dåhjort.
Prisen på at nedlægge hjort uanset størrelse har været den samme i mange år.
Første forsøg var i December 2025, eneste udgift var færge, benzin og ophold og et symbolsk beløb for at jage de to dage.
Heldigvis fik jeg overtalt Urban, at jeg måtte kunne få et forsøg mere allerede februar 2026
Det er den jagt, denne historie skal handle om.

Jeg har på et tidspunkt været optimist, og skrevet at dette er forsøg nr. 2 af 2.
Men som Annette påpegede, så har vi også allerede været på jagt 3 gange, hvis man tæller morgen og aftenjagterne for sig selv, da vi var på vores første tur i December..

Man plejer jo at sige, at tredje gang er lykkens gang.
Jeg satsede på, at anden gang (regnet i tur efter dåhjort i Sverige) skulle blive lykkens gang.

Tålmodighed.
Det er for mig et fremmedord, når det gælder jagt.
Når jeg først er på jagt, der trækker jeg nogle gange knap vejret, og jeg kan sidde som en saltstøtte 4 timer i træk, men tiden op til afgang, uha den føles lang.

Annette og jeg forsøgte os første gang på dåhjort midt i december 2025.
Det var 2 gode jagtdage, første morgen skød jeg en ræv, første aften skød jeg forbi en dåhjort, anden aften var jeg meget meget tæt på at komme til skud på, for mig at se, en meget stor dåhjort, men tiden løb fra mig/os.. jeg nåede ikke frem til skud, inden timen efter solnedgang var gået.
Hjorten havde også set mig, så en næsten umulig situation.

Denne hjort fra anden dagen i December 2025 har jeg tænkt på lige siden.

Jeg var hurtig til at spørge Urban, om Annette og jeg måtte komme på besøg igen i februar 2026.
Så ville vi gerne forsøge os endnu engang.
Der var et hul i kalenderen for Urban d. 12/2-14/2, så ville vi gerne have 3 dages jagt, i stedet for blot 2.
På Airbnb havde vi i December fundet det fineste lille sted blot 11 kilometer fra jagten, og det bookede vi igen til jagten i februar.
Lejligheden skulle have været pillet af bookingen, da ejeren var bortrejst, men jeg nåede at fange hende inden.
Og det var okay vi kom i den gældende periode.

Færgebilletter blev købt, og vi var klar til et vintereventyr Annette og jeg (og Zimba, vores hund, skulle også denne gang gøre os selskab)

Et par uger før afrejsen ringede Urban.
Jeg tror det er første gang Urban ringer til mig, vi plejer at skrive sammen, så jeg frygtede det var noget alvorligt.. benspænd.. benspænd nej hvor jeg frygter dette.
Desværre havde Urban noteret forkert i sin kalender, han troede de havde sidste jagt i konsortiet weekenden 27/2 – 28/2 (fredag og lørdag) men det var allerede fredag d. 13/2 og lørdag d. 14/2 de skulle afholde en stor jagt.
Pokkers osse... jeg kløede mig i mit korte hår.
Jeg syntes det var sent at vente med at komme på jagt de sidste 2 jagtdage i sæsonen.

Hvad med om vi kommer til Sverige lørdag d. 14/2, jager søndag d. 15/2 og mandag d. 16/2, kan det gå an? Spurgte jeg.
Ja, det skulle være fint, svarede Urban.
Jeg bookede straks om ved Airbnb, det kostede ikke ekstra, og værten ville være hjemme, når vi ankom.
Færgen kostede lidt at lave om, lidt dyrere at rejse en lørdag, start uge 8.. end en torsdag i uge 7.
Vinterferien med meget trafik nordpå og vice versa.
Urban ville kompensere for den ekstra udgift, jeg måtte ha, jeg sagde, at det skulle han ikke tænke på, jeg var bare lykkelig for, at vi måtte komme.

Tiden op til afgang føltes som sagt lang for mig, men som tid ofte går, så går det hurtigere end man regner med, og pludselig blev det tid til afgang lørdag d. 14/2.

Færgeafgang 13.20 Frederikshavn, ankomst Gøteborg kl. 17.20, dvs vi ville ankomme til Airbnb ca kl. 19.30.. et lidt bedre tidspunkt at rejse på end midt om natten, som der var vores oprindelige plan.
Vi kunne få en god nats søvn, inden vi skulle på jagt søndag morgen.
Hjemrejse tirsdag d. 17/2 kl. 15.30 fra Gøteborg, ankomst Frederikshavn 18.45 (og hjemme i Hobro ca. 20.00)

Det var med god luft i begge ender af rejsen, når jeg skulle møde på arbejde kl. 06.00 onsdag morgen.

Tandpine..
Jeg kom til at tygge på nogle lidt for hårde salmiak lakridspastiller fredag d. 6. februar.
Allerede dagen efter fik jeg tandpine.
Sådan forløb hele ugen op til jagten med en modbydelig tandpine, der også gik op i hovedet på mig.
Så pamol og Ipren, 3 gange om dagen, i ugen op til afgang ringede jeg til min tandlæge... han havde ferie.
Annette mente jeg skulle have fat i en vagttandlæge, hvilket hun insisterede på helt frem til afrejsedagen.
Men jeg holdt fast, ingen tandbyld, bare tandpine, det skulle nok gå.
Min smertetærskel er temmelig høj, så ingen is på koen eller på tanden, for det gør nas..også at drikke noget varmt, fy for pokker.

Lørdag d. 14. Februar, Valentines dag.. dagen for afrejsen oprandt, tandpine eller ej.
Bonus info, forskudt rejsetid gjorde, at vi om fredagen kunne hente vores ældste barnebarn i vuggestuen (i Gistrup) hvilket forældrene var glade for, og Annette har det også hårdt, hvis der går meget mere end en uge, uden at se børnebørnene.

Alt var pakket og klar i god tid.

