Dåhjortejagt i Sverige, December 2025.

Jeg havde glædet mig i mere end et år.

Da jeg fyldte 60 år, d. 21/10-24, ønskede jeg i gave penge til en jagtrejse, nærmere bestemt en jagtrejse enten til Skotland eller Irland efter en Sikahjort.

Der røg i alt kr. 11.000,- ind på gavekontoen, det var ikke helt nok, hvis vi (Annette og jeg) skulle tage turen efter Sika.

Jeg besluttede egentlig selv at betale differencen, og jeg er sikker på, at Annette var med på ideen, men efter jeg havde hentet tilbud fra et par jagtbureauer, kunne jeg godt se, at der var et stykke op til de mellem kr 20.000 og 30.000 en tur efter Sika ville koste, inkl. hotel, fly, hjemtransport osv.

Ja, og jeg får jo heller ikke kød med hjem, hvis jeg skyder noget i Skotland/Irland. (det vidste jeg godt, og spurgte heller ikke om muligheden, jeg er ikke helt blank)

Et af mine jagtlige principper har været, at jeg skyder kun det, jeg selv kan fortære, men det er en grænse jeg på et tidspunkt kommer til at overskride, og faktisk har overskredet da John inviterede mig på duejagt i England, da jeg for ti år siden fyldte 50 år.

(den historie kan du læse om her https://jens-arneoestergaard.dk/434323482/448355820)

Og ja, grænsen er vel også allerede overskredet, de gange jeg har været inviteret på hjortejagt i DK, der har jeg heller ikke fået kødet med hjem, men har købt, hvor det har været muligt.

Jeg har i flere år spurgt min gode svenske ven Urban, om pris på en dåhjort.

Urbans nu afdøde far var dansker, gift med en svensk kvinde.

Urban er vokset op i Sverige, men kan tale dansk.. så´n da.. (thybomål)

Urban skaffede jeg for godt 20 år siden danske jægere, og vi har siden holdt en jævnlig kontakt.

Urban er kommet forbi Hobro 3-4 gange på vej hjem fra familiebesøg i Thy, og ja, det er også sket han har været med mig på jagt, hvis tiden har været til det.

Urban har jeg kun besøgt én gang tidligere, det er 11 år siden, hvor Urban og hans far skulle til Sverige med samme færge som Annette og jeg.

Vi skulle på et lille eventyr, Annette og jeg, og møde nogle af de svenskere jeg har haft kontakt med gennem årene.

Hos Urban sad Annette og jeg en enkel aften forgæves efter gris, før vi dagen efter tog turen videre op til Jäverön.

Jeg er flere gange kørt forbi Hjälmsäter/Hällekis, og set skiltene når jeg via E20 er kørt på grisejagt.

Men som det ofte sker, er tiden knap på turen fra og til færgen , og der er ikke meget ved at komme på besøg, blot for at trykke hinandens hænder.

Men nu tænkte jeg, at nu skulle det være.

Så jeg spurgte Urban allerede tilbage i marts 2025 om det ville være muligt, at jeg kunne komme og skyde en stor dåhjort hos ham, efterår/vinter 2025.

Først d. 17. September, fik jeg et okay fra Urban, til at Annette og jeg kunne komme på besøg.
Weekenden 12. - 14. December var ledig, dåhjortejagten starter de først med d. 1/12..

Jeg fik et billede d. 26/11, af årets første hjort skudt på stedet.. så regler er til, for at blive gradbøjet.

Men det var en flot hjort, der var blevet nedlagt, nu kunne jeg godt begynde at drømme for alvor.

Forventningerne var store inden afgang.

Jeg har fået billeder fra Urban, hvor hjortene har gået i flokke på ca 50 individer, så det ville helt sikkert bare være et spørgsmål om at have tålmodighed og ikke skyde den første og den bedste..

Jeg ved, to dage til jagt ikke er meget.

Nyt terræn.

Vi ankommer til terrænet om morgenen i en kulsort nat, to timer før solen står op, så den første morgen ville blive et skud i tågen.

Tankerne var mange inden afgang.

Regn og blæst dominerede et evigt efterårsvejr.
Naturen var for andet år i træk forvirret, blomsterløg skyder op af en for varm og mudret jord.

Ingen sne eller frost for den sags skyld indtil nu kun plusser på termometret.

