Bukkejagten Sverige 2025 Del 2

Jeg havde planlagt at min historie "kun" skulle være i 2 dele.
Men det var ligesom om, at fingrene gled lidt for godt over tastaturet, de fleste gange har jeg valgt på min hjemmeside, kun at lægge redigerede/forkortede versioner af mine fortællinger op.
Nu får I hele historien som den er, og ja som altid er der ingen tvang til at læse.
Til info, jeg bruger ikke chatgpt eller andre smarte midler, mine historier kommer lige fra hjertet og ærligheden kommer frit fra min lever.

God fornøjelse, hvis I vælger at tage med mig på jagt..

Med sine 2 bukke på premieremorgenen havde Poul lukket for sin mulighed for at skyde flere bukke, i hvert tilfælde indtil Jørn og Jens-Jørgen havde fået deres første buk.

Vi der skyder buk lidt for hurtigt (læs 2 bukke inden alle har skudt buk), plejer at få lov til at skyde buk igen fra dag fire.

 

Jeg forelagde mine kammerater problematikken, og aftalen blev, at Poul kunne gå efter buk i Spjutmosen, aften dag 1, morgen og aften dag 2 og på tredje dagen kunne Poul gå efter sin tredje buk på lige fod med os andre, men han ville naturligvis stå sidst i køen om at vælge plads.

Min begrundelse for at Poul kunne komme til en dag før normalt var, at vi har så mange marker/steder, at vi ikke kommer omkring det hele på 5 dage.

Og ja, jeg har selv stået i Pouls jagtstøvler før, og vi er kommet til Sverige for at gå på jagt, så at have udsigt til to ventedage, er næsten ulideligt.

Håber mine kammerater husker min holdning, hvis jeg selv kommer i den situation igen.

 

Poul orkede ikke at jage buk i Spjutmosen.
Orker lyder lidt dumt, men det er lettere sagt en gjort, at gå igennem noget ufremkommeligt terræn, vælge om man vil satse på højt græs eller åben skov, jeg mener det handler mere om at tro på, end at orke..
Poul ville i stedet sætte sig efter ræv, de steder der var skudt buk.

Første aften i Skovrydningen, og der fik han også en ræv..
Desværre ikke den ræv jeg havde skudt to skud forbi på premieremorgenen.

Poul proklamerede, at han nu ville gå efter rekorden som er 4 ræve på 5 dage, en rekord som jeg selv er indehaver af.

”Held og lykke Poul, eller knæk og bræk..”

 

Jeg havde taget mine rygstykker fra vildsvin ryg op til aftensmaden, jeg skulle have taget dem op, af fryseren, inden vi tog på jagt om morgenen.

For de var langt fra helt tøet op, da vi nåede til aften.

Det vil sige, aften og aften, vi laver aftensmad klar til kl. 15.00 ca, for at kunne komme på jagt, så kort tid som muligt, efter kl. 16.00.

Heldigvis havde jeg også medbragt hjemmefra, et par poser pølser, de tør hurtigt op.

 

Med den knebne tid, og med lidt for meget vind omkring grillpladsen, tog det lang tid at få stegt kødet.

Det lykkedes næsten at lave et nogenlunde måltid.

Kartoffelmosen blev rigtig god, og pølserne blev godt stegt, og det kød der var tilberedt, smagte heller ikke helt tosset, men det var ikke min bedste præstation.

 

16/8 om aftenen, valgte Jørn at blive siddende på Sølvbuksplads, Jens-Jørgen mente også at Panoramastykket skulle have en chance til, og Jens-Jørgen havde da også set to forskellige bukke, men de er ikke lette at komme til på det lange lige og meget åbne Panoramastykke.

Jeg valgte ”endelig” at sætte mig i Bæverly Hills rydningen, det sted havde jeg set mest frem til i år.. der burde være en god buk.

I baghovedet havde jeg dog Pouls ord.

At på Rønningen var der, udover de to bukke Poul nedlagde, også skudt buk både til højre og venstre for Rønningen, og som Jørn rigtigt sagde, så ligger Bæverly Hills lige ovenfor/i forlængelse af Rønningen...

ja ja.. tænkte jeg, jeg kommer til at sidde med højskov til alle sider, især bag mig er skoven kæmpestor.

 

Den vej der for 2 år siden var meget tydelig igennem skoven ned til rydningen, var nu svær at finde.

Naturen er hård og eksploderer voldsomt fra år til år, når naturen får lov, men jeg fandt dog vej.

Jeg ville sidde på samme sten som i 2023 og 2024, og jeg ville begynde at lokke, næsten straks jeg var kommet frem.

