Bukkejagt Sverige 2026 del 1

Pyha hvor var vi spændte på at komme til Sverige i år.

Vi vidste vi med stor sandsynlighed, ville have mistet en del af vores jagt, men hvor meget, vidste vi ikke.

Jeg havde forsøgt at hive information ud af vores udlejer, men han valgte, af uransagelige årsager, at holde kortene tæt til kroppen.

Jeg havde som altid forudsagt, hvor vi 4 jægere ville sætte os premieremorgenen d. 16/8.

Jørn ville sætte sig på Damengen

Jens-Jørgen ville sætte sig på Rønningen eller Panoramastykket

Poul ville sætte sig på Panoramastykket eller Rønningen

og jeg ville helt sikkert sætte mig ved Skovrydningen.

Jeg havde for længe siden lavet opdateret kort, med tårne, antal nedlagte bukke, hvor og hvornår.
Lavet billeder af bukkene, sat dem i album, lavet Blu-Ray film til de andre jægere og til vores udlejer.. jo.. jeg nyder forberedelserne til årets svenske bukkejagt.

Al forberedelse forløb på ren rutine.

Jeg havde som altid lavet en huskeliste til os fire jægere, både hvad angår udstyr og diverse fornødenheder til en uges jagt.

Jægerne skulle stort set kun huske deres udstyr samt en aftenmads ret hver.

Jens-Jørgen skulle bage en kage, den var rigtig god i år.

Jørn skulle indkøbe øl og vand. (og have en jagtstige med)

Poul skulle blot dukke op til tiden. (og have to jagtstiger med)

Jeg købte alt det vi skulle have af mad og diverse praktiske ting som plastikposer, salt, sukker m.m.

pålæg derudover leverede jeg udenfor budget 1 spegepølse og 2 hjemmelavede leverpostej.

Gave til Udlejer står jeg også for at købe ind.

I år en rigtig god flaske portvin og 3 forskellige stærke oste, den ene hed Skilsmisse osten (den var dog ikke med nogen garanti)

Jørn dukkede op på Gyvelvej kl. 05.30 fredag d. 14/8, Poul gjorde det samme.

Jørn og jeg skiftes til at lægge bil til turen, vi har begge Nissan Qashqai.

Den eneste forskel på vores biler er, at Jørns bil kører på Diesel og er med automatgear..
Jeg foretrækker til enhver tid min med manuelt gear, men jeg vil ikke afvise, at når jeg skal have ny bil, så bliver det med automatgear, man skal ikke tænke så meget, bare træde på speederen.

kl. 05.45 kørte vi mod Frederikshavn, med en lille afstikker forbi bageren, Det lune Brød i Hobro.

Vi var næsten på lovet klokkeslæt i Frederikshavn, hvor vi samlede Jens-Jørgen op på tankstationen kl. 07.15.

Der var lang kø til færgen, så vi var der i rigtig god tid.

Gode pladser med to borde så der var plads til rundstykker, smør, ost, syltetøj, pålæg og kaffe.

Vi plejer også lige at få en enkel snaps at starte på.

I år smagte vi to.

Jørns solbærsnaps og min snaps lavet på fuglekirsebær.

To snapse, hvor man kunne smage, hvad der lå til bund for snapsen.

Selvom min snaps, modsat Jørns, ikke var tilsat sukker, havde kirsebærene gjort min snaps nærmest tyktflydende og dyb/sød i smagen.. lidt ligesom bukkeblod (i hvert tilfælde i konsistensen)

Humøret var højt under turen op langs Vänern, det var ligesom om, bilen kendte vejen.

Ingen forsinkelser og sengene var redt på vores værelser, da vi kom frem til Borgvik.

Nikke fangede vi i restauranten, og straks efter velkomsten, blev han alvorlig, og begyndte at fortælle os om det vi havde frygtet.

Hvad jagt havde vi mistet?

Boet efter Nikkes forældre var endeligt blevet fordelt mellem de 4 søskende.