Den koldeste februar måned i mere end 15 år gjorde, at alt hvad vi havde af batteridrevne veste og sokker var taget med.
Jeg har været for nærig til at investere i varmehandsker.
Jeg fandt et par af min fars handsker, rigtig læder med hare skind som fo´r, normalt er det kun julemanden der bruger dem d. 24/12.. det har han gjort i snart 30 år, men nu skulle de for første gang med på jagt.
Annette fik en muffedise med, den har jeg sjældent brugt, syntes det er bøvlet at slæbe rundt på.
Af tøj begrænsede vi os, vi bor langt fra alting, så af ikke jagttøj, havde vi kun det med vi rejste i.
Jeg havde også kun min jagtjakke med på jagten, vrangen vendt ud, så den kun var grøn..
Det kan være jeg fortryder kun at have en jakke med, når vi rejser hjem, jeg håber der kommer blod på ærmerne.

Vi kom afsted hjemmefra et kvarter før tidsplanen, ja endda i så god tid, at vi nåede at fylde både benzin og en smule olie på bilen. (olien snusede kun til stregen på oliepinden)

Cirkel K skulle have ca. kr. 400,- for en liter olie, den mente jeg godt jeg ville køre et par kilometer for at købe hos T-Hansen til kr. 175,- ..
Der var kommet en del sne ugen op til afgang, men hård frost havde givet tørt vejr, og vejene var snefri og uden is helt til Frederikshavn.
Færgen var godt fyldt, jeg mødte for en gang skyld ikke en eneste dansk jæger på færgen.
Det kan dog være, at de har været camoufleret som almindelige mennesker.
Jeg havde også kun mine jagtstøvler på, og min jagtjakke var som sagt vendt, så camouflagen vendte indad.

Zimba måtte for anden gang i sit liv, finde sig i at ligge i bilen på overfarten.
Hvilket den klarer med bravur, den sover fra vi sætter bilen, til vi starter bilen igen, uden at give den mindste lyd fra sig.
Hold op hvor er jeg glad for min hund.

Vi havde udsigt til at komme til et Sverige, der ligesom i Danmark var hårdt ramt af frost.
Temperaturen faldt som vi kørte fra færgen og mod Hällekis.
Fra minus 5 til minus 15.. og skulle vi tro på meteorologerne, så ville der blive 17 minusgrader, når vi skulle på jagt søndag morgen.

Jeg skrev til Urban kl. 21.28, at vi var kommet godt frem og var blevet indlogeret, og jeg skrev, at vi ville starte på samme måde som i December, parkere ved gården og pursche langs kanten af mark og skov, indtil vi nåede stykket, hvor der var vinterraps, og der håbede jeg, at der ville stå dåvildt.. ja, eller på græsmarken hvor jeg skød ræv i December.

Urban svarede tilbage, at vi var velkommen til at deltage i lidt hygge.
De (jægerne der havde jagtet fredag og lørdag) havde jagtmiddag på gården, og Urban sendte også et billede, det så rigtig hyggeligt ud, med både mænd og kvinder, jægerne havde nok konerne med, så Annette kunne også have fået en snak.
Desværre havde dagen været lang, og vi var trukket i nattøjet, sengen var redt, jeg takkede pænt nej til det gode tilbud.

I Hobro havde vi købt et fransk- og rugbrød.
Vi havde udover brød lidt pålæg og den gamle velsmagende ost, syltetøj og honning med.. ja, der var mad nok.
Så ingen pizza Lørdag aften.

Vi stod op kl. 05.30 søndag morgen.
Jeg havde lagt al jagtgrej og tøj klar, inden vi gik i seng.
Morgenmaden sprang vi over, bedre at få noget at spise, når vi kom hjem fra morgenens jagt, syntes jeg.
Zimba besluttede vi at lade blive i lejligheden i sin transportkasse, den blev stillet sådan, at Zimba kunne gå lidt på gulvet i gangen og have adgang til både mad og vand.
Zimba skulle blot luftes lidt, inden vi kørte afsted.
Det passede med, at bilen kunne tø op, vi startede dagen på de lovede 17 minusgrader..

Spændingen er altid til at skære i på ”premieremorgenen”
Om det drejer sig om første morgen på bukkejagten, første aften på grisejagten, eller som her.. den første morgentur på dåhjortejagten.

Tandpinen plagede mig, satte sig også i hovedet, 400 mg ipren og 400 mg pamol gjorde det til at holde ud, men det dunkede konstant.
Og jeg kan afsløre med det samme, at denne proces med piller skulle gentages 3 gange om dagen, indtil jeg i Danmark kunne komme til en tandlæge.
(tandlægen raspede torsdag efter hjemkomst 3 rødder, hold op et helt nyt liv man pludselig får..)

Vi kørte forventningsfulde mod Hjelmsäter gård, vi har ca 11 kilometer at køre, og satte bilen i gårdspladsen.
Sne og is knasede som cornflakes under vores føder, straks vi kom ud af bilen.
Det var allerede skydetid, i Sverige må vi skyde en time før og en time efter solopgang/nedgang.
Jeg kunne på næsehårene mærke frosten bide.
Kroppen blev pakket godt ind.
Skydestok og rygsække med siddepuder kom på ryggen.
Riflen blev ladet med Normas Eco strike, 10,7 grams 30-06 kugler, så kunne jeg skyde, hvis vi skulle møde en hjort under pyrschen frem.

Min optimisme kunne ligge et meget lille sted da vi gik frem i kanten af skov og mark.
Der var næsten ingen vind, så to sæt fødder i så sprød en isskorpe larmer skrækkeligt.
Så jeg var ikke overrasket over, at vi kom frem til enden af skoven, uden at have set vildt.
Der var masser af frisk fod, så vildtet har været her.. men hvor er det nu?

Da vi nåede hen til hegnet i kanten af den første rapsmark, kunne jeg se vildt på marken.
Jeg gjorde tegn til Annette, at vi skulle gå meget langsomt frem.

Rygsækken kom af ryggen, skydestokken i venstre hånd, riflen i højre.
Jeg kunne øjeblikket efter igennem kikkerten konstatere, at det var råvildt, der var ude på marken.
Vi gik langsomt frem.
Fik sat rygsækstolen på plads, og røven i sædet.
Det var en rå med to lam.
De tre dyr blev kort tid efter til 6... lidt øv..for de forhindrede os i at komme længere frem, uden at skabe ballade.