Jeg så ingen dyr springe fra rydningen da jeg ankom, og jeg fik placeret mig godt, og jeg svedte, temperaturen havde i dag ligget tættere på 30 end på 25.

Efter en lille stund begyndte jeg at lokke.

Og straks kom et rådyr springende ud fra kanten af de høje træer, fra direkte modsatte side end hvor jeg sidder.

Akkurat som bukken gjorde de sidste 2 år..

Dette var dog ikke en buk men en rå.

Lynhurtigt var hun ude midt i rydningen, så sig om.

Hun troede sikkert, det var hendes lam, der havde givet lyd.

Og det kunne indikere, hun selv gik og brunstede med en buk ikke så langt herfra.

Både godt og skidt, skidt fordi bukken ikke var fulgt med råen.

Godt.. for så måtte der være en buk ikke så langt her fra.

 

Da råen var faldet til ro, listede hun tilbage, hvorfra hun kom.

Da hun var helt opslugt af skoven, prøvede jeg at lokke igen.

Hun kom straks, denne gang blev hun dog lige indenfor skovkanten, trissede lidt rundt, og så havde hun lagt 2 og 2 sammen og desværre kommet frem til tallet fire..

 

Pokkers osse.

 

Jeg fortsatte med at lokke, i korte og længere intervaller.

Skuede rundt med min kikkert, intet lyste rødt i skovrydningen.

 

Pludselig knasede det i den tørre vegetation bag mig til højre.

Skulle bukken komme derfra i aften?

Bukkejagt er uforudsigeligt, selvom vi som jægere gør vores bedste, for at forudse dyrenes adfærd.

 

Nu gjaldt det om ikke at lave lyd, og ikke røre sig en millimeter.

Jeg drejede hovedet i sloweste motion, og så en rævehvalp, komme gående ligeså stille.

Hvalpen nåede frem til en stor granitsten blot 12 meter til højre for mig, skråt bagud.

 

Der satte den sig, kiggede ud i luften med de mest vemodige øjne, jeg har set på en ræv, og om munden, var der også et sørgmodigt drag.

Ligesom om..

”Nu har jeg ledt hele dagen, ingen mus, ingen æg.. ingenting..nu kan jeg ligeså godt sidde her en stund, der sker ikke en skid..”

 

Ja det var rævehvalpens held, at den ikke havde valgt at passere mig nedenfor min plads, så havde jeg sikkert skudt, men nu.. så kunne jeg ikke.

 

Jeg kunne ikke rent fysisk få drejet riflen rundt, det ville være en håbløs gerning.

Men efter jeg havde set rævens blik, så ville jeg heller ikke kunne nænne at skyde den..absolut ikke.

 

Sådan sad vi en stund, ræven og jeg.

Skuede ud, side om side, begge en smule vemodige, måske også lidt opgivende, men ellers havde vi det vel meget godt.

 

Ræven besluttede sig for pludselig at komme lidt tættere på.

Der var en lidt mindre sten blot 8 meter fra mig.

Der satte den sig.

Jeg fangede igen rævens blik.

Nu havde blikket ændret sig en smule i karakter, pludselig var det blevet en smule ængstelig.
Havde rævens snude fanget min duft?

Vi kiggede hinanden dybt i øjnene, og jeg tænkte, så skidt, smut så..og drejede hovedet lidt hurtigt.

Og vips.. så smuttede ræven med den hvide halespids ret op i luften, ind i skoven..og ja, hende ser jeg aldrig igen.

Jeg fornemmede at det var en tæve hvalp, det smalle ansigt og de blide øjne, det kunne ikke være en han.

 

I et kort øjeblik havde jeg tænkt tanken, at det måske var Annettes sjæl.
Ikke fordi Annette er død, hun lever heldigvis i bedste velgående, men kan man ikke sende sin sjæl afsted mens man lever?

Nå, men jeg tænkte, det kunne være, at Annette var kommet, for at være med mig lidt på jagt, og det var helt okay for mig.

 

Resten af aftenen forløb uden at jeg så nogen former for liv.

Naturligvis var der solsorte der skældte ud, og gav mig en vis form for håb om, at en buk kunne træde frem, men nej.. ikke flere rådyr på banen, og jeg kunne kl. 21.15 vende snuden op imod bilen igen.

Det var kun Poul der løsnede skud denne aften, en ræv, måske den ræv jeg skød forbi om morgenen.. der er langt op til fire.

 

Om aftenen skulle der igen trækkes lod.

Jørn trak esset og han valgte at sætte sig på Damengen.

Jens-Jørgen syntes også han ville prøve noget nyt, så han satte sig på Rønningen, modsat ende end hvor Poul skød sine to bukke dagen før.