Samme temperaturer +5 grader, var der i det svenske, så snekæder og bekymringen om vi overhovedet kunne komme frem til jagten, kunne jeg godt lægge på hylden.

Jeg havde ombooket færgen til at vi rejste kl. 20.00 torsdag aften, i stedet for tidligt fredag morgen.

Med afgang fredag, ville vi kun kunne jage fredag aften, lørdag morgen og lørdag aften.. og søndag morgen, hvis ikke vi havde skudt hjort inden da.

Men Urban mente, at chancerne for at skyde hjort på to dage var rigtig gode..men det var før han så, at efteråret ikke ville blive til vinter.

Jeg fandt en fin lille Airbnb lejlighed i Hällekis, kun 11 km fra vores jagt.

Man skal ikke tænke på sengetøj og oprydning, det er ren luksus til meget få penge.

Med korte dage og sparsomme lyse timer, ville vi ikke skulle opholde os meget i lejligheden, mest for at have et sted at sove, og spise middags/aftensmad.

Så vi var nemme gæster at have på besøg.

I år havde jeg også besluttet, at Zimba for første gang skulle med på tur til Sverige.

Hundepas og diverse vacciner havde Zimba fået sidste år, og de skulle ikke være spildt.

Vi havde også god plads i bilen, når vi blot rejste Annette og jeg.

Zimbas hundeboks blev hver dag flyttet fra bilen og ind i lejligheden, for selv hjemme, render Zimba ikke frit rundt.

Program.

Stå op kl. 06.00.
på jagt fra ca kl. 07.00 (vi må skyde fra en time før solopgang og til en time efter solopgang) solen står ca op kl. 08.50 og går ned ca 15.00.

Så skydetid fra 07.50 – 16.00

Da vi har et stykke at gå fra bil til tårn, eller hvor vi kan sidde på jagtstol, så er det fint, at sætte bilen ved jagten lidt over kl. 07.00

Men alt det fandt jeg først ud af, efter vi ankom.

Vi var ankommet til vores lejlighed kl. 01.00 natten mellem torsdag og fredag, vores vært havde skrevet, at sengen var redt, døren låst op, og der var lys når vi ankom..det var blot at smide os i sengen.

Og det gjorde vi, tungt, efter at have pakket ud ca. kl. 02.00.

Annette sov lidt i bilen på vej herop, jeg havde sovet lidt på færgen, så 5 timers nattesøvn burde være rigeligt.

Kl. 06.00 vækkede Annettes mobil os.

Tøj, riffel og udstyr havde jeg lagt klar, en hurtig kop kaffe/te og en bid brød, Zimba luftet, og vi kunne køre kvarter i 7.

Urban havde givet mig en adresse, den var kørt ind på bilens GPS.

Dvs.. vejnavnet kunne bilens GPS finde, men jeg kunne ikke vælge noget hus nummer.

Da vi ankom til stedet min GPS sagde var den rigtige, var det ved gennemkørsel ved en stor gård.

Jeg kunne ikke se nogen svensker stå og vifte med armene, klokken var 07.00, aftalt tid at mødes..

Annette kørte adressen ind på sin mobil, vi blev ledt til et hus der lå ca 500 meter fra gården.

Da vi kom til den plads, kunne vi ikke se nogle numre på de huse vi passerede.. vi var langt ude på landet, vi havde længe kørt på grus/granitsvej.

Og alle huse lå mørke hen.

Jeg ringede til Urban.

Han ville være fremme i løbet af 20 sekunder.

Dårlige mobilforhold og Urbans lidt rustne dansk og mit ligeså mangelfulde svenske gjorde, at jeg sendte Urban et billede og spurgte om vi var det rigtige sted?

Det var vi ikke, vi skulle køre tilbage, hvor vi kom fra.. den store gårdsplads vi havde passeret, var det rigtige sted.

Så tilbage og nu stod der en høj svensker, og viftede med armene.

Vi var fremme.

Jeg havde hjemmefra printet et kort ud, af det jeg gættede på måtte være jagtmarken.

Det var det også, men kun halvdelen af jagten havde jeg fået med på printet.

Urban bad mig logge på WeHunt, en app jeg har brugt penge på i 3-4 år, og hvor prisen faktisk skulle stige med 33% i år..

Men da jeg i løbet af de sidste 3 år kun har brugt appen 2 gange, syntes jeg prisen var for høj og meldte den fra for en måneds tid siden.

