Tredje og sidste del af Bukkejagten Sverige 2025.. god fornøjelse

Jeg følte her til aften, at jeg havde løst den gordiske knude vedr jagt i denne skovrydning.. bedre sent end aldrig.

Jeg havde opdaget, at hvis jeg gik direkte fra det spor indenfor det tætte lærk og gran i den oprindelige Hvepsestige, så kom jeg ud i lettere fremkommeligt terræn, og ja jeg ved, jeg ikke kan være usynlig eller lydløs, men her var jeg det i så kort tid som muligt.

Direkte op til min sten.

Perfekt placeret.

Skygge trods sol over land.

Efter en stundLokkede jeg som jeg plejede.

Jeg troede stadig på, det kunne lade sig gøre.

Men som ugen var skredet frem, vidste jeg godt, brunsten nok var kippet af, men hvo intet vover, intet vinder.

 

Nedenfor til højre for mig, så jeg en hvid halespids forsvinde bag en trærod.

Jeg vidste straks det var en ræv, der nok var sprunget frem efter en mus.

Skydestokken blev drejet mod højre, nu med 3 ben der rettede sig efter min ordre.

Riflen i anslag, så nu kunne ræven bare komme frem.

I aften kom ræv før buk.

 

19.03 trådte ræven frem.

Nu skulle siden bare komme til, jeg var klar.

Frit skud og kuglen blev sluppet, jeg vidste skuddet var godt, og ræven forsvandt med det samme.

Jeg skrev til mine kammerater kl. 19.04

”Har skudt ræv, og den ligger der”

 

Både Jens-Jørgen og Jørn havde hørt mit skud, og gratulerede straks.

Jens-Jørgen sad i stigen modsat mig, lige over vejen i den nye Rydning.

 

Kl. 20.01 spurgte jeg rundt.

”Ser I noget. Her lyser intet op”

 

”Heller ikke her” Svarede Jens-Jørgen, Jørn svarede ”Intet. arg et egern”

 

Lidt efter skete der dog noget, både hos Jens-Jørgen og mig.

Vi optog hver vores elg ko, nok en kvie hos mig og en gammel ko hos Jens-Jørgen.

 

En rå havde netop lyst op, præcist hvor jeg håbede på, modsat side som i går aftes, i det høje ukrudt.

Hun havde kun været fremme et øjeblik, så strittede hendes gehør fremad.

”Så nu kommer bukken” tænkte jeg, og min puls steg mærkbart.

 

I stedet for buk trådte en elgkvie frem.

Råen forsvandt prompte.

Underligt..jeg troede de tolererede hinanden, åbenbart ikke.

 

Elgen havde stor tålmodighed, skrællede det ene lille birketræ efter det andet.

Bed sammen et stykke nede af de tynde grene, trak opad og vupti, der var en god mundfuld friske blade.

Hun gik ud midt på stykket og frøs fast i et skridt.

Hun stod længe, kiggede mod det der er til højre for mig, op mod enden af rydningen.

Jeg fokuserede i samme retning som elgen, var der noget?

Jeg så ingenting.

Efter en stund med målrettede gehør og syn, essede elgen videre.

Jeg filmede løs, og da hun pludselig satte retning direkte imod mig, blev det ekstra spændende.

Jeg syntes ikke jeg sad tæt på nogen veksel, men man ved aldrig.

25 meter foran mig drejede elgen af, og listede bagom mig venstre om.

Jeg fulgte hende med min mobil, svært at se hvor tæt på hun er på sådanne optagelser.

Elgen fik hverken fært af mig eller den døde ræv.

Forsvandt lydløst som hun var kommet, og jeg var alene i den store svenske skov.

 

Tiden nærmede sig lukketid, kan godt se solens rytme formindskes dag for dag.

Kl. 21.55 skrev Poul ”Friskbrygget kaffe om 10 min”

 

Der var ingen friskbrygget kaffe da vi kom hjem, måske det var en bestilling?

 

Da vi kom hjem fra jagt, sad vi 3 jægere ved bordet, Poul var endnu ikke dukket op.

Vi blev temmelig enige om, hvor vi ville sidde på jagtens sidste morgenjagt (eller næstsidste hvis der var nogle sejlivede jægere tilbage i selskabet)

Jeg ville give Hvepsestigens nye rydning fuld fokus, både den sidste morgen og den sidste aften.