Jeg besluttede mig for, at det var tid til at komme videre.
Vi kunne se, der ikke var liv på græsmarken til højre for os, for enden af denne ligger der nogle wrapballer, dem ville jeg gerne hen og kigge nærmere på.
Men det krævede at rådyrene forlod marken, vi skulle over marken for at komme frem, men jeg ønskede ikke 6 stk smælende rådyr skræmme alt andet liv væk.

Jeg vippede lidt med min skydestok.
Rejste mig, og til sidst anede rådyrene uråd og løb ned af skråningen, ned til græsmarken, som de lydløst hoppede tværs over.

Da alle rådyr var væk, kunne vi gå frem.
Jeg syntes vi gik forsigtigt men alligevel..vi blev afsløret.

Ved wrapballerne, helt præcist bag dem, i skovkanten fangede jeg en bevægelse.
Derinde i skyggen og mørket stod en rudel dåvildt.
Jeg konstaterede, at der var hjorte imellem.
Hurtigt kom riflen på plads, der var ca. 85 meter ned til dyrene, men de vidste der var ugler i mosen.
Måske det var rådyrenes flugt med udslået hvidt spejl, der havde varskoet dem, og derefter havde de set vi kom luskende der på kanten af skråningen, hvor træerne var meget åbne ned mod græsmarken.

Øv.. men jeg afsikrede og var klar.
En hjort kom til skud, men det var ikke en fuldskuffel.
Jeg kunne se en fuldskuffel imellem hjortene, den skulle bare lige træde fri, så ville skuddet lyde.
Den store hjort viste mig tallet 111 (bagdelen) og listede i roligt tempo ind i skovens dybe stille og sikre ro.
Jeg kunne bare se på, mens resten af dåvildtet fulgte trop.

Jeg tøvede ikke med at forsøge at følge op på dyrene.
Men det krævede, at vi gik i en stor bue ud på græsmarken.
Vi skulle over på modsatte side af græsmarken (135 meter) og passere jernbaneskinnerne, så vidste jeg, at vi ville komme frem til en skovrydning.

Var vi heldige, ville dyrene komme denne vej fra venstre mod højre.

Men sådan skulle det ikke være, vi så ikke mere til denne lille flok.

Varmen fik vi dog af den lange pursch, og det var et fantastisk flot skue, at sidde på en dyreveksel på en kant mellem jernbaneskinner og en stor skovrydning.
Men de eneste dyr vi så, var et par sorte ravne, der i luften fløj rundt over hovedet på os, og på den måde indikerede, at der var dyr på jorden tæt på.

Kort tid efter fløj fuglene den forkerte vej.. væk fra os.
Ravnene har en tendens til at følge dyrene på jorden, i håbet om, at et af dem falder død om, enten pga mennesket (jægeren) eller pga ulv, ja eller påkørsel af et tog.

Faren lurer overalt for dyrene på jorden, mens ravnen, skovens store sorte vagtmester, siddende højt til vejrs, er i rimelig sikkerhed.

Efter en halv times venten ved skovrydningen besluttede jeg mig for, at det var tid at gå mod bilen.
Det er en lang gåtur (1.696 km rundt regnet)

På vej til bilen stoppede vi halvvejs op og kiggede op over marken på den anden side af asfaltvejen.
Det var på den mark, jeg skød forbi en hjort i December.

Jeg så straks igennem min kikkert en flok dåhjorte stå oppe i skovkanten 490,09 meter fra vejen.
Det viste sig at være en stor gruppe af hjorte, flere af dem var store fuldskufler.

Men modsat sidste år, hvor det var mørkt da vi purchede os ind på skudhold, var det nu formiddag, med fuld lys, sne og is på marken, og at pursche frem på åben mark, det var ikke en mulighed.

Jeg forsøgte at fange dem med videokameraet, og så kunne vi have hjortene in mente til en af vores to aftenjagter.

Hjortene stod i skellet mellem mark og skov, de fleste indenfor skovkanten.
Og skellet for jagten var netop skovkanten, så skulle vi senere sætte os efter hjortene, krævede det at hjortene gik ud på marken, og at vi uset kunne komme på plads.

Jeg havde dog en idé, hvis vi kunne sætte bilen ved den lille træsamling tæt på skoven, der går en markvej derop, vi sad der faktisk en morgen sidste år, det burde kunne lade sig gøre...
(da jeg kom hjem til Danmark, kan jeg godt ægre mig over, at vi ikke morgenen dag to tog den chance, for der var virkelig et par flotte hjorte imellem, kunne jeg se på min videooptagelse)

Efter vi havde hentet bilen, kørte vi op til træsamlingen, hvor hjortene gik.
Dyrene var trukket til skovs, men bilen kunne sættes der, så det var en mulighed til senere, men jeg havde lagt andre planer for turens første jagtaften.

Det var blevet tid til at komme hjem til Hällekis og få noget morgen/middagsmad.

I en tid hvor Vinter Ol var på sit højeste, og hvor Danmark stadig var med chance for at komme i semifinalerne i ishockey, var jeg glad for, at jeg kunne chromecaste danske kanaler til lejlighedens tv.
I varmen smed vi vores flere lags vintertøj, batterier fra strømper og vest blev sat til opladning.

Jeg fik skrevet lidt frem og tilbage med Urban, og via Wehunt forklarede Urban, at der plejer at ligge en skuffelhjort (Urban kalder det en skovl hjort) netop der, hvor jeg havde planlagt vi skulle sidde søndag aften.

Der hvor jeg på vores sidste aften i December så en meget stor hjort, en hjort der desværre den aften trak det længste strå.
Men den hjort, har jeg som nævnt drømt meget om de sidste par måneder.

Temperaturen steg i løbet af dagen, så vi kunne ”se ind i” (jeg hader det udtryk, næsten ligeså meget som ”det kan noget”) en eftermiddags/aftenjagt i blot 6-7 graders frost.