Appen ligger dog stadig på min mobil.

Jeg fandt også ud af, at selvom man ikke har abonnement på appen, så kan man stadig modtage kort over jagtmarker, blot man bliver inviteret..

Det lykkedes ikke Urban i første omgang at sende en brugbar kode (den kom i løbet af formiddagen)

Så jeg måtte under morgenjagten nøjes med et fysisk kort. (helt fint med mig)

Hvor og hvornår er hjortene mest aktive? Lød mit logiske spørgsmål.

Desværre.. sagde Urban.. så er vejret for godt.

Masser af dåvildt om natten, og næsten ingen på marken indenfor skydetid.

Så jeg stak fingeren i luften, fandt ud af hvor vinden kom fra, og Annette og jeg begav os op langs en skovkant, med vinden lige i snotten.

Det var mørkt, men vi kunne skimte jorden, mens vi gik frem.

Med få stop og god brug af håndkikkerten, afsøgte jeg skovstykker og eng/mark som vi kom frem, ingen dyr i sigte.

500 meters gang og det begyndte at lysne.

Ingen dyr på markerne, vi havde passeret pløjemark og var kommet til en stor græsmark på vores højre side.

NU så jeg et dyr midt ude på marken.

”Der er et dyr på marken, jeg tror det er en hjort” hviskede jeg til Annette.

Annette kunne ikke se dyret, hun fulgte blot trop, da jeg nu forsigtigt purschede frem bag et stendige og de få træer der stod i skellet.
(den tætte skov var vi et stykke fra, den var på den anden side af jernbaneskinnerne, som løb på den modsatte side af græsmarken)

Vi nåede frem til et stort egetræ.

Jeg havde kort forinden konstateret, at dyret ikke var en dåhjort, det var en stor ræv på jagt efter sit morgenmåltid.

Hvor vi stoppede op, gik vinden skråt ned over marken, ikke direkte ned til ræven, så jeg troede ikke, at jeg kunne lokke ræven ved at muse med mine læber.

Afstanden til ræven var mere end 200 meter, for langt ude til at jeg ville skyde.

Skydestokken kom op, Primos trigger Stick 3-ben, generation 3..

Riflen på plads.

Jeg begyndte at muse... sugede loft ind med sammenpressede læber.. lød som mus i nød.

Og ræven løftede nysgerrigt sit hoved, kiggede op imod os, jeg musede det bedste, jeg havde lært..

Ræven tøvede ikke, men bevægede sig i let trav op imod os.

Vi stod højt, perfekt mulighed for et godt og sikkert skud på den flade mark.

Ræven stoppede op, jeg musede lidt mere, tempoet var blevet sat ned, mistænksomheden havde indfundet sig hos den altid årvågne ræv.

Men alligevel trissede den lidt mere på ret kurs.

Men nu gik den ikke længere, ræven ville gå til en af siderne, for at fange fært.

Da rævens bredside var på plads, og jeg havde ræven stående skarpt og fint i mit kikkertsigte, afgav jeg mit skud.

Ræven blev slynget stendød til jorden.

Der var ingen spjæt, døden var indtruffet i løbet af et splitsekund.

Jeg skyder med 30-06ér med Normas Ecostrike, 10,7 grams kugle.

Og jeg havde dagen forinden tjekket, at skuddene sidder som de skal i røret hos MB jagt Hobro.

Annette nåede ikke at optage med videokameraet, hun var forbløffet over, at jeg ville skyde ræv, når det var dåhjortejagt vi var på.

Men ordren fra Urban havde lydt.. ”Ser i ræv eller vildsvin, så SKAL I skyde.”

Og jeg forklarede Annette, at var der hjort på markerne, så ville de knap løfte hovedet ved mit skud.

Selvom jeg skyder med lyd/rekyldæmper, så er der alligevel noget lyd på min riffel.

Vi fortsatte frem langs kanten af stendiget, nåede frem til en rapsmark på venstre side skråt frem.

Vi satte os, herfra kunne vi se et stort stykke af rapsmarken, men også se det meste af den store græsmark til højre for os, marken forsatte helt hen til skel fremad parallelt med græsmarken, skellet imellem var stendiget.

Vi måtte skyde så langt øjet rakte, men først skulle der komme en dåhjort frem.