Nikkes søstre ønskede ikke jagt på deres tilsammen halvdelen af jorden.

Nikke og hans bror ville stadig gerne tilbyde os jagt.

Hvepsestigen – pist væk

Åkes mark/Elledningerne – pist væk

Portila søen – borte

Autostolstårnet – væk

Halvdelen af Rønningen – tryllet bort

Værst af alt, syntes jeg var tabet af Skovrydningen og Hvepsestigen..to af mine favoritter.. pist borte (jeg skød buk på disse pladser sidste år, jeg er faktisk den eneste af os fire der har skudt buk på Hvepsestigen.. rigtig øv øv og øv)

Med denne reduktion mente Nikke dog, at med de 700 HA der stadig var til rådighed, meget af dette er dog skov, så vi bare tænke kreativt.

Vi havde 4 stiger med, fandt kun plads til de 3.

Første gang nogensinde, vi havde for mange stiger med.

Tårnene skulle vi rejse op.

Alt dette fik vi første gjort d. 15/8 om formiddagen, jeg tror vi lige skulle sluge den lidt bitre pille.

Faldt jagtlejen så ikke? Vil nogen måske spørge.

Jeg syntes vores jagtleje er aldeles fornuftig.

Og om man skyder buk på det ene eller andet revir, bør ikke gå ud over prisen.

Men selvfølgelig var det ikke sikkert, at vi om en uge ville stå, som vi har gjort så ofte før, med 10 flotte bukke.

Efter vi havde sundet os, så det hele ikke så mørkt ud, som lige da vi havde hørt resultatet af arven.

Aftensmaden efter ankomst blev Jens-Jørgens ret.
Godt stegte hjemmelavede frankfurter (lavet af lokal slagter), jeg vil ikke sige pølserne var sorte, jo det vil jeg godt.. i hvert tilfælde halvvejs.

Dertil en kold kartoffelsalat, ikke den vi kender, men en grøn udgave. 

d. 15/8 skulle vi trække lod om rækkefølge til at vælge plads.
Det gik efter alder, så Jens-Jørgen trak det første kort ud af mine hænder.
Derefter Jørn, Poul og jeg fik lov til at beholde det sidste kort, hvilket var hjerter es...

Da to af mine favorit pladser ikke fandtes mere, måtte jeg omrokere mine planer.
Jeg tænkte så det knagede, det var ikke let at vælge plads.
Jeg vidste at det nok især i år, kunne få afgørende betydning, at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.
Vores udlejer fortalte, at der var set meget aktiv brunst for 14 dage siden.. nok også det vi fornemmede, da vi ikke havde set mange bukke på køreturen markerne rundt.

På den yderste spids af vores jagtområde, er der kun nedlagt en buk i løbet af de sidste 25 år.
Jeg fik en rigtig fin buk der, helt tilbage i år 2010, så vidt jeg husker.
Denne plet for enden af en stor mark, hvor der græssede kreaturer og var slået græs der nu lå i ensilage baller, marken var fin grønt saftig græs, ingen hegn og med masser af forskellige græsarter, og det var min stige, der var blevet sat op ved marken, så skulle jeg ikke vælge den som premiereplads?

Nej, jeg brugte min sunde fornuft, og hvor jeg var sikker på, at jeg næsten 100% sikkert ville se en buk.

Jeg valgte : Rønningen
Jørn valgte som nr. 2 : Damengen
Jens-Jørgen valgte som nr. 3 : Panoramastykket
Poul valgte som nr. 4 : min stige ved Ingersbyn gård.

Så 3 ud af de 4 pladser jeg havde på min liste, ramte plet, kun jeg selv var tvunget til at ændre mit første valg.

Vi spiste aftensmad her dage før dagen på udlejerens restaurant.

Gode burgere med Mariestad øl til, det lå rigtig godt i maven.

Da Poul havde besøg af et hold venner, var han ikke med ude at kigge på marker her dagen før dagen.

