Søndag morgen d. 26/10-25

Dagens jagt kunne være fortalt med meget få ord, for jagten var overstået på et øjeblik.

Optakten derimod, har været mange tålmodige timer ude i naturen, ventende på min pind alene eller sammen med Annette i vores velplacerede jagtstige.

Jeg har et lille jagtstykke, et stykke af den slags, der efterhånden er en sjældenhed.

Landmænd køber mere og mere jord, jagten kommer på få hænder, og jagtlejen på de dyre hektarer kan ofte ikke betales af menig mand.

Derfor må de fleste jægere blive medlem af et konsortie, for at få chancen til jagt, ikke et ondt ord om konsortiejagt, men det har sine begrænsninger.

Det at gøre præcis hvad man vil, når man vil, og skyde hvad du føler er rimeligt og giver dig en god oplevelse, det bestemmer du ikke selv.

Hvor stort trofæet skal være på det ene eller andet stykke vildt er der også sat regler for..ja reglerne kan være mange.

Ofte er regler ikke udstukket efter jagtlov eller jagtetik for den sags skyld, nej ofte er det sikkert velmenende ideer og holdninger, nogle gange diktatorisk nedfældet af konsortiets formand, om det er godt eller skidt, afhænger af øjnene der ser.

I min verden og på det jagt jeg udfører, er den eneste sikre regel, jeg skyder ikke mere, end hvad jeg og min husstand kan konsumere, al kødet bruges i vores køkken på bedste vis.

Og for mig er et stort trofæ ikke det eneste lyksaliggørende om jagtoplevelsen har været god eller dårlig.

Min udlejer vil ikke have, at jeg driver jagtstykket af med mange hunde og sammen med andre jægere.

Jeg må godt sætte mig sammen med min datter efter skovduer eller på andetræk, og det kan da også være, vi gør det på et tidspunkt.

Udlejeren er bange for, at hunde og skud skal stresse hans græssende kreaturer.

Og da jeg er glad for jagten, og at det egentlig passer mig fint, at jorden ikke bliver forstyrret af mennesker eller hunde til bens, så er aftalen helt okay.

Jeg ved, at hvis jeg skal have chance til dåvildt eller kronvildt, så ville mine muligheder for storvildt forringes eller helt forsvinde, hvis jeg drev stykket af en eller to gange om måneden.

Jeg har været afsted ca 10 gange(blot et bud) siden jagten på de større vildtarter gik ind d. 1. September.

Jeg har set råvildt, samt et par unge dåhjorte og en morgen kom 3 forskellige hinder med hver deres kalve gående ned mod min tætte mose, de valgte dog at søge mod midten, så kom ikke ud til skud.

En morgen efter 1. oktober kom en hind med kalv, som jeg senere blev enig med mig selv om, måske nærmere var en voksen førerhind en smalhind, kalv fra sidste år, kalven fra i år kan være skudt fra.

Det var kort tid før solopgang, men de gik ikke ind i mosen, men ned mod bækken som er omgivet af noget tæt pil, både på min side og på naboens.. disse dyr var jeg sikre på, at jeg ville få chancen til.

Men desværre kan jeg kun se knap halvdelen af min slugt fra min stige, en stige som står højt oppe i terrænet, og giver absolut nul forstyrrelse i selve slugten.

Men de to stykker kronvildt må være gået længere til venstre, for jeg så dem ikke på min jagt.

Kort tid efter solen var stået op, startede der en ren kanonade hos naboerne i den store skov.

Jeg opgav at tælle alle riffelskud, for det var tydeligt, at det var riffel, der blev skudt med.

Mit bud er, at der lød mellem 20 og 30 skud.

Jeg aner ikke, hvor mange træf der var, eller hvor mange stykker vildt der blev nedlagt, sjovt nok er det ikke noget disse konsortier ”praler” med offentligt.

Disse jagter er tys tys..i hvert tilfælde mængden af nedlagt vildt.

På Facebook er det oftest en lille jæger som mig, der stolt viser frem, når jagtlykken er med mig.

Jeg tænker tit, skammer konsortie jægerne sig over, den mængde af vildt de nedlægger?