Og dåhjorten bestemte jeg selv størrelsen på, havde Urban forklaret, spidshjorten var fredet, men derudover.. guld, sølv eller lille, prisen var den samme.

Ja ja.. jeg måtte indrømme, at allerede efter to timers jagt, var min optimisme faldet fra 100% til 50% chance for succes.

Jeg fornemmede, at blæst og regn heller ikke er dåvildtets kop te.

Efter en lille time gik vi videre, helt op til vejen lige frem som var skel.

Derfra gik vi direkte mod højre, og fulgte kanten af græsmarken ned mod jernbanen.

Vi havde jagten både på den ene og den anden side af skinnerne, på den anden side var der skov, og det sluttede med grænsen ned til Vänern.

Vi passerede nogle gamle ensilage/wrap baller, der var fod af dåvildt overalt.

Især rapsmarken, vi havde gået langs, var overrendt, frisk fald og frisk fod, der havde været stor aktivitet om natten.. ingen tvivl om det.

Da vi nåede jernbaneskinnerne, gik vi over dem, og straks så jeg bagdelen af et stykke dåvildt.

At bedømme ud fra bredden på dyret, var det et voksent dyr, der havde taget flugten.

Hjort eller då?

Jeg tog en resolut beslutning om at gå 50 meter bagud, og se om skoven åbnede sig, og det gjorde den.

Der var en stor rydning, og jeg håbede dyret var flygtet den vej på..

Vi satte os og ventede en halv times tid.

Intet vildt viste sig.

Vi pürschede videre på venstre side af skinnerne, skoven skiftede meget, nogle steder lidt åben, andre steder helt lukket til.

Jeg havde opgivet at se hjort på morgendagens jagt.

Så vi kunne ligeså godt gå op til bilen igen, og det gjorde vi.

Mængden af tøj jeg havde på var ikke til pürschjagt, jeg var blevet gennemsvedig.

På tilbagevejen samlede vi ræven op.

Det var en flot ræv, og tung.. og der var langt op til bilen, i fugleflugtslinje dog kun 1,5 km.

Ved bilen kom Urban os i møde.

”Har du en fryser?” spurgte jeg.

”Nej, men vi har da et kølerum..” lød svaret.

”Vil du have ræven med hjem?” spurgte Urban

”Ja, jeg syntes da den er meget pæn..”

Det var ræv nr. 26 eller 27 i denne sæson, forklarede Urban.

Indenfor de sidste par dage havde Urban skudt to ræve, som han viste mig billede af.

”Var det han eller hunræve?” spurgte jeg.

”Ahr, det tjekkede jeg ikke, de fik lov til at blive liggende, hvor de var blevet skudt..” smilede Urban tilbage.. ja ræve, de har ikke den store værdi, for svenskeren absolut et skadedyr.

Rævene skydes døgnet rundt, og Urban har et fint thermisk sigte, så jeg er sikker på, at der er mange ræve der er spottet fra bilen, for kort tid efter at blive nedlagt.

Urban arbejder med får, og der kan ræven være en træls besøgsven.

Tilbage ved huset fik vi et måltid mad, inden vi nappede en god og tiltrængt middagssøvn.

Vi skulle ud på jagt igen kl. 14.30..så kunne vi sidde på jagt et par timer.

Aftenjagt fredag (første aften)

Jeg havde besluttet, at vi ville gå samme vej som vi gik i morges.

Vores mål var rapsmarken, som lå helt til sidst på vores gåtur.

Undervejs ville vi selvfølgelig tjekke skov og marker, hvis der skulle være kommet dyr frem.

Uden at skræmme noget (vi så intet) nåede vi frem til endestationen.

Satte os med stendiget til højre for os, og rapsmarken ligefrem.

Til venstre og bag os var der et mindre åbent skovstykke.

Til højre for diget lå den store græsmark, hvor vi i morges skød ræven.

Så vi sad perfekt.

Pludselig kom der to dyr på tværs nede på græsmarken.

”Dyr til højre” hviskede jeg til Annette.

”Rådyr” hviskede jeg kort efter.

De to rådyr kom kort tid efter i let spring over stendiget og ind på rapsen blot 50 meter fra os.

Sådan trissede og essede de rundt, og på et tidspunkt var afstanden til dem blot 35 meter.

Jeg kunne have skudt dem 100 gange, en rå med sit lam.