Så Poul så ikke, det vi så...

Vi så bl.a. en rigtig fin buk gå med Skovrydningen (men den kunne vi ikke jage i år)

Husbukken derimod, der var vi alle 3 ved at slå ruderne i stykker med vores øjne på stilke.

Måske kun en gang tidligere har vi i Sverige set så stor en buk.

For en del år siden havde vi en husbuk, der var enorm.

Den kom dog aldrig ind på vores mark, men gik hos naboen, hvor råerne stod i kø for at blive beslået.

Denne nye buk så da også vel tilfreds ud, med rå på sin mark, på modsatte side af vejen i forhold til vores mark.. og Jørn og jeg har set dette ske så mange gange før.

Men en god buk på denne mark, som ikke vil over på vores stykke.

Aldrig før har der på denne mark gået så stor en buk.

Jørn og jeg var ikke i tvivl, dette var en stor guldmedalje buk..

På Panoramastykket så vi også 3 forskellige bukke.

Hverken på Rønningen eller Damengen havde vi set buk tidligere på dagen, da vi rejste tårn og satte stiger op.

Meget atypisk for disse sidste to marker.. men lad os se hvad premieremorgenen ville bringe.

Jeg sagde til de to andre i bilen.

At dette guldbukkekort holdt vi lige helt tæt til kroppen.

Ingen grund til at Poul får denne info.

Poul skød to gode medaljebukke 2025, en stor bronze (på Rønningen) og en god sølv (husbukken), så han havde intet tilgode.

Derudover så vi en håndfuld kreaturer gå i retning på vejen mod den plads Poul skulle sidde på, de var brudt ud af deres indhegning, det fortalte vi heller ikke noget om.

De var formentlig væk i morgen tidlig.

Jeg sendte billede af kreaturerne til vores udlejer. (det var hans køer)

Fremme ved premieren.

Spændingen er til at skære i, ligeså snart vækkeuret ringer.
Der er en stilhed over os, spænding, forventning, håb og koncentration lå tungt på vores skuldre, og udsprang af vores korte dialoger over morgenkaffen.

Da jeg var den skytte der skulle sidde længst væk fra vores bosted, skulle jeg søndag morgen sætte de 3 andre af først.

Det er lidt træls, for det bevirker også, at man kommer lidt senere ud på marken.

Vi står op kl. 03.00, og inden vi har spist morgenmad, pakket vores grej, bliver klokken næsten altid fire, før vi kommer afsted.

Denne premieremorgen var ingen undtagelse.

Jeg satte bilen et stykke fra Rønningen ca. kl. 04.25.. og var ved tårnet små ti minutter senere.

Inden jeg var kommet frem til tårnet anede jeg et dyr på marken, blot 30-40 meter fra tårnet.

Kikkerten kom op.

Dyret lå ned.

Riflen kom op på skydestokken, stadig min trebenede Primos Trigger gen. 3 købt i Sverige 2025.

Det var en rå, der lå derude.

Hun var nødt til at blive forstyrret, før jeg kunne komme op i tårnet, så jeg listede et par skridt tættere på.

Hurtigt var hun på benene, og løb i store spring væk fra stigen.

Der var en mild tågedis denne lune sensommer morgen.

Vinden var let i sydvestlig retning, jeg håbede ikke det betød noget, når først jeg var kommet op i tårnet.

Råvildtet kan her komme fra alle retninger.

Men oftest kommer de faktisk fra den sydlige side.

Sidste år skød Poul sine to premiere bukke fra en stige sat op i den nordlige ende af Rønningen, lige præcis der, hvor vi ikke har jagt i år.

Men stadig var der masser af luft, både til venstre, ligefrem og til højre fra tårnet.

Ja faktisk nedlagde Jørn en buk i 2025, der var kommet bagfra tårnet, hvor der står en gammel nedlagt lade, og et hus der har stået tomt de sidste snart 100 år vil jeg tro.