Desværre havde vinden taget til, så jeg var glad for, at Annette opfordrede til at tage det tykke tæppe med i tårnet.
(tæppet ligger altid på bagsædet af bilen, for at tage det værste skidt fra mit jagtgrej)

Vi havde om formiddagen fundet det perfekte sted at sætte bilen, sidste år stillede vi bilen lidt udsat i vejkanten.
Vejene er smalle i dette område, og med snedynger langs vejen, var vejene ikke blevet bredere.

Vi gik knap 559 meter på tværs af den snedækkede vej fra bilen og op til tårnet, som jeg troede stod godt i forhold til Gresapassat..som var pletten, hvor skovlhjorten lå næsten hver dag.
Urban havde fortalt, at en af de hidtil 5 nedlagte dåhjorte (den største) var blevet skudt netop her, og jeg tænkte.. øv.. det var ”min” hjort.

Men da Urban insisterede på, at der stadig var en god hjort i området, så var vi fortrøstningsfulde, da vi ca. kl. 16.00 satte os til rette i tårnet, med ryggen op imod vinden, ansigtet vendt mod et åbent engstykke, og netop her..eller ca. 177 meter til venstre for tårnet, gik den store hjort i December.

Jeg kunne mærke, at i aften skulle det være..
Der gik kun en halv time, så opdagede jeg en bevægelse til venstre for tårnet ligefrem.
”Der kommer dyr” : hviskede jeg til Annette.
Jeg tog kikkerten forsigtigt op.
”Det er en ræv”
”Jeg skyder hvis den stiller sig til skud” jeg prøvede at muse med læberne.
Ræven forsvandt i en grøft eller bag noget højt græs.

Jeg havde taget rævekaldet med, Nordic Preditor, jeg kaldte som en såret hare, men ræven kom ikke frem.
Annette spurgte, om det ikke var dumt at skyde ræv, når det nu var hjort, vi var på jagt efter.
Det sker der intet ved, hviskede jeg tilbage.

Senere forklarede jeg Annette, at hun ikke behøvede at stille spørgsmål ved mine beslutninger.
Det kom til at lyde for hårdt, det ved jeg godt.
Men som den aktive jæger jeg er, og med den erfaring jeg har, behøver Annette ikke at betvivle mine beslutninger, når det gælder jagt.
Vi har dog aftalt, at Annette godt forsigtigt må prikke til mig, hvis der kommer hjort for, og spørge..”Er du sikker på, at den er stor nok?” .. inden jeg skyder.

Ræven var lusket væk, vi så den ikke mere.
Vinden var også i rævens retning, så det kan være den havde lugtet lunten.

Klokken blev fem, solen gik ned, vi måtte skyde til 18.03 (i Sverige må der skydes en time før solopgang, og en time efter solnedgang)
Sneen gjorde forholdende gode, og ca kl. 17.10 kom der dyr fra skoven mod marken.
Det var to unge dyr der legesygt spurtede frem og tilbage, formentlig et par dåkalve.
Lidt efter kom dåen, og kalvene faldt til ro.
Alle tre dyr gik fra den lille skovsamling til venstre for os og ud på marken.
Lidt senere kom yderligt 3 dyr til.. og sådan kom dyrene stille som perler på en snor.

Jeg vil tro der gik 12 dyr rundt på marken bagved til venstre for os.
Jeg kunne se, der var et par spidshjorte iblandt dem, men den store glimrede ved sit fravær.

Klokken blev halv seks.
Et større dyr kom løbende fra skoven, og passerede til venstre for os på den anden side af den lille åbne skovsamling.
Den så ikke ud til at slutte sig til de andre dyr.
Jeg var sikker på, at det var den hjort, vi var ude efter.

Jeg tog en hurtig beslutning.
Vi er nødt til at komme ned og pursche på hjorten, hviskede jeg.

Ned fra tårnet.
Dyrene på marken var trukket længere mod venstre, og jeg vil tro de var ude på ca. 250 meter fra tårnet nu.
Vi gik bagom den lille skov, så den var imellem os og dyrene.
Da vi var parallelt med dyrene på marken tog jeg kikkerten og forsøgte at se, om hjorten var kommet til flokken, for vi kunne ikke se ham ligefrem på den åbne mark, han var løbet imod.

Det blev også hurtigt mørkt nu, og tiden løb snart fra os.
Jeg så der gik en mindre skovlhjort ibland dåvildtet på marken.
Eller var det blot en halvskuffel?

Hovedparten af dyrene trak nu ind mod den lille skov vi stod bag.
Hjorten blev ude i det åbne.
Men da jeg vurderede ham til at være for lille, afventede vi situationen.

Da tiden løb ud, erkendte jeg mit ”nederlag” og vi gik til tårnet for at hente vores rygsækstol og siddepuder.
Vi gik godt forfrosne til bilen, det ville være dejligt at komme hjem i varmen.

På vej til bilen kom vi rigtig tæt på den lille flok.
Skuffelhjorten gik iblandt dem, og det var en fuldskuffel.
Jeg studerede ham med riffel kikkerten, og blev bekræftet i, at han nok var for lille.
Vi var også udenfor skydetid, så stor eller lille, jeg kunne ikke skyde alligevel.
Men sjovt at se hvor tæt vi kunne komme på, når bare vinden var i den rigtige retning.

På vej hjem til lejligheden kørte vi forbi Hällekis pizzaria.
Pizzariaet ligger praktisk nok ved byens anden forretning den lokale brugs (to ud af to)
I de 10 minutter det tager at lave en pizza, kunne vi passende købe lidt ipren og chips
Vi havde medbragt alt andet vi behøvede, ja faktisk var en pizza luksus for os, og det kan også blive lidt kedeligt kun at spise rugbrød og franskbrød.
Og vi skulle da også have noget at skylle ned til vores ene flaske gode rødvin.

Jeg kan afsløre, at det eneste vi kom til at drikke af vores medbragte øl og vin denne forlængede weekend, var et par dåser cola, en flaske rødvin og 2 dåser øl.. øllene ville der gå godt et døgn før der blev anledning til det.