Og hvis jeg skulle ud d. 21/8 så satte jeg mig der igen..det måtte briste eller bære, for jeg vidste jo, at der gik en buk..en rigtig god buk.. bildte jeg mig ind.

 

Jens-Jørgen tror jeg nok ville forsøge Panoramastykket endnu engang, og Jørn B besluttede sig for at besøge Husbukken.

”Nåh ja.. der havde jeg jo set buk, vil du ikke prøve den Jens-Jørgen?” spurgte jeg, Jens-Jørgen havde absolut første valg, han kunne dog ikke forhindre mig, eller Jørn, i at sætte os, hvor vi har siddet aftenen før.

 

Nej.. Jens-Jørgen troede på, at Panoramastykket nok skulle give gevinst, han havde jo set buk, hver gang han havde været derude.

Jeg forstod både Jens-Jørgen og Jørn i deres valg.

 

Da alt det var på plads, dukkede Poul op efter sit restaurantbesøg.

Forbavsende ædru i år.

Vi var alle tre sikre på, at Poul ville have drukket for meget, til at ville tage på jagt den sidste morgen.

Så vi blev overraskede, da Poul annoncerede, at jo da han skulle da på jagt.

 

Så var situationen pludselig den, at Poul og Jørn skulle have et spillekort hver.

Poul trak esset og Jørn fik nummer 2. (Poul havde ikke hørt, hvor Jørn planlagde at sidde)

 

”Nå Poul, hvor vil du så sidde i morgen tidlig?” spurgte vi spændt

”Jeg har tænkt mig at kigge efter den der Husbuk” svarede Poul..
”ÆV” sagde Jørn på sin vante måde.

 

Ja pokkers osse for Jørn B.

 

Jørn valgte igen at sætte sig i den nye skovrydning, han så jo buk, sidst han sad her, bukken var lille, men ligesom de andre steder, hvor der er gået småt, kan der pludselig komme stort.

 

Kl. 22.49 gav Jørn en thumbs up på beskeden om friskbrygget kaffe, men der var kaffen drukket og jeg gået i seng.

 

Pyha, femte morgen i træk, jeg havde sat mobilen til at vække mig lidt senere. 03.15

Vi var alle fire friske denne morgen.

Rugbrød, franskbrød, friskbrygget kaffe, en stærk ost, et glas juice eller et glas mælk, og vi var klar til at pakke bilen med riffel, skydestok, rygsækstasker og alt det løse..

 

Poul tog Jens-Jørgen med, Jørn og jeg kørte sammen, vi skulle jo også næsten samme sted hen.

Vi kørte af sted i totalt mørke, enkelte steder lyste der øjne op i rabatten, vi var på konstant vagt for dyr, der ville over vejen.

Især elgene var vi bange for at møde, men det var mest kattenes øjne, der glimtede som små diamanter i grøftekanterne, vi var ikke de eneste jægere, der var på jagt.

 

Jørn satte mig af, for selv at køre videre, et par hundrede meter frem til den lille holdeplads ved den nye skovrydning.

Vi havde der sat stigen, så den var let at komme til, forstyrrelsen ville være minimal. det var blot at krydse fingrene og håbe, at en buk ville dukke op.

 

Jeg trak vejret dybt, da jeg stod ud, følte allerede inden tiden var gået, at den var løbet ud, ja..at løbet var kørt for i år.

Men jeg ved, at festen ikke er slut, før den sidste buk har skældt dig ud.

 

Ofte mener jeg, at har man besøgt en rydning mere end to gange, så er bukken og råvildtet blevet for agtpågivende og ja måske er de endda gået til et andet hjørne, en anden rydning eller blot lagt sig, og umuligt at kalde frem ensidigt at overraske.

Vi som jægere er på udebane, råvildtet lever her 365 dage om året, og de kender hvert et hjørne, hvert et træ og andre dyr der lever i måske ikke fred med hinanden, men de ved, hvor de hver især har deres gang..

 

Apropos at kende dyrene.

Jeg så på en FB-side, en dansk jæger der havde optaget en los på video.

Flotte optagelser af et