Jeg tænkte, ja.. Husbukken var engang et sikkert valg, og det er stærke gener lige her, så selvom græsset står højt (der var ikke blevet slået spor) så burde der kunne skydes til buk, hvis den trådte frem.

Og vi havde, da vi tjekkede stigerne, set friske fejninger og lejer fra råvildtet, så der burde gå en buk.

 

17/8-25 Morgenjagt

 

Jeg fik sat Jørn af på Damengen.

Poul ville sætte Jens-Jørgen af på Rønningen, inden Poul selv kørte til ”Skovrydningen”

Jeg fik sat min bil efter stille at have rullet forbi vores mark i totalt mørke.

Klokken var godt 04.30.

Jeg forsøgte at undgå at støje i gruset, da jeg gik mod Portilahuset, som jeg skulle gå i lige vinkel ud fra.

Huset har vi boet i i flere sæsoner, men det er efterhånden nogle år siden.

Huset var det vi boede i, da vi første gang skød buk på marken ved siden af, ja så fik stedet navnet Husbukken.

Jeg husker vi de første år fredede bukkene, der viste sig på marken.

Vi syntes det var lidt for let, blot at træde ud af stuehusets dør, gå knap et par hundrede meter, og så så let som ingenting at nedlægge en buk.

Jeg vil sige, så let er det nu heller ikke, og det at skyde buk her, kan pga vegetation og bukkenes usynlige territorie grænser, være ganske udfordrende.

Poul og jeg er de to på holdet der endnu ikke har nedlagt buk på denne mark.

Jens-Jørgen fik held til at nedlægge en buk for to år siden, en buk vi har forsøgt at kommet til 4-5 år, og pludselig så stod bukken der på den rigtige side af skellet..

Ja Jens-Jørgen nåede ikke engang op til tårnet, så heldig kan man nogle gange være.

 

Jeg kom til tårnet, der står helt perfekt.

Fik sat mig godt til rette.

Jeg skuede rundt med min kikkert, der var endnu for mørkt til, at jeg ville kunne se noget på marken.

Ca kl. 04.45 kunne jeg se et dyr gå på marken på den anden side af grusvejen, det var nabomark.

Jeg kunne ikke se, om det var buk eller rå.

Jeg tænkte, ja - det er tidligt, men jeg havde ligesom morgenen før, hørt brunst piben da jeg kravlede op i tårnet, så det måtte briste eller bære.

Jeg sendte nogle få piv afsted med Nordic Roe, og det affødte straks en reaktion.

Et dyr kom ud, akkurat hvor jeg havde håbet den ville komme, ikke langt fra tårnet, vinkelret og lige frem, let at komme til skud.

Riflen kom op, for jeg kunne godt se det var en buk, men var den stor nok?

 

Nej, desværre en etårs buk, måske lidt gaffel, et par cm over ørerne.

Den ville jeg ikke nedlægge, men det kunne da ikke være denne buk der var pladsbukken?

Bukken gik tværs over vores mark, sprang let over grøften til naboens grønnere græsmark.

Pludselig var de to.

Det var dyret der havde gået i skovkanten på den anden side af grusvejen, der havde opsøgt min buk.

De to sprang lidt rundt omkring hinanden, det virkede ikke som brunstleg.

Jeg kunne stadig ikke se, om det var en buk eller en rå, der var kommet på besøg.

Men pga legen, kunne det sagtens være en bror til min buk.

Nabobukken søgte tilbage over grusvejen, min buk ville ikke med, den vendte tværtimod om, og gik tilbage til det høje græs på vores mark, fortsatte og forsvandt ind i skoven, hvor han var kommet fra.

 

Selvom jeg ivrigt lokkede videre morgenen igennem, skete der intet.

Intet råvildt overhovedet.

Da klokken var 7.30 kørte jeg op til Åkes Gård, fik sat mig op bag den lille gyldetank, en plads vi er mange der har skudt buk fra efterhånden.

Jeg mener det er 5 år siden jeg skød buk heroppe, Poul fik en for 2 år siden, og Jørn skød buk heroppe sidste år.

 

Jeg lokkede og jeg lokkede, der skete intet.

Men okay, morgenens piben tydede på, at der stadig var brunst, så bukkene var formentlig hængt op (i bogstavelig forstand) af råer i nød. (brunst)

Og så kan man lokke lige så tosset man vil, bukken flytter sig kun, hvis råen er færdig med sit plageri, eller at råen vælger at komme på lokket.

 

Meldinger fra de andre.