Jeg skrev til Urban, hvad vi havde set denne første aften.
Og jeg fandt ud af, at vi havde siddet for langt fra Gresapassat, jeg kunne heller ikke forstå hvorfor Urban havde skrevet, at der skulle ligge wrapballer ved Gresapassat, for dem havde vi intet set til..

Jeg havde kigget forkert på Wehunt.
Gresapassat var et mindre tårn og ikke et område, som jeg havde troet.
(faktisk tror jeg Urban ændrede betegnelsen på Wehunt fra at være område, til at være tårn, da jeg nævnte det for ham)
Urban lovede at han mandag middag (på vores sidste dag) ville smide lidt korn ud ved Gresapassat, og han ville også sende mig et foto af tårnet, så vi hvis vi valgte det, kunne vi sætte os der, tæt på fuldskovlen, som Urban stadig var sikker på, skulle være i dette område.

Anden dags morgen var jeg ikke i tvivl om, hvor vi ville sætte os.
Vi skulle sætte os på skudhold af de wrapballer hjortene fra første morgen havde stået bag.
Og jeg ville nu sætte bilen tæt på, da der gik en skovvej lige bag skråningen, vi skulle sidde på.
En bil er dyrene som regel ligeglad med.
Men to jægere der kommer listende, skaber straks uro.

Temperaturen på anden dags morgen, tirsdag d. 17. februar 2026 var faldet til 16 minus grader.
Som planlagt kørte vi helt hen til skråningen vi ville sætte os på, ja vi fortsatte af skovvejen ca 50 meter, sådan at når vi steg ud, var vi usynlige for evt dyr nedenfor på marken og ved wrapballerne.

Forsigtigt fik vi vores grej ud af bilen, riflen fik en patron skubbet i kammeret, jagtstokken klemt ud i den rette længde, jeg måtte skyde straks døren var lukket til bilen.

Der var mindre end en time til, solen stod op.
Vi havde ikke set dyr på køreturen til jagtterrænnet.
Og da vi kunne kigge ned på marken, gik der heller ikke dyr på den store snedækkede græsmark.
Jeg afsøgte skovkanten til venstre, der hvor wrapballerne var, og hvor der stod dåhjorte den første morgen, ingen tegn på dyr, øv.. men de kunne hurtigt dukke op.

Vi sad halvanden times tid, vi så intet liv på marken, ikke engang en ræv på musejagt kom frem.
Måske det alligevel begrænser fødesøgningen, når temperaturen står på minus 15-16 grader.

Da der intet skete, kunne vi ligeså godt gå en tur.
Vi lod jagttasker og siddepuder stå, jeg greb skydestok og riffel, og vi gik de få meter ned til græskanten.
Min plan var at pursche langs markkanten, for vi kunne ikke se helt hen til enden af marken, hvorfra vi sad for et øjeblik siden.
Efter ca. 100 meter kom vi frem til nogle wrapballer vi ikke havde set tidligere.
Der havde været meget aktivitet på denne plads.
Ensileret hø lå spredt over et stort område, jeg tvivler ikke på, at der har været dåvildt i løbet af natten.
Hvorfor havde vi overset denne plads søndag morgen?

Ærgerligt, måske det var denne plads vi skulle have satset på, i stedet for de andre steder vi havde været på?

Tvivlen gnaver altid, når heldet ikke er med jægeren.
Skulle jeg have gjort sådan i stedet for sådan?
Især når jeg har så begrænset tid til rådighed.
Hvis og hvis..
Annette og jeg snakkede om, at vi måske skulle satse på denne foderplads i aften, næstsidste chance for hjort (vi havde mulighed for at komme ud tirsdag morgen, inden vi rejste hjem)

Da vi havde gået en god runde uden at spotte dyr, vendte vi tilbage til vores rygsækstole, og gik mod bilen.
Fra bilen studerede vi skovkanten, hvor der havde været dåhjorte dagen før.
Der var ikke et dyr i dag.
Måske dåvildt er ligesom gæs..
Den ene dag er de der, den næste dag er de væk..

Nu stod det på morgenmad i Hällekis.
Først skulle Zimba luftes godt, en lille tur nu, og en lang gåtur efter morgenmaden, Annette elsker at gå langt, desto længere desto bedre.
Jeg prøver at begrænse denne aktivitet ha ha.

Der er OL på tv.. forklarede jeg Annette, det er også vigtigt at følge med i.

Jeg lagde en kabale, da vi kom hjem fra gåturen.
Det vil sige, jeg lagde to.
En for hvor stor chancen for hjort ville være, hvis vi satsede på den nye foderplads vi havde set til morgen.
En for hvor stor chancen for hjort ville være, hvis satte os samme sted som aftenen før.
For begge kabaler gik det lige ringe, ca. 48% chance for hjort, uanset hvilken af de to pladser jeg valgte.

Der kom billede fra Urban.
En mindre stige, og beskrivelse der gjorde, at vi kunne sidde ca. 446,54 meter til venstre for, hvor vi sad i går aftes.

Jeg skyndte mig at lægge en ny kabale og vupti.
98% chance for at skyde hjort, hvis vi satte os i det tårn, jeg havde fået billede af.

De der kender mig ved, at jeg ikke er det mindste overtroisk. (bob bob)
Jeg plejer at medbringe en firkløver på jagt.
Denne årstid gør det ikke let at finde en firkløver.
Jeg havde derimod fundet en 5 krone, og den havde jeg lamineret og skrevet, at den skulle bringe held, så jeg ville skyde hjort på denne tur nr. to.
Indtil videre gik det ikke så godt.
Jeg medbringer andre ting som jeg håber bringer held.
For første gang havde jeg min fars gamle forede skindhandsker med på jagt.
Jeg havde Kajs kniv i bæltet.
Så der var mange ting, som skulle hjælpe mig... i sidste ende ved jeg godt, at man er sin egen lykkesmed.
Men.. jeg var nu ikke i tvivl om, hvilket tårn vi skulle sætte os i til aften.