Jeg hviskede til Annette.

”Når vi nærmer os en halv time efter solen er gået ned, så lister vi videre, rådyr eller ej..”

Jeg begyndte at sidde og vifte lidt med hånden, for at få rådyrenes opmærksomhed.

Det virkede efter hensigten.

Dyrene sprang efter lidt bøven over stendiget og forsvandt, usikre på hvad der havde skræmt dem.

Vi gik forsigtigt op langs rapsen, så vi kunne kigge over en lille bakketop, der kunne gå dyr, vi ikke kunne se fra vores siddende stilling.

Ingen dyr på rapsen, heller ikke nede ved wrap ballerne på græsmarken.

Men jeg fornemmede liv på marken, på den anden side af asfaltvejen, til venstre for der vi havde siddet.

Det er også på vores jagt.

Jeg bildte mig ind, at jeg havde set dåvildt i bevægelse.

”Nu skal det gå stærkt” sagde jeg til Annette.

”Vi har kun en halv time tilbage af skydetiden..”

I næsten løb bevægede vi os afsted.

Op til gården hvor ræven hang i kølerum.

Vi kunne se dåvildt små 300 meter fra gården.
(afstand i en mørk nat er svær, men jeg har tjekket Krak efter hjemkomst)

Vi bevægede os forsigtigt rundt om den store lade, og kunne med laden som baggrund studere dyrene på marken.

Der var en fuldskuffel hjort, sammen med en då og en dåkalv.. der stod også flere dyr bagved mod højre, men jeg kunne ikke se, hvad det var, der var for mørkt.

Jeg tog endnu en rask beslutning, som jæger var der ikke tid til at sove i timen.

Skudafstanden var alt for lang, igen.. svært at vurdere, men med 12 gange forstørrelse, så kunne jeg slet ikke holde riflen roligt nok, og uden at kende afstanden, ville jeg aldrig afgive skud.

”Vi går direkte på” hviskede jeg til Annette.

Vi måtte sætte alt på et bræt, tiden løb fra os.. alt for hurtigt.

Først 50 skridt, op med riflen, stadig for langt.

50 mere.. stadig for langt.

50 mere, jeg talte vores skridt, for at have en fornemmelse af, hvor langt vi var kommet.

Op med riflen.

Tog dybe indåndinger.

Annette hviskede ”Er den stor nok?”

Jeg havde bedt Annette holde mig lidt i ørerne, så jeg ikke bare skød den første og bedste hjort jeg så..

”Jeg kan ikke være kræsen, det kan være den eneste chance jeg får..” hviskede jeg tilbage.

Koncentration på, rødpunktsigtet tændt, ro på.. jeg var ikke 100% tryg.. var afstanden større end jeg bedømte den til?

Jeg anslog afstanden til at være godt 100 meter.
(den har efter tjek på krak, været godt 150 meter)

Jeg afgav mit skud.

Jeg mærkede det straks, da jeg trykkede af.

Jeg trykkede/rykkede en smule, jeg klemte ikke, som jeg skulle, følte kolben på riflen blev sænket lige før skuddet blev afgivet.

Alle 3 dyr til venstre tog flugten..mod venstre.

Vi kunne følge dem, jeg igennem riflens kikkert, Annette gennem sin kikkert.

Jeg bildte mig ind, at et af dyrene drejede tidligere af mod skoven end de to andre, men jeg var bange for, at det var ren drømmetænkning.

”Ahr... pokkers osse..” sagde jeg til Annette

”Jeg tror jeg skød forbi”

Annette ”Ja, den løber vel ikke så langt, hvis den er ramt?”

”Joh..det kan et dyr faktisk godt” svarede jeg, men mit håb var bestemt ikke grønt.

Vi gik ned mod anskudsstedet (ca der hvor dyrene stod, da jeg afgav mit skud, for anskudssted er det vel først, hvis vi finder schweiss)

Ingen hår.. intet blod.

Men jeg havde ikke lommelygten med, den lå i min rygsæk, der hvor vi sad på den modsatte side af vejen.. og der er nok en kilometer derop, mindst.. (iflg Krak kun 650)

Vi kiggede lidt langs kanten af en lille træsamling på begge sider af en grusvej, der skærer gennem markerne ned mod skoven.

Nej, ingen hvid bagdel lyste op.