Poul så buk helt inde i hjørnet af marken ved Skovrydningen, opsats et godt stykke over ørerne, men for mørkt til at se detaljer (06.08)

Jens-Jørgen så 2 råer og en kronhjort. (06.56)

Kl. 08.28 sendte Jørn et billede

Det var svært at se, at det var en buk, men på bagdelen kunne man da se, at det var et stykke råvildt der lå forendt i et af de slåede spor på Damengen.

Jørn tilføjede da også hurtigt teksten: ”Snuppede en buk”

 

Poul hentede Jens-Jørgen, og jeg kørte ud for at hente Jørn Bøje på Damengen.

Jeg kom frem, netop som Jørn havde fået hængt bukken op i tårnet, og var på denne måde ved at brække sin buk.

Jeg var spændt på at se, hvor stor bukken var.

Hovedet på bukken hang bag stolperne på tårnet.

Jørn trak bukken frem, en rigtig fin grov gaffelbuk, ikke ung, en flot flot buk.

Det er nogle år siden, vi har nedlagt buk på Damengen, noget vores to danske nabojægere nyder godt af, er jeg sikker på, vi skriver med dem hvert år.. og ser billeder af de bukke de skyder, den ene store buk efter den anden.

Men da vores mark, som er enorm, får lov til at passe sig selv, har vi haft meget svært ved at komme til skud.

Vi ved bukkene er der, vi ser dem bare ikke.

I år er der havre på naboens mark.

Havren trækker lidt mere end vores flerårige gamle strå/græs.

Men ikke så ringe for vildtet at have ca. 40 ha mark at skjule sig på.

 

Jørns buk blev transporteret til min bil, og vi kunne køre den ned på værkstedet/slagtehuset.

Vi vejer altid vores bukke, når vi hænger dem op til modning.

Og lidt sjovt at der er lidt mere konkurrence i, hvem der skyder den tungeste buk, end vis buk der har det største trofæ.

 

Ofte er det jo sådan, at den buk der er ældst, og har haft mest travlt i brunsten, faktisk godt kan veje lidt mindre end den to år yngre buk.

Men hvad den yngre buk kan have i en smule fedtlag, har den gamle buk til gengæld i muskelmasse.

Så ja, der er ikke det store udsving i vægten på de svenske bukke, de ligger typisk på mellem 19 og 21 kilo.

Her efter 1½ dags bukkejagt, er det stadig kun Jens-Jørgen, der ikke har haft held til buk.

 

Jens-Jørgen skulle fra nu af vælge terræn først.

Og det kan være svært, når de 3 kammerater har skudt buk.

Mismodet kan hurtigt entrere, selvom Jens-Jørgen hårdnakket påstår, at det ikke betyder noget.

Jens-Jørgen syntes græsset var for højt på Rønningen, så der ville han ikke side igen, selvom jeg prøvede at insistere på, at der 100% sikkert gik buk i den ende, og Jens-Jørgen skulle huske på, at han i fire ud af de 6 år, han har været med, faktisk har skudt buk på Rønningen.

Men nej... Jens-Jørgen ville prøve Autostolstårnet, og var jeg i Jens-Jørgens jagtstøvler, havde jeg sikkert valgt det samme sted ..når nu han mente, Rønningen var umulig at skyde i.

Senere fik Jørn og jeg at vide, at der var slået skydespor, dvs det opdagede Jørn senere på ugen..informationer man tror man har givet, kan svipse, når der køres i to biler med to mand i hver.

 

Inden aftenjagten ville Poul i selskab med Jens-Jørgen forlægge Pouls to bukke, jeg ville gå ned og forlægge min buk, efter en tiltrængt middagslur.

 

Jørn og jeg skulle med hver en buk trække lod om rækkefølge, og jeg fik esset heldigvis.

Jeg valgte nyt, og satte mig ved et af de andre steder, jeg har glædet mig til at gense, skovrydningen bag Hvepsestigen.

Jørn ville forsøge i den nye skovrydning, vi kalder det indtil videre for ”Spånberget”, måske det ændrer navn, hvis der bliver skudt buk.

 

Rastløshed, jeg kender det alt for godt.

Kammeraterne har skudt buk, de har deres på det rene, hvorfor skyder jeg ikke en buk?

 

Poul fortsatte med at jage ræve, gris og mårhund, uden held denne aften.

Vi andre 3 skød heller ikke buk.

At fortælle hvordan og hvad om mine kammeraters oplevelser, kommer der kun små uddrag af, det kniber af og til at huske mine egen historier :-)

 

Skovrydningen bag Hvepsestigen

Jeg var ikke i tvivl om, hvor jeg ville sætte mig.