Sidste chance, mandag aften d. 16/2-26
Desværre havde vinden taget endnu mere til i løbet af dagen.
Jeg syntes ikke, heldet var med os på denne tur.
I december sloges vi med for vådt og for blæsende vejr, temperaturen var for høj, derfor var dåvildtet nat aktive.
Nu er temperaturen faldet, dyrene burde være søgefødende døgnet rundt, og i morges var solen kommet frem, dyrene burde vælte ud på markerne.
At der er dåvildt en mas, det ved vi, det kan vi se på foden af vildt, markerne er overtrampet, og der er skrab efter føde, for hvert skridt man tager.

Urban kan heller ikke give en logisk forklaring på, hvorfor dyrene stadig er så nat aktive.
Der burde ikke være ulv i området, hvis der var, ville dyrene så ikke også søge ud midt på markerne?

Efter den første morgenjagt, så vi da vi kørte ”hjem”, på en mark i hundredvis af dåvildt.
De gik og essede, selvom det var flere timer siden solen var stået op.
Det var ikke på vores mark, men flot så det ud, måske et sted dyrene følte sig tryg døgnet rundt.

Jeg ved hjemme i Danmark, at især kronvildt er følsom overfor forstyrrelser.
Dåvildtet tror jeg også påvirkes af for meget uro i dagtimerne.
Måske der har været for meget jagt i vores område?
Jeg ved det ikke.. men dyr i dagtimerne, har vi ikke set, under de to ture vi har haft hertil.

Men nu er det sidste chance..
Vi satte bilen samme sted som dagen før.
Der stod faktisk et stykke råvildt ikke langt fra vores parkeringsplads, det fortrak med bagløbene sparkende højt i flugten, det gjorde ingenting, for rådyret var eneste liv på marken lige nu.

Vi havde rigeligt med tøj på, vi vidste, at det ville blive koldt i løbet af de næste par timer.
Med stor forventning til at jagtlykken nu ville vende, gik vi mod det nye tårn.

Tårnet viste sig dog at være gammelt og slidt, og ja.. vi kunne kun lige nøjagtig sidde her begge to.
Der var ikke mange trin op, og så var der et gammelt camouflagenet sømmet til tårnet, så helt ringe var det ikke.
Nåh ja, et af de fire ben var flækket, men skruet sammen med nogle skruer, vi satsede på, at det kunne holde til vores samlede vægt på omkring de 140 kilo.

Annette tilbød at sætte sig under tårnet på sin jagtstol, men det afslog jeg, vi skulle sidde sammen.
Jeg afprøvede skydestillinger, det var meget klemt, men skulle der vise sig en hjort, så måtte vi rokere lidt, evt kunne Annette rejse sig op.

Men først skulle der komme en hjort.

Klokken var ca. 16.10 da vi satte os, så vi havde et par timer tilbage af jagten, solen ville gå ned kl. 17.04, vi måtte skyde indtil kl. 18.04

Det eneste dyr der viste sig i løbet af de næste par timer var et rådyr, der trådte ud fra skoven til venstre for os. (skoven var ligefrem, med wrapballer i kanten blot 60 meter fra tårnet)

Jeg spejdede mod venstre, Annette spejdede mod højre.
Jeg forsøgte at spejde bagud, kunne knap dreje kroppen.
Ingen dyr.
Mine ben begyndte efterhånden at ryste, til dels pga kulden, men også fordi de ikke kunne bevæges til siden, anstrengende at sidde fastlåst, vi udnyttede pladsen fuldt ud.
Utålmodigheden begyndte at gnave i mig.
Havde jeg taget det rigtige valg?

Klokken blev 17.30, ved denne tid kom de første dyr ud på marken aftenen før.

Der var intet liv i dag.
Måske dyrene kom ud i en blind vinkel?
Det lille åbne skovstykke til højre for os, der ligger som en tange fra den store skov ligefrem.
De kan uset have gået samme vej som i går, og går de ude på marken, lige ud for det lille stykke skov, så kan vi ikke se dem.
Pokkers osse.

Jeg er mest tilhænger af, at man bliver siddende på sin plads til sidste minut.
Hjorten kan komme ud to minutter før skydetid.

Kl. 17.45 hviskede jeg til Annette.
Vi går ned og purscher rundt om den lille skov.
Der må gå dyr på marken.

Vi så ikke dyr efter de første 148 meter.
Jeg stoppede op, afsøgte med min håndkikkert det nye åbne der dukkede op, og pludselig så jeg dåvildt.
Lad mig sige det med det samme, jeg har ikke noget elektronik, hverken i håndkikkert eller riffelkikkert.. jo der er rødpunkt sigte på min riffelkikkert, det er alt.

Dyrene gik oppe ved vejen, på samme side, som vi gik på.
Vi har også jagten på den anden side af vejen, og det er faktisk læside, men der er græs, modsat det fristende vinterraps som er sået på den mark, som både vi og råvildtet nu gik på.

Jeg anslog afstanden til dyrene til at være på den anden side af 400 meter.

Tiden ville snart løbe ud.
Og løb, var næsten det tempo jeg nu satte i støvlerne, for jeg havde spottet en fuldskuffel hjort i flokken.
Det vidste Annette ikke, hun fulgte bare med.
Som hun senere sagde ”Du kan jo godt bevæge dig”

Halvvejs oppe ved dyrene satte jeg skydestokken op, riflen på plads, der var stadig for langt til skud.
Dyrene essede uvidende, om faren der nærmede sig.
Vi havde den jævne vind direkte imod os, og vi havde skoven som baggrund.
Og selvom jeg syntes sne og is på marken larmede, så så dyrene ikke ud til, at have opdaget noget som helst.
Hjorten kunne jeg nu se endnu bedre, Annette behøvede ikke at spørge mig, om den var stor nok..

”Vi tager lige et langt ryk tættere på endnu” hviskede jeg til Annette.
Op med skydestokken.
Nej, der var stadig for langt til hjorten.
Mine nerver blev tyndslidte, hvor tæt kunne vi komme?