Træls at gå på jagt, eller værre endnu, at gå hjem fra den slags jagter, med en skamfølelse i sindet syntes jeg.

Jeg kan tydeligt se, at der nu er fremgang i råvildtbestanden.

Den er ikke på niveau med bestanden for 6 år siden, men den er godt på vej.

Altid dejligt at se en rå med to lam, alle i fin form, uden sorte striber ned af bagpartiet.

På min mark har jeg i efteråret set : en rå med et lam, en rå med to lam og så en lille knopbuk.

Trods tilsyneladende fin bestand, skyder jeg ikke råvildt dette efterår.

Om et år eller to kan jeg måske begynde at tage et enkelt efterårsdyr ud af bestanden, men der er ikke nok af dem endnu.

Og på min lille jordlod, kan jeg ikke diktere hvad der skal ske hos mine nabojægere.

Jeg tænker blot.. har mine naboer samme holdning, når de sidder 15 – 20 jægere med riffel på en drivjagt?

De tænker sikkert det samme om mig.. skyder ham jægeren på det lille stykke alt det vildt, der kommer forbi?

For en uges tid siden sad jeg i min stige.

Jeg kunne se genboen rejse sig fra sin plads under et træ.

Jeg så en anden jæger gå på tværs af stykket.

Jeg hørte på denne frostklare morgen en kronhjort slå sine stænger mod mosens grene.

Hvis ikke jeg var vågen, så blev jeg det.

Jeg var sikker på, at nu kom hjorten ud til mig, men dyrene må være gået ud til højre, for lyden forsvandt den vej.

Der gik ikke mere end få minutter, så lød der et riffelskud, det lød som om det kom fra naboen.

Jeg skrev lidt efter til min genbo..

”Pokkers osse, hørte en hjort i min mose, den gik åbenbart derfra mod højre, for 2 minutter efter lød der et skud fra naboen”(det skud måtte genboen også have hørt)

Min genbo svarede, at det ikke var ham, der sad under træet men en af hans kammerater, de var 3 mand på jagt med riffel.

Efter skuddet, og efter jeg havde siddet en rum tid, gik jeg til bilen med riflen, og opsøgte min nabo til højre, jeg var jo sikker på, at det var ham, der havde skudt.

Jeg mødte naboens søn, han bakkede ud af indkørslen.

Jeg havde skrevet både til ham og hans far, ville have gratuleret med hjorten, men ingen af dem svarede mig.

Det var ikke dem, der havde skudt, sagde naboens søn, det var i den store skov skuddet havde lydt.

Ligesom mit stykke jagt er naboens jagt også en mindre parcel, så vi burde på en måde være nogenlunde enige om, hvad der kunne skydes.

Sønnen fortalte, at både ham og hans far kunne have skudt hjorten, der var kommet nede fra mosen.

En otte ender hjort, sammen med en hind og en kalv.

De, far og søn, ville kun skyde kalven, men den kom ikke fri til skud.

Hjorten var kun en lille 8 ender, og så små hjorte skød de ikke.

Sønnen viste mig et billede, af en rigtig flot hjort han havde nedlagt året forinden, jeg så også billeder af to flotte hjorte, der var skudt, ikke i den store skov men i grusgraven ved siden af.

Så de er der, kronvildtet, både store og små.

Nå.. svarede jeg.. var den otte ender hjort kommet til mig, så havde jeg sikkert skudt.

Jeg har kun skudt en hjort på min mark, de 7 år jeg har haft jagten, og det er fire år siden jeg havde det store held, en ulige ti ender hjort.

Fantastisk oplevelse, og hjorten hænger skuldermonteret hjemme på mit kontor/min jagtstue.

Lidt senere på formiddagen skrev naboen, den ældste, at han sammen med nogle nabojægere var blevet enige om, kun at skyde hjorte fra 12 ender og op.

De skød helst kalve, og råvildt var helt fredet, det var mindst 5 år siden han havde skudt buk.

Fint nok skrev jeg, men jeg vil personligt hellere skyde en spidshjort eller smalhind frem for en kalv.

Sådan er vi jo forskellige, og skulle jeg hvert femte år få chance til hjort større end spidshjort, så ville jeg ikke takke nej.