Forrige år kom bukken efter få kald med Nordic Roe, jeg fandt den optimale placering i terrænet, så det hele gav sig selv både sidste år og i år.

Sidste år burde jeg måske have undersøgt, om det nu også var den bedste placering i terrænet.

For der skete akkurat det samme i år, som 2024, jeg kaldte og kaldte, det eneste der kom frem, var et smaldyr der gik lidt på tværs af rydningen, hun var overhovedet ikke interesseret i mit kald.

Underligt. to år i træk. Der bør være buk i denne fantastiske rydning.

 

Det var denne aften jeg så det første ”menneske” i rydningen.

Pludselig så det ud til, at der sad nærmest en kopi af mig selv, ude midt i rydningen.

Det gav et lille sug i maven, indtil jeg tog kikkerten op og kiggede nærmere på personen.

Det var naturligvis blot skyggernes leg med en væltet trærod.

Men et siddende menneske, det lignede det.

 

Da solen gik ned efter en stille aften, rejste jeg mig.

Jeg går aldrig tomhændet hjem, oftest bliver jeg temmelig mørbanket af at sidde på min jagtstol i 4-5 timer, det skete også denne aften.

Jeg var kommet næsten helt over rydningen før jeg fik skæld ud.

Et dyr med meget dyb stemme smælede og smælede.

Den havde stået i skoven til højre for min placering, så bukken, som jeg var næsten sikker på det var, havde reageret på mit kald, men ville bare ikke træde ud i det fri.

Dyr i skovene kan vi sagtens have lokket langt, og der mangler måske få meter fra de træder ud i det fri, hvis de vil træde ud, men vi får aldrig opklaret disse små mysterier.

På mark jagt kan vi lettere følge dyrenes reaktioner, og se hvis et dyr nærmer sig.

 

Nå, jeg måtte ændre min placering i morgen tidlig, tænkte jeg.

Jeg gik af et slået spor lige indenfor den gamle hvepsestige rydning som nu stod i skov.

Sporet gik langt ind.

Hvis nu jeg fulgte dette spor, kunne jeg sætte mig på ydersiden af træerne, og herfra kunne jeg kigge op til skovkanten, hvor bukken til aften havde smælet.

 

Jeg kunne på denne måde også undgå at skulle gå hele vejen tværs over rydningen med risiko for at falde og brække et ben, og med knasen og støj til følge.

Ad den nye sti ville jeg undgå at alarmere alle dyr i skoven om min tilstedeværelse.

 

Planen var lagt.

 

Jens-Jørgen overraskede til aften med at sige, at han dagen efter allerede på tredje dags morgen ville sove længe, det samme ville Poul.

Jeg syntes også det er hårdt disse dage, med max 4 timers nattesøvn, men jeg synes dog, at en god middagssøvn hjælper meget godt på tingene.

Jeg forsøgte at overtale Jens-Jørgen til at give Autostolen en chance til.

 

Det er om morgenen de fleste bukke er skudt på denne ”mark”. men lige lidt hjalp det, Jens-Jørgen ville sove længe.

8 bukke om morgenen og 2 bukke om aftenen siger statistikken.

 

Jørn B. slog til, og proklamerede, at han ville sætte sig i Autostolen (som nu er en stige)

Jeg var 99% sikker på, at han ville skyde buk næste morgen.

 

Tredje dags morgen, d. 18/8-25

Det var let at køre jægere på plads til morgen.

Jeg satte Jørn B af på vejen op til Autostolen, og kørte selv de få kilometer til Hvepsestigen.

 

Stille kom jeg nu på plads, 5 meter ude i rydningen, så jeg kunne skyde til alle sider.

Da der var lyst nok, begyndte jeg at lokke.

Der skete ingenting før jeg fik en besked i vores gruppe på messenger.

Poul skrev ”Tillykke” kl. 06.41

Poul måtte være stået forholdsvis tidligt op for at jage ræv, og sat sig, så han kunne høre Jørn skyde, jeg tænker Poul sad på Rønningen og håbede på gris.

”Tak” svarede Jørn kl. 06.58.

”Billede?” skrev jeg kl.07.16 .. ville da lige vide, hvad vi gratulerede med :-)

Og så kom der et billede af en mindre buk (alt er relativt) . og jeg ærgrede mig på Jens-Jørgens vegne, at bukken ikke var kommet aftenen forinden... men nu 9 mod 2. det er en morgenpost.

 

Kort tid efter Jørns billede, hvor jeg havde holdt en længere pause i mit kalden, tog jeg mig sammen.

”Nu skulle jeg sende den mest uimodståelige lokken afsted...” tænkte jeg.

Nordic Roe, meget ens og intim kalden, uden stress og uden pres.