”Vi napper lige halvtreds mere” hviskede jeg til Annette, mens jeg sloges med, at få min højre handske stoppet i jakkelommen, det skulle snart være, vidste jeg.

Jeg kiggede ikke på noget tidspunkt på uret.
Jeg fornemmede tiden rakte...men ja..det var et mindre sats.

Et ryk mere frem, det måtte blive aftenens sidste.

Op med riflen, finde hjorten i kikkertsigtet.
Jo..afstanden er fin, hjorten stod med siden til.
Jeg tjekkede tidligere på aftenen, at jeg ikke havde pillet ved forstørrelsen, den stod på 8x.
(jeg glemte helt rødpunktsigtet)

Nu skete det.
Op med riflen, finde hjorten, der, riflen lå sikkert og roligt i min 3 benede Primos trigger skydestok.
Afsikring, jeg tænkte overhovedet ikke over det, ren refleks.
Krydset lige bag højre forben.
Roligt aftræk, klemme ikke rykke.
Og skuddet gik.

Det mest fantastiske skete.

Jeg har aldrig oplevet en skudafgivelse så fin.
Vi hørte det lille paf fra min 30-06 med Lyd- og rekyldæmper, og så føltes det som om der gik flere sekunder før anslaget lød.

Jeg ved godt at en kugle der efterlader riflen med 860 m/s, ikke tager mere end en sjettedel sekund, at tilbagelægge de 143 meter ud til hjorten.
Men det var fantastisk at høre anslaget på dyret, et kort smæld, som to stykker træ slået mod hinanden.
(Norma Ecostrike 10,7 gram 30-06)

Hjorten faldt om, straks kuglen traf.

Både Annette og jeg stod i stille venten.
Annette havde ikke set hjorten falde, hun fulgte flokken af de tilbageværende ca. 30 dyr, hun troede hjorten var ibland de flygtende dyr, og forventede et dyr falde om eller ændre retning.

Jeg havde puttet det tomme patronhylster i lommen, repeteret riflen og kigget på klokken (17.59) og stod nu afventende med den faldne hjort i min riffelkikkert, den rørte sig ikke, ingen spark i luften, ingen hoved der blev løftet.

Efter lidt tid trak jeg vejret dybt ind igen.

Hold da op, hviskede jeg til Annette.
Den flytter sig ikke, og nu kunne Annette også se den døde hjort.
Vi bliver lige et par minutter og holder øje med, at den ikke pludselig rejser sig.

Blot 40 meter fra den nu døde hjort stod flokken af dåer og kalve og essede.
De sansede ikke, at de var blevet et familiemedlem mindre, de lod som ingenting var hændt.

kl. 18.02 skrev jeg til Urban ”Jeg har skudt hjort”
kl. 18.04 skrev Urban tilbage ”Tillykke :-) Vi skall lige spise aftensmad. Jag hämtar dådyret och hänger in den i slaktboden så fort jag kan. Var är den skudt?”

Klokken 18.08 ringede Urban, telefonen var på lydløs.
Først kl. 18.14 ringede jeg tilbage, og på det tidspunkt havde Annette og jeg fået hentet vores rygsæk, og stod nu ved den flotte hjort.
Urban kunne via WeHunt se nøjagtig hvor vi stod, og kunne derfor køre dertil, ligeså snart han var færdig med at spise.
Jeg gik i gang med at brække dyret, Annette havde jeg stukket en lille lommelygte i hånden, for der var meget mørkt nu.
Jeg nåede ikke ret langt, før Urban kom til pladsen.
”Okay” sagde Urban.
”Vi plejer at brække dyret oppe i slagterhuset”

”Jooo” svarede jeg.
”Jeg brækker altid dyret selv, og altid på skudpladsen.
Så tager jeg lever og hjerte fra”

Jeg fandt ud af, at det var pga et par hunde på gården, som ville løbe ned og æde af indvoldene, når dyrene blev brækket på marken, men nu var jeg jo godt i gang, så det måtte være sådan.
Hundene skal også løbe 825,02 meter, rundt regnet, for at finde mavesæk m.m., men ja, det kan selvfølgelig lade sig gøre.
Jeg tænkte blot på ræv og rovfugle..

Urban kommenterede, at det var en stor fin hjort, jeg havde nedlagt.
Og meget regelmæssig.
Da det er min første fuldskuffel hjort, så havde jeg svært ved at bedømme størrelsen.

Jeg konstaterede.. men det er ikke en medalje.
Nej, det er det ikke, svarede Urban, men den er stor i forhold til andre hjorte, der bliver skudt i området, og ualmindelig regelmæssig, så jeg kunne være godt tilfreds.

Jeg var mere end tilfreds.
Svært et brække et dyr på jorden, når hænderne er løftet så højt oppe over hovedet.
Armene er ikke kommet helt ned endnu.

Jeg ved det gør en kæmpe forskel, om man vender hjem fra jagt med eller uden bytte.
Især når det er en jagt, man har taget færge og en lang køretur for at komme på.

Og så blot 4 minutter før tid.
Det må siges at være i allersidste øjeblik.
Annette fortalte, at hun havde kigget på klokken, lige inden jeg skød, så hun ville have stoppet mig, hvis tiden var gået.

Urban og jeg hjalp i fællesskab med at få hjorten op på transportburet, der var sat på Urbans anhængertræk.
Vi fik også et lift, Annette og jeg, op til vores bil ca. 330 meter fra hvor hjorten lå forendt.

Da vi kom til bilen, og havde kørt lidt, stod der endnu en stor flok dåvildt.
Der var flere fuldskufler imellem.
Om de var større end min, var svært at vurdere.
Skidt også med det.








Jeg havde nedlagt min første store dåhjort.

Og det var nok den største jagtoplevelse i min tid som jæger.
Sådan taget det hele i betragtning.

Annette er ikke enig, hun mener minken vi skød under bæverjagt i 2017 var mindst lige så stor.
https://jens-arneoestergaard.dk/434323482/443813080

Vi ankom samtidig som Urban til slagtehuset.
Hjorten kom ind på et hejs, og gjorde et vildsvin og en då selskab.
Urban fortalte et par gode historier, mens vi delte turens første og eneste to øl.
Annette foretrak at drikke en coca cola.