At en mand med så lille en jagt skulle lege konge, greve, kejser eller Søren Pind, det giver jeg ikke meget for.

Og at tro, at han den lille jæger ved kun at skyde de allerstørste hjorte er vejen frem for en god og sund kronvildt stamme.. sætter jeg et stort spørgsmål ved.

Jeg mener, at sådan en regel fratager muligheden for at skyde dårlige hjorte fra, hjorte med dårlige gener eller blot ringe dyr for lov til at avle deres gener videre, bare fordi de ikke bliver tolvendere eller større.

Og ja, stor eller lille jordbesidder, så skal man jo ikke skyde mere end man kan fortære..

Samme regel florerer i mange konsortier, man må kun skyde 6 ender bukke.

Den regel mener jeg, også er helt ud i skoven.

Men fint nok konsortier sætter regler for afskydning, men jeg tvivler på, at de godt 20 skud jeg hørte weekenden før, var afgivet kun mod 12 ender hjorte og op, samt mod kalve.

Men jeg aner det ikke, jeg skyder i blinde.

Jeg passer min jagt, og naboen ”den hellige” kan passe sin.

Naboen påstod som skrevet også, at det var mindst 5 år siden, han havde skudt en buk.

Jeg kan så undre mig over, hvad de skyder under bukkejagten, det er i hvert tilfælde ikke 5 år siden, jeg har følt, der er afgivet skud lige bag min ryg, så den skal han længere ud på landet med, den påstand.

Men igen, når man ikke som jeg, er temmelig åben om og stolt over, hvad jeg skyder, så ved ingen, hvad der bliver skudt hos alle de andre, store som små.

Den efterfølgende uge kom jeg stadig ud på jagt, siddende i min stige, håbe på der dukkede et stykke kronvildt eller dåvildt op.

Jeg håbede stadig 8 enderen levede, men mindre (og større) kunne også være fint.

Søndag morgen, d. 26/10 satte vi os ud, Annette og jeg.

Vi havde været i byen lørdag aften, jeg havde ikke drukket mere end halvanden – to glas hvidvin, ingen spiritus, og så fik jeg alligevel en migræne agtig hovedpine, hold op det gjorde ondt.

Jeg tror det var lørdagens foreningsjagt i Blære, der havde tappet mig for kræfter..

En jagt hvor vi hundeførere nærmere havde kravlet de 5 kilometer som min mobil påstår jeg har gået.

Jagt i mose og krat, det er ikke for.. ja hvad er det nu man skriver?

Jeg kom i seng i god tid lørdag aften, vi skulle skrue uret en time tilbage, så vi kunne få en times længere søvn søndag, men solen fulgte ikke uret, den gik op en time før dagen forinden.. altså til tiden, men i dag alt alt for tidligt, syntes jeg.

Annette tvivlede da også på, at jeg fik løftet min krop fra madrassen, da hendes mobil vækkede os.

Jeg stod ud af sengen med en mørk sky hængende i mit hoved, en sky med tordnende hammerslag.

Jeg nægtede at tage hovedpine piller, et par treoer havde formentlig lettet mit sind, men af og til må det der er kommet af sig selv, gå væk af sig selv.

Det gjorde hovedpinen ikke.

Men jeg var stædig, jeg kom ud af sengen, vi kom afsted til tiden, og ankom til stigen knap 7 minutter før solen stod op kl. 07.15 (en time før dagen forinden ha ha)

Der var en del vind, og den kom sammen med den lette regn, lige ind i snotten på os.

Perfekt, så gik der ingen fært ned i slugten.

Ingen dyr i slugten eller på markerne omkring os.

Jeg havde taget min tykkeste trøje på, alligevel begyndte kroppen at føle den kølige vind sive ind.

Annette spejdede rundt med sin kikkert, jeg lukkede øjnene engang imellem, også lidt for godt, men så længe Annette spejdede, så ville hun vække mig, hvis der kom dyr ud på græsset.

Der skete intet.

Jeg vidste ikke, at det var en hue Annette tabte sidst, vi var nedre at fodre, hun spejdede efter...

Klokken nærmede sig otte, og jeg var ved at tænke på at kravle ned fra stigen.