Jeg måtte med stor utilfredshed over min egen formåen ringe til Urban.

”Urban, jeg har skudt til en hjort, jeg er ikke sikker på jeg har ramt”

Og for at gøre en lang historie lidt kortere, så kom Urban med sin lille gravhund, som er vant til at gå på schweiss.

Vi mødtes oppe ved laden.

Urban havde også sin termiske riffelkikkert med, som også bruges som håndspotter.

Urban kunne se flere dyr på marken og i kanten af skoven, men ikke nogen der lå ned.

Vi gik ned mod anskudsstedet.

Underligt nok var der et dyr, der stod fast inde i den lille træsamling.

Urban kunne ikke se, om der var gevir på dyret.

Jeg prøvede at kigge igennem Urbans fantastiske kikkert. (prisen er også fantastisk 36.995 dkr)

Dyret vente siden til, og jeg kunne tydeligt se penslen.

Det var en hjort, men om det var den jeg skød til, var ikke til at vide.

Passede egentligt meget godt med, at jeg syntes, at et af dyrene var drejet af før de to andre..

Da vi nærmede os, fortrak dyret, det løb til skovs, og det så ikke ud til at fejle noget.

Urban søgte med sin hund.

Fandt intet schweiss.

Annette og jeg gik op efter vores rygsæk tasker.

Og senere kørte vi fra den ene gård til den anden, hvor vi mødtes med Urban.

Urban måtte konkludere, det som jeg også havde haft på fornemmelsen, at jeg havde skudt rent forbi, så dyret talte ikke med som anskudt, eller truffet dødeligt.

Jeg kunne derfor stadig jage hjort.

Hvis det var en trøst, for jeg skammede mig over min uduelighed, amatørnisse..

Hvorfor havde jeg ikke taget 75 skridt længere frem?

Hvorfor havde jeg ikke lagt mig ned på maven, og skudt i liggende stilling?

Hvorfor afgav jeg overhovedet mit skud, hvis jeg var den mindste usikker inden afgivelsen af skuddet?

Det sker heldigvis sjældent jeg skyder forbi.

For mange år siden kunne det hænde, men med årlig tur til terrænskydning, og ja jagt generelt, så føler jeg, at jeg burde kunne undgå disse situationer.

Jeg ved, hvad jeg gjorde forkert, håber jeg får endnu en chance, vi kunne jage lørdag morgen og lørdag aften, og til nød.. kunne vi nappe søndag morgen med.

På vej hjem til vores bolig købte vi en pizza hos byens eneste Pizza bager.

Hjem til huset, åbne den gode Pomerol vi havde med fra Danmark.

Pizzaen var ganske fin, ikke særlig stærk, selvom jeg sagde til pizzamanden ”Den skal være stærk, du må ikke spare på chilien” .. jeg kan ikke huske, det er lykkedes nogen pizzeriaer at lave en pizza, der tilnærmelsesvis har været stærk nok..efter min smag.

Trætte gik vi tidligt til ro, vi skulle være klar igen til jagt kl. 07.00 lørdag morgen.

Vi satte os lørdag morgen ved den lille træsamling, hvor dyrene ikke havde stået så langt fra aftenen forinden.

Der var ikke langt til skoven, hvis der kom dyr ud, kunne vi se dem.

Bag os var der vinterafgrøde, og frem for os var der vinterraps.

To dyr kom forholdsvis tidligt ud.

Jeg var i tvivl om, at det var dåvildt, igen afstanden er svær når det er mørkt.

Da de vendte bagdelen til os, var jeg ikke i tvivl længere.. det var rådyr.

”Hvordan kan du se det på bagdelen?” spurgte Annette..

”Der står 111 i bagdelen på dåvildt, pga deres sorte hale” lød mit svar.

Det kunne Annette ikke forstå, hvordan kunne en sort hale ligne tallet 111?

Vi googlede det lidt senere, og forklaringen er simpel.

Dåvildtet har sorte aftegninger på hver side af det hvide spejl, så derfor bliver det til 111 med den sorte hale i midten.

Vi så ikke andet end de to rådyr denne morgen.

Alle andre marker var også tomme for dyr.

Urban havde fredag fortalt os, at der skulle være drivjagt på naboterrænnet om lørdagen.

Så hvis vi satte os i modsatte ende, end der vi skød fredag, så ville de på lørdagens sidste såt, være tæt på skellet til vores jagt.