Åh ja, den vante sekvens kom ikke med denne gang, hvor jeg åbner en coca cola hos hjorten..der var skisme for koldt.
Der blev ikke filmet, så meget som jeg plejer, oplevelsen var intens og i så koldt et vejr, så sættes der speed på al handling desværre.
Var det kun Annette og mig der stod ved byttet, og skulle transportere det hjem, så havde jeg haft mere tid til detaljerne efter jagten, men bordet fanger.

Jeg fortalte Urban, at jeg påtænkte mig at få dåhjorten skuldermonteret.
Derfor havde jeg heller ikke skåret den op i halsen.
Urban spurgte, om jeg ville skinde hjorten til aften.
Nej, jeg venter til i morgen, jeg var slidt.

Har du en skuldermonteret hjort, spurgte jeg Urban.
Ja, men det er ikke en jeg selv har skudt.

Vi fik den lange historie, jeg forsøger at gøre den kort.

Urban mistede for et par år siden en god kammerat.
Kammeraten havde været hos Urban to gange for at skyde en stor hjort.
Begge gange havde kammeraten haft en anden kammerat med.
Begge gange havde kammeraterne skudt hjort, men Urbans kammerat, havde ikke fået chancen.
Tredje gang du kommer, så kommer du alene.. sagde Urban
Så tager jeg med dig ud og skyder hjort, og det er kun dig, der har riffel med.

I grevens have (det er en greve der ejer markerne, hvor vi jager) så Urban to hjorte komme gående.
Hjortene var blevet skræmt af noget støj fra grevens søn, kørende på ATV, men foran Urban og kammeraten, var de faldet til ro og gik nu langsomt frem, fra venstre mod højre.

Du skal skyde den mørke af dem, hviskede Urban.
Urban sikrede sig at kammeraten var klar til at skyde, og Urban råbte ”BAHR”
Hjortene stoppede op, der lød ingen skud.

Urban kiggede på sin ven, hvad skete der?
Elektronikken var gået ud, dødt batteri, i den dyre Swarovski riffelkikkert med ballistisk beregner, afstandsmåler og jeg skal komme efter dig.
Pludselig var der kun et kors som i en almindelig sigtekikkert.

”Jamen du skal bare holde lige på” hviskede Urban ”Der er ikke mere end 100 meter til hjortene”.
Hjortene gik videre.
”Er du klar?” Hviskede Urban.
”Ja” hviskede kammeraten.
Urban råbte ”BAHR”

Dyrene stoppede op, kiggede mod jægerne, der lød ingen skud, og de gik derfor begge videre.
Jægeren havde ikke afsikret..

”Du får kun én chance til” sagde Urban, dyrene ville snart forsvinde bag en lille bakke.
”BAHR” for tredje gang.
Dyrene stoppede mirakuløst op, det ene dyr blev ramt, og faldt efter en kort spurt forendt til jorden.

Urbans heldige kammerat sendte skind og hoved til konservator.

Inden hjorten kom tilbage, døde kammeraten af en blodprop under jagttur til Ungarn (eller Bulgarien) … og kammeraten så aldrig sit udstoppede trofæ.

Da vennens datter ikke ønskede at have hjorten hængende, fik Urban den foræret (vil jeg tro) og den hænger nu som evigt minde om en god jagtkammerat, hjemme hos Urban og hans kone.

Trist historie, jagten var fin, og ja den fortæller vel det grundlæggende vigtigste for os mennesker.
Vil du opleve noget, så vendt ikke til i morgen, gør det i dag, mens du stadig er i live.

Og den indstilling gælder vel ikke kun, når vi snakker jagt.

Efter øl gik turen for næstsidste gang hjem til Hëllekis, i morgen skulle vi tage turen igen, når Annette og jeg kom tilbage til slagtehuset for at forlægge mit fine bytte.

I Hällekis havde både brugs og pizzabager lukket, så vi måtte nøjes med rester til aftensmad.
Det gik også med godt en kvart pizza, lidt overskydende pommesfrites, rugbrød og franskbrød.
Vi var trætte og lettede.

Da jeg lagde mig til at sove, var armene stadig hævet over hovedet.

JAØ 25/2-26

ps.
Da vi dagen efter havde forlagt hjorten, betalt Urban for jagten og taget afsked, kørte Annette og jeg forbi marken, hvor hjorten for ca. 13 timer tidligere havde nydt sit sidste måltid.
Fra marken lettede 2 kongeørne, 6-7 store sorte Ravne, og på maveindhold blev 12 skader siddende.. så det er ikke kun hunde fra gården, der nyder godt af det vi jægere, lader ligge tilbage til naturen..
pps
Vi ville på vej til færgen køre forbi efter sigende nordeuropas største jagtbutik ASTRO i Skara.
Straks vi kom ind levede butikken op til sit navn, mange kvadratmeter, få varer på hylderne, mange af hylderne var tomme.
Vi gik hele butikken igennem, Annette og jeg.
Fra den ene ende til den anden.
Var endda inde at vende i våbenafdelingen.
Vi så flere ekspedienter.
Kunder var der næsten ingen af, på sådan en almindelig tirsdag ved middagstid.
Ingen kunder eller ekspedienter ved kassen.
Ikke en eneste ekspedient sagde ”hej”, eller ”er der noget jeg kan hjælpe med”
Så anmeldelsen fra mig på Google må være 1 stjerne, da jeg ikke kan give nul.

Vi blev ikke fristet til at købe noget som helst.
Weekenden efter købte jeg et par jagtstøvler på jagtmesse, dem kunne jeg ligeså godt have købt i Sverige.
Men okay, samme oplevelse havde vi i JAFI i Viborg, for et halvt års tid siden.. samme tur, rundt i butikken, flere ekspedienter, få kunder, ingen sagde hej eller spurgte ”Kan jeg hjælpe med noget” .. de fik en mail fra mig, stram dog op specialbutikker.. den går sgu ikke.