Annette kiggede på det tidspunkt ekstra intenst igennem sin kikkert, så hun noget?

Solsorterne gik nærmest amok til højre for os, var der noget på vej?

Det store egetræ havde for andet år i træk kastet en masse agern af sig, en fantastisk kilde af proteiner til både klovbærende vildt og de duer der kom styrtende som misiler eller anskudte droner fra himlen.

Heldigvis var mine øjne ikke lukket, for pludselig trådte et fra højre side dyr frem, i bunden af slugten, ca 70 meter fra tårnet.

En frejdig ung dåhjort, jeg kunne se det straks på holdning og hovedform, det var en spidshjort med livet foran sig..eller døden om man vil.

Min riffel kom op med det samme, jeg hviskede til Annette : ”dåhjort” straks derefter faldt mit skud, min første ”grønne” kugle var sendt afsted fra min 30-06ér. (Norma Eco Strike)

Jeg havde fuldstændig kontrol over skuddet, selvom hjorten ikke stod helt stille, da jeg krummede min finger.

Jeg kunne godt have ventet 50 meter, så havde Annette måske også nået at fange episoden på video, men så langt tænkte jeg ikke denne morgen.

Måske de mange timer i tålmodig venten havde tæret lidt på min tålmodighed, eller så var det bare i dag, jeg ikke valgte at tøve et sekund.

Hjorten tog næsten ”usynligt” imod skuddet, men jeg følte mig sikker, også selvom hjorten vendte på en tallerken og løb mod stedet, hvor den var kommet fra.

Vi så ikke hjorten falde, heller ikke hvor langt den løb, før den faldt.

Som sagt var jeg ikke i tvivl om, at mit skud sad, hvor det skulle.

Klokken havde kun lige passeret otte, knap en time på jagt, intenst, og ikke meget hjortefeber over den jagtsituation.

Heller ikke bagefter kom feberen, jeg tror jeg havde travlt med at få styr på min hovedpine, så alle andre følelser var koblet fra..

”Nå...”sagde jeg til Annette.

”Vi kan ligeså godt gå op og hente Zimba i bilen.

Jeg tror hjorten ligger dernede, men den skal lige have mindst 10 minutter, så..”og det ville der også gå, inden vi var tilbage.

Zimba blev luftet på markstykket oppe ved bilen, inden vi gik tilbage til slugten.

Annette filmede, mens jeg bevægede mig ned af skråningen, jeg havde Zimba i sin almindelige snor.

Halvvejs nede kunne jeg se hjorten ligge forendt mod højre, den var ikke kommet ret langt, før livet var slut.

”Den ligger derinde” sagde jeg til Annette og pegede, der gik lidt tid, før hun så det hvide og grå mellem alt det grønne og gule.

Men jeg lod som ingenting overfor Zimba.

Da vi nåede ned i slugten fik Zimba søgeline på, og jeg sagde søg.

Zimba søgte og fandt hurtigt det friske schweiss og gik de knap 40 meter på søget, før den tilfreds og til stor ros fandt byttet.

Hjorten var ramt helt perfekt.

En smule højt med indgang lige på bladet, udgang en smule lavere lige bag skulderbladet.

Masser af lungeschweiss/hjerteblod var løbet ud af udgangshullet, til stor fryd for Zimba, og han fik lov til at nyde øjeblikket...så længe han ikke bider, får han lov.

Det var tid til at tage billeder, brække hjorten, og så skulle den ”blot” trækkes op til bilen.

Først 73 meter meget stejl skråning, og derefter ca 147,5 meter på flad jord til bilen.

Hvorfor er det blevet så hårdt?

For mindre end 5 år siden trak jeg selv en dåhjort op fra samme sted.

Jeg var ved at dø dengang.

I dag var det, selv med hjælp fra Annette og med 5 pauser, en nærdøds oplevelse for mig, for pokker hvor bliver jeg gammel...men jeg ved godt, at skylden ligger på en livsbegivenhed for et halvt års tid siden, men den gider jeg snart ikke snakke eller tænke over mere.

Life must go on.

JAØ 27/10-25 nu 61 år og 6 dage gammel..