Op i stigen ganske lydløst.

Skydestokken lod jeg ligge på jorden, rygsækstolen tog jeg med op.

Jeg har i år købt sådan en gorillastang, kalder jeg det, gorillapod er vidst det rette ord.

Den kan bære op til 5 kilo, så den er bundsolid med 3 bøjelige ben.

Videokameraet blev monteret mod Nord i tårnet, jeg skulle jo tage et valg.

Der ville om få minutter være lys nok til at se dyrene på marken.

Og nu fuldstændig tystna.

Jeg afsøgte marken, hele vejen rundt.

Ingen dyr i sigte.

Da klokken passerede 05.05 sendte jeg de første lokkelyde afsted.

Kort tid efter endnu en lille serie.

Reaktion til højre for mig (mod syd)

En rå kom springende ud af skoven, smælende utilfreds, men underligt nok løb hun ikke væk.

Var det hende jeg havde vækket til morgen?

Ikke langt fra hende lå der to dyr, det var en buk og en rå.

Bukken kom på benene, men blev ved sin liggende rå.

Bukken tog ingen notits af hende den sure, han gav sig til at esse.

Jeg fangede ham i min kikkert.

Det var en god buk, jeg kunne ikke se, hvor stor han var, men han mindede mig om tidligere bukke, der er set på marken.

Mørk og høj mellem ørerne.

Jeg afmonterede forsigtigt mit videokamera for at zoome mere ind på bukken.

Råen gik stadig frem og tilbage og smælede sin utilfredshed ud.

Videokameraet kom væk.

Jeg vurderede at afstanden til bukken var på det yderste (læs ca 200 meter)

Kunne jeg kravle ned og pursche?

Nej ikke med så vågen en rå imellem os.

Jeg prøvede at lokke lidt igen.

Både Nordic Roe og Kristoffer Clausens kald fik noget luft under vingerne.

Bukken rørte på sig.

Blev lidt nysgerrig på hende, der skældte ud.

Hans rå havde også rejst sig.

Jeg vidste de næste minutter kunne blive afgørende, hvis ikke jeg skulle tælle sekunder..

Der var kun ca. 30 meter til naboskel, et skel jeg så tit har set en rå i brunst blive jagtet rundt af en fin buk.

Kom de først derover, så var slagt tabt.

Min riffel kom i anslag.

Jeg zoomede maks ind, dvs 16 x forstørrelse.

Bukken gik 10-15 meter mod den smælende rå, og nu begyndte det at ligne en chance.

Med støtte mod den ene hjørnestolpe, anlæg på tværstangen til højre, syntes jeg der var fuld ro på.

Bukken vendte om, efter at have kigget den sure rå i øjnene, og gik mod sin udkårne.

Bukken stoppede op, og jeg lod kuglen gå.

Jeg havde sat krydset lidt højere oppe på kroppen, blot ca 5 centimeter, end hvor jeg normalt vil sætte mit skud.

Bukken tog 2 skridt frem og 3 tilbage og væltede omkuld.

Benene blev strakt ud og skælvede kort og så var livet slut for dette flotte dyr.

Jeg tog en dyb indånding.

Hvilket magisk øjeblik.

Råen, den støjende af dem, holdt endelig mund.

Råen i brunst stod undrende og kiggede på.

Begge dyr kunne ikke forstå, hvad der var gået af bukken.

Søgende gik de rundt på må og få, kredsede omkring den før så virile buk.

Jeg sad og lod bukkefeberen, som der underligt nok ikke havde været så meget af, fylde min krop og mit sind.

Hvor har jeg længtes efter dette øjeblik, jeg har længtes og ventet på gensynet igennem de sidste 358 dage, jeg kan umuligt forklare, hvor meget Sverige betyder for mig, og hvor meget bukkejagten netop her kan flå i min krop.

Nu sad jeg her, målet var nået, på så kort tid..så intenst.

Alt var gået fuldstændig fantastisk.