Fra venstre mod højre bevægede jeg kaldet, og så stille tilbage igen.

Det blev vel til 8 forholdsvis lave kald.

Da jeg vendte tilbage til udgangspunktet, så jeg bagdelen, ryg, skuldre og nakken af et stykke råvildt.

Det var kommet ud fra skoven bag mig, ud via sporet jeg selv havde brugt, da jeg gik på plads.

Og så havde den både lugtet, set mig og spyttet mig på ryggen, før den stak af.

Øv, for sikke en opsats den bar mellem sine løftede gehør.

Jeg så et par fine sprosser, som det sidste. og ja. jeg vidste morgenens kamp, var tabt.

Men nu vidste jeg trods alt, at bukken var her.

Bukke har det som fisk, de største er altid dem vi ikke får med hjem.

 

Jeg skrev kort til de andre om hvad jeg havde oplevet.

Poul skrev tilbage, at han kunne hente Jørn, hvis jeg gerne ville sidde lidt længere.

Det takkede jeg ja til, selvom min tålmodighed ikke rakte længere end til kl. 09.00 alligevel, det var spild af tid, at blive siddende her følte jeg.

 

Jeg nåede at fange Poul og Jørn på værkstedet, fik taget et par gode billeder af Jørn og hans buk.

 

Jørn ville forlægge sin første buk, men først efter morgenmaden.

 

Til aftenjagten valgte Jens-Jørgen at gøre endnu et forsøg på Panoramastykket, han havde trods alt set bukke her.

Min nye plan gik ud på at finde en plads på modsatte skråning i forhold til, hvor jeg sad på jorden om morgenen.

Nu vidste jeg (eller troede jeg) hvor bukken ville komme, men man ved aldrig.

Øst om morgenen nord om aftenen, aldrig til at vide.

 

På vej til min nye plads, skulle jeg tværs over skovrydningen, og det er lettere sagt end gjort, også selvom jeg havde masser af tid.

Inde i højskoven så jeg frisk skrab fra buk, passede meget godt med, at det kunne være herfra bukken skældte mig ud aftenen før.

 

Jeg fandt en stor sten at sætte stolen på, men det var ikke stabilt nok.

Efter lidt flytten frem og tilbage, fandt jeg en klippe at sætte mig på, skydestokken skulle bare reguleres i de tre ben, det endte med at alle 3 ben drillede mig, det ene låste sig fast, de to andre blev løse, så de ikke kunne låses.

Det er ikke første gang Primos driller mig, men jeg har den også med i al slags vejr, så brugt det bliver den.

Sportstapen jeg havde i lommen til at holde såret lukket på min venstre pegefinger, kom nu igen til gavn.

Med tape fik jeg låst de to løse ben, og det tredje ben måtte så skræve langt ud til venstre, for jeg kunne kun forøge længden på benet, uanset hvor hårdt jeg pressede på.

Alt døjet for ingenting, jeg nød det fine vejr, og blev klar over, at dette ville være den placering, jeg skulle bruge fremadrettet.

Der går et mindre, nærmest usynligt, dige. på tværs af rydningen.

Det var på dette, jeg så råen den første gang, jeg sad i rydningen i år, men kom der dyr i bunden af stykket (i forhold til min oprindelige plads) kunne jeg ikke se disse dyr pga diget.

 

Herfra min nye post kunne jeg se alt. (næsten alt, blinde vinkler kan man ikke helt undgå)

Men den skide skydestok var brugt færdig.

Jeg ledte på nettet, og kunne se, at jeg kunne købe en ny hos den lokale jagtbutik.

Jeg skrev straks til Claes, at han godt måtte finde sådan en skydestok frem, så ville jeg komme og hente den dagen efter. (tirsdag d. 19/8)

 

Pludselig faldt skyggerne således i modsatte side af skovrydningen, at et nyt ansigt dukkede op.

Lignede i struktur det jeg så aftenen forinden, blot i større skala og som et stort ansigt der lå ned.

Det er skisme underligt det her.

 

Jens-Jørgen ville følge i mine fodspor mht overtro.

Jeg har i år fundet to firkløvere inden vi tog til Sverige.

Første firkløver var mit ønske ”Jeg ønskede at jeg i år ville skyde en guldbuk”

Nr. to firkløver ønskede jeg ”Jeg håber alle jægere på holdet skyder en buk”
Og disse ønsker var lamineret sammen med firkløverne, så alle kunne se, at jeg ikke løj når jeg fortalte om mine ønsker.

 

Og her til aften, mandag d. 18/8 sendte Jens-Jørgen mig et billede af en kløver han havde fundet på kløver marken ved Panoramastykket... en femkløver..med teksten ”Mon ikke den bringer lykke?”