Urban skulle selv være med som driver på jagten, og han ville skrive, når de gik i gang med såten.

Det ville blive ca. kl. 13.00..

Annette og jeg havde fået en god nats søvn mellem fredag og lørdag.

Derfor havde vi et par timer, med te og mad i vores lille hyggelige lejlighed.

Zimba fik en lidt længere gåtur, men ny fært både fra dåvildt og hunde, så er Zimba ikke til at trækkes med.

Dem vi har lejet lejligheden af, bad os om at skyde rigeligt af dåvildt :
"Der er alt for meget af det, og de går ind i vores haver.. derfor er der også sat hegn op, men de er umulige at holde helt væk"
Jeg forklarede, at jeg kun måtte skyde 1 dåhjort på turen, da de hørte hvad sådan en kostede, troede de, at de havde hørt forkert..

Nej, den er god nok, det er ikke gratis at gå på jagt.

Jeg så dåvildtet tæt på huset søndag morgen, så ja, der er masser af dåvildt, men kun om natten lige nu, og vi må altså kun skyde en dåhjort...

Kl. 12.47 lørdag over middag, sad vi klar i det tårn, som Urban havde foreslået os.

Vinden var taget til, stod lige ind i hovedet på os, men det var vi efterhånden vant til.

Jeg skrev til Urban, at vi var på plads og klar.

Kl. 12.48 svarede Urban, de var præcis kommet ind i varmen.

Kl. 13.27 "Nu lämner vi frukosten".

Der gik et stykke tid, før der lød skud fra naboterrænnet.

Der lød en del skud faktisk, så vi sad og ventede spændt, mens kulden åd sig ind til knoglemarven.

Annette prikkede til mig, der kom to stykker dåvildt løbende fra venstre tværs over vores mark, bagfra.. vi sad med ryggen ind mod naboterrænnet, og kunne kigge på langs af marken, og ja faktisk til kæmpeområde på den anden side af asfaltvejen, til venstre for os.. hvor store græsmarker burde ligge i læ for vinden. (men selv der, så vi på intet tidspunkt vildt komme ud)

Dyrene løb i let trav, fortsatte til det fjerne hjørne af stykket.

Det var lige meget jagtligt set, det var en då og en stor dådyrkalv.

For hunden vi frøs.

Jeg troede, det var Annette der fik tårnet til at dirre, indtil jeg så på mine egne ben, de rystede som i krampe, den kolde vind havde virkelig bidt sig fat.

Vi nærmede os solnedgang, da to stykker råvildt trådte ud på rapsmarken.

De var også meget tæt på det fjerneste hjørne af marken.

Mellem dem og os står der endnu et tårn.

Hvis vi havde siddet i det, så kunne det være, vi havde været på skudafstand, ja ja, ikke rette dyr, da vi ventede på en dåhjort.

Der blev mørkt, meget mørkt, solnedgangen opdagede vi kun pga uret, og at der blev mørkere end tidligere.

Og jeg vil tro, vi var inde i de sidste 20 minutter af skydetid, da jeg så dåvildt nærme sig marken, tæt på hvor råvildtet stadig essede.

Jeg tog kikkerten op, glemte alt om kulden.

Det ene dyr var en meget stor dåhjort, altså trofæmæssigt set.

”Annette, der er ingen tid at spille, vi skal ned fra tårnet, og det er nu” hviskede jeg.

Straks jeg lettede røven fra sædet, så det ud til at rådyrene fangede vores bevægelser.

Jeg troede ellers, vi var usynlige i nattens mulm og mørke, der var ikke kulsort, men vi nærmede os.

Nede fra tårnet, hurtig pursch, jeg havde kun riflen og skydestokken med.

Håndkikkert og rygsæk stole måtte blive ved tårnet.

Vi purschede i kanten mellem mark og engstykke.. som der viste sig at være til højre for marken.

Pokkers, jeg ikke havde tænkt på, at det område måske var attraktivt for dåvildtet, så skulle vi have taget tårn nummer to...
Men igen, vi havde ikke været på denne mark før, så hvordan filen skulle jeg vide hvad der var godt?.

Nå.. fremad uden at kigge sig tilbage, både fysisk og mentalt.

Rådyrene anede nu for alvor uråd.