Jeg havde nedlagt en rigtig god buk.

Jeg skrev en kort besked til min familie.

”Skudt buk 05.15 på Rønningen. Fin buk tror jeg”

Jeg ville ikke love for meget, men forventningen var på plads, det var ikke en dårlig buk, jeg havde skudt til.

Beskeden sendte jeg kl. 05.17, jeg skulle lige være sikker på, at bukken ikke rejste sig igen.

Jeg ventede ikke de 10 minutter man normalt venter før man som jæger går frem mod sit byte.

Jeg vidste, at bukken ikke ville røre sig af flækken.

Stille gik alligevel frem, mens jeg talte skridt.
Jeg havde ikke taget mange skridt før de to råer havde forladt scenen.

Min afstandsmåler havde svinget lidt, svært at finde et konkret mål på denne mark.

Men omkring de 170-190 meter havde den sagt, og efter 200 gode skridt, stod jeg ved min buk.

Sikke fin han var.

Skuddet sad super godt, lidt tilbage i indgangssiden og skråt ud lige bag højre bov.. perfekt.

Nu kunne jeg tage et par gode billeder, og skrive til familie og venner.

Til familien skrev jeg :

”Fin buk nedlagt kl. 05.15. Skudafstand 160 meter, godt og vel. Tror han kan klare en bronze”

samme besked røg til de få af mine venner, der ikke er på Facebook.

Jeg var også sikker på, at mine 3 holdkammerater fik beskeden (det gjorde de ikke)

Jeg undrede mig over, at Jørn bare gav en thumbs up..

Det går nogle gange lidt stærkt i den digitale verden, så at der er smuttere, shit happens.

Poul havde sendt et billede af en nærgående buk kl. 05.37, for lille at nedlægge.

Og så kom Jørns Thumbs up kl. 05.47 (troede det var til min buk, som de ikke anede, jeg havde skudt)

kl. 06.58 sendte Jørn et billede af en buk, han havde nedlagt på Damengen, en lille gaffelbuk.

Tillykke, tillykke skrev alle mand, hvorfor fanden var der ikke en, der reagerede på billedet af min buk ha ha.

Skidt, jeg gav mig god tid til at nyde min buk, før jeg slæbte ham op mod tårnet.

Ca 30 meter fra tårnet brækkede jeg bukken.
(og mistede derved min bærerem, søgte flere gange efter den, men pist borte var den)

Der blev taget gode billeder, både af bukken og af mig sammen med bukken.

Bagefter hang jeg bukken på den ene hjørnestolpe i tårnet, hvorefter jeg satte mig op og nød den flotte solrige morgen, som det nu var blevet.

Men inden jeg kravlede op i stigen, skulle jeg lige gøre reklame for Coca Cola.

Det har jeg gjort i godt 15 år, stadig er der ikke faldt en dråbe gratis cola i min mund.

I år har jeg endda Coca Cola kasket på (tak Andreas) tænker heller ikke det virker, mens jeg optog video og tog en velfortjent tår af den kølige drik.

Jeg så to andre bukke som jeg kunne nedlægge, mens jeg sad og fik sol.

Begge bukke for små, så de slap denne gang.

Hvilken morgen, kunne ikke være bedre.

Da klokken nærmede sig 9, kørte jeg afsted for at hente de tre andre.

Jeg tog nogle billeder, både med mit kamera og med Jørns mobil af ham og hans buk.

En ting der undrer mig på sådan en tur er, at der er ingen af mine kammerater der tilbyder, at tage billeder af mig og min/mine bukke..

Men sådan er der jo så meget, man kan undre sig over :-)

JAØ 24/8-26

ps. Min gode ven Lars fra Vojens skrev

”Hold da op. Stort tillykke med den. Den er godt nok grov. Og har i øvrigt nogle vilde rosenkranse. Du begynder at blive mere og mere modig på de der skudafstande :-) Men det var da en fantastisk start”… jeg kan kun give Lars helt ret.