”5 kløver..uha..den turde jeg ikke plukke” svarede jeg straks.

Der var vist kun en måde for Jens-Jørgen at vende ulykke til lykke på nu.

At finde en sort kat der kommer fra Højre, køre den ned, og smide katten og femkløveren over venstre skulder, mens han spytter 3 gang, og derefter finde en stige, lægge den på jorden og springe femten gange frem og tilbage, mens han under et bord han bærer på, banker og siger 7-9-13...

 

Samtale med Gud

Da der ikke skete så meget, kunne jeg lige så godt få en god samtale sat i gang, selvom jeg vidste, at den sandsynligvis ville være envejs.

Jeg begyndte at tale til Gud. (af gode grunde, var det mere tanker, end det var talte ord)

Det var ikke en bøn for mig selv, for hvad har jeg mere at ønske i mit liv, end det jeg i forvejen er skænket?

Jeg og min kammerater er forkælet.

Vi får det vi kan spise, så rigeligt endda.

Vi kan sidde her i Guds frie natur, på jagt, det vi elsker så meget.

Og ja, så kan vi vælge at lade leve eller dø, når vi når dertil.

 

Der findes så meget nød i verden, børn som voksne der lever i armod og i sult.

Der er krig ikke så langt fra os, i Ukraine.

Israel bruger det ene påskud efter det andet for at holde en krig kørende i Gazastriben.

Nordkorea har fuldstændig tabt sutten og bakker Rusland op med både materiale og soldater.

Kina klapper ryg i øst og vest.

Og lille Danmark føler sig som stormagt når statsministeren storladent dele ud af våben og maskiner til Ukraine, våben som var tiltænkt det Danske forsvar.

Og milliarder hives op af godteposen, da de ikke er øremærket ældre eller børns trivsel.

Hvorfor er der krig?

Hvorfor sulter mennesket?

Hvorfor vil mennesket gøre hinanden ondt, ja endda slå hinanden ihjel?

 

Dette gik min samtale ud på, kun afbrudt af, at jeg skulle lokke lidt med mit lokkekald.

 

Jeg mente Gud har så rigeligt at tage sig til, så jeg ville på ingen måde bede om noget, intet..udover at bede Gud om han kunne hjælpe de der er i nød en smule, og måske bringe fornuft ind i hovedet på de der starter og deltager i krige, krige der ikke burde finde sted.
Men tænker jeg mig godt om, så har der hvist altid været krig, fra Herodes til Pilatus sendes bolden verden rundt.

Ingen kan stoppe krigene, og i sidste ende, er der nogen der lever fedt af at holde krigshjulene kørende.

 

Det blev til en masse ”klog” snak, og som disse snakke ofte har for vane, er de svære at huske bagefter, syntes jeg.

 

Jeg er ikke troende på den måde, at jeg tror der findes en gud i en fysisk og/eller i overført form.

Men i menneskets hjerne, kan det være rart for de der lider at have en tro på bedring, og at der findes hjælp at hente et sted, når alt andet virker håbløst.

Og da der ikke altid er en telefon ved hånden, og slet ikke en at ringe til, så er der sjældent sket skade ved, rent mentalt at forsøge at bede om hjælp, om det så er Gud, Allah eller Buddha eller hvem fanden man har i tankerne, så bare det for et øjeblik at kunne tro på bedring og hjælp, så har det aldrig gjort nogen skade.

 

En rå trådte frem modsat side end hvor jeg nu sad, faktisk netop der jeg sad i morges.

Hun trissede længe rundt i noget højt ukrudt, essede lystigt, jeg håbede hun ville få selskab af bukken, men han kom ikke. eller jeg så ham ikke, og hørte ham heller ikke denne aften.

 

Ingen skød buk på jagtens tredje aften, nu er vi mere end halvvejs.

Status.

Jørn og Poul hver 2 bukke.

JAØ 1 buk

og Jens-Jørgen 0 buk.

 

Fjerde dags morgen.

Jeg husker efterhånden kun, hvor jeg selv satte mig.

Jeg ville give bukken og råen i rydningen ved Hvepsestigen ro denne morgen.

Og valgte i stedet at satse stort, og sætte mig ved Hestefolden.

Hestefolden er der kun skudt 3 bukke igennem de sidste 24 år.

Jørn, Torben og jeg har hver skudt en buk på stykket.

 

Vi så ”et spøgelse” stå på sporet lige ud for vores tårn, da vi var forbi på sightseeing d. 15/8.

Vi bedømte dyret til at være stort, og ja.. vi bildte os ind, at det hvist var en god buk.