De fortrak ind på engstykket, hvor der lå og stod lidt blandet døde eller døende træer.

Disse forviklede mørke grene gjorde det svært at adskille dåhjorten fra omgivelserne.

For at det ikke skulle være løgn, så duggede min riffelkikkert også til for hvert skridt jeg tog i det fugtige kolde vejr.

Luftfugtigheden var næsten 100%.

Jeg tørrede febrilsk efter bedste evne min kikkerts linser af, kæmpede for at stille skarpt på dåhjorten.

Jeg følte, jeg var ved at tabe spillet.

Og ja, tabe det gjorde jeg.

På intet tidspunkt var jeg tæt på at komme til skud.

Hvor tæt på vi var rent fysisk, har jeg svært ved at bedømme.

Jeg tror ikke, vi var tættere på end 150 meter, og det er for langt, især når byttet ikke står stille og helt fri til skud.

I mørket forsvandt hjorten sammen med sin då.. og måske flere den var i selskab med.

Rådyrene havde varskoet dem om fare, og blindt havde dåvildtet fulgt med i sikkerhed.

Det var dagens chance, sikkert jagtens sidste.

Ærgerlige gik vi til bilen.

Jeg følte ikke jagtheldet på nogen måde, havde været tæt på at falde til vores side.

Jeg havde taget de rigtige beslutninger for at komme til skud, det var bare ikke helt nok i dette opgør.

Annette spurgte mig mht søndag.

Vi havde talt om at udskyde hjemrejsen med en dag, jeg vidste, det ville give ekstra omkostninger til færgen og ophold, men det var, hvad det var.

Jeg havde mistet troen på, at en dag fra eller til ville bringe mig held.

Men søndag morgen ville være fint, så det ringede jeg og aftalte med Urban, at vi gerne ville jage søndag morgen, såfremt det var okay med ham.

Så kunne vi mødes ved kølehuset hvor ræven hang kl. 09.00

Sådan gik dag 2 på årets dåhjortejagt.

På vej hjem til lejligheden gav vi pizzamanden endnu en chance for at lave en stærk kebab pizza.

Han spurgte endda, blot for at få det bekræftet.. ”Stærk?”

”Jep” svarede jeg, og så undlod han at lægge de 5 mellemstærke syltede chili på, han havde lagt på dagen før.

Heldigvis havde jeg sikret mig en lille pose friske jalapenos og et hvidløg i nabo coop butikken.

De to ingredienser skar jeg ud, lagde på pizzaen, og så en smut i ovnen, inden vi nød pizzaen før det var sengetid.

Søndag morgen, afsted igen.. satte os i tårn nr. 2, som vi burde have siddet i aftenen forinden.

Vi så intet vildt.

Markerne var bogstaveligt talt blæst tomme for vildt, det eneste der var vildt, var vejret..det var vildt koldt.

Kl. 09.00 tog vi afsked med Urban.

Ræven kom i et par sække og op i vores tagboks, desværre blev pladsen ikke fyldt ud som vi havde håbet på.

Både kød og et stort trofæ glimrede ved deres fravær.

JAØ 27/12-25

ps. At sige at turen til Sverige ikke var god, ville ikke være sandt.

Vi havde en rigtig god tur, Annette og jeg.

Jeg var meget skuffet, både lørdag, søndag og mandag.

Men ikke over turen, kun over mit forbiskud, det gjorde nas.

Området, boligen, køretur og sejltur, og ikke mindst de timer Annette og jeg havde sammen, det var til 6 stjerner.

At vejret spændte ben for en succesfuld jagt, sådan er jagt.
Jeg kan nu bedst li´ jagten, når jeg får nedlagt det bytte, jeg er på jagt efter.

Men nu har jeg efterfølgende været afsted 2 morgener på det jagt, jeg har herhjemme.

Jeg kan sidde 50 gange på hjemlig jagt, morgen og aften, uden at få chancen til et stykke dåvildt.

Dåvildtet optræder hyppigt på mit vildtkamera, men når lyset kommer, så forsvinder vildtet også her.

Så alt i alt.. at være kommet til skud på den ene aften, og næsten til skud på aften nummer to..så kan jeg ikke sige, at jagten i Sverige ikke var vellykket.. jeg manglede bare lige prikken over i'et..

Og det prik var jeg selv skyld i, at jeg ikke fik sat ind.