Det ville jeg se om jeg kunne opklare, for der bør gå en god buk i dette spændende område.

 

At gå ind til Hestefolden er et af de magiske øjeblikke.

Ad en frodig skovsti, der kan være svær at se i mørket, bevæger man sig forsigtigt ind.

Efter et par hundrede meter, dukker der måske et tårn op til venstre, hvis man kan se det fra stien.

Jørn og jeg fjernede lidt grene da vi var forbi d. 15. og jeg så også let tårnet da jeg i skumringen kom frem.

Forsigtigt kom jeg på plads i tårnet.

De er superfine og meget solide de tårne, vi har bygget og sat op indenfor de sidste 3-4 år.

 

Efter den smule skramlen det uvægerligt giver, når en 90 kilo tung voksen mand skal finde sig til rette på et stykke bræt.

Men forholdsvis tyst kom jeg på plads.

 

Lige så snart det lysnede nok til jeg ville kunne se et rådyr på sporet, begyndte jeg at kalde.

Jeg kaldte længe og intenst.

 

Pludselig fornemmede jeg bevægelse bag mig, nedenfor tårnet.

Som jeg skrev til mine kammerater kl.  06.48

”Ser I noget? Jeg hørte en rå kalde på bukken meget tidligt. Så han er nok optaget resten af dagen... Senere var en rå blevet lokket bag om tårnet. Da hun opdagede mig, satte hun fra hurtigere end en Tesla. (Det var først der jeg opdagede hende, da hun lavede hjulspind)”

 

Jørn havde set 3 dyr. (Jørn havde siddet ved Portillasøen, græsset er her meget højt..overalt)

Jens-Jørgen havde set buk i begge retninger på Panoramastykket.

 

For at det ikke skulle være løgn, så dukkede ugens tredje ansigt op, dog lidt mere udflydende end de to andre. men det var der.

 

Jeg slog en smut forbi et andet tårn på stykket, det er sat op ved en batingplads for vildsvin.

Det vil sige, bating/fodring er der intet tilbage af, græsset vokser også højt op her i den lille lysning, men vi kunne på vores tur rundt tidligere på ugen se, at der havde løbet rådyr rundt i brunstleg, så ja, jeg burde måske have siddet her hele morgenen, i stedet for den lille halve time jeg gav stykket nu.

 

Det blev tid at køre hjem, denne gang tomhændet for alle mand.

Det lakker hurtigt mod enden.

Poul havde igen valgt at sovet længe, nu fjerdedags morgen.

Poul skulle have aftensmad på restauranten sammen med nogle forretningsforbindelser, ligesom Poul plejer, og måtte få lidt nattesøvn for at kunne holde sig vågen hele dagen.

Vi 3 andre valgte også at spise ude, en fast tradition på byens bedste pizzeria.

Vi blev ikke skuffet, store lækre pizzaer, serveret i nyrestaurerede lokaler med nye borde og stole med polstring.

Coca Colaerne kunne i år glide uden modstand på bordet, det var fine rene omgivelser.

Aftenjagt d. 19/8-25

Jeg havde været i jagtforretningen for at handle, og da jeg om aftenen valgte at vende tilbage til skovrydningen ved Hvepsestigen, så havde jeg en helt ny skjutkæp i hånden.

Igen en Primos Trigger Stick gen. III, 3 benet, ny farve men ellers som forgængeren.

Jeg fik en god rabat, så jeg måtte slippe sek 1.995, - for den nye udgave i sort.

Omregnet til danske kroner dk. 1.396,50 akkurat samme pris som jeg skal give i Danmark, så der var ikke sparet en flad tiøre.
Om vi snakker om Danske eller svenske tiører er ligegyldigt ..

(faktisk kan jeg købe den samme nye sorte stick til dk. 1.249, - så dk. 150,- dyrere i Sverige end i Danmark.

Jeg følte mig nu godt behandlet, det er vigtigt at føle, når man går i en specialbutik.

Annette og jeg oplevede for ikke så længe siden begge at gå fuldstændigt uantastet rundt i en stor jagtforretning i Viborg, vi gik derfra med uforrettet sag.
Jeg gik ikke efter noget specielt, men jeg kunne nok godt være blevet prakket noget på.

Det samme har jeg hørt andre opleve i større jagtforretninger i Danmark, det ikke at blive spurgt "Kan jeg hjælpe med noget?"det dur ikke, denne manglende interesse for kunderne.

Jeg var kun netop trådt ind i den svenske jagtbutik, før en ekspedient høfligt spurgte mig, om han kunne hjælpe mig med noget.

 

Læs videre i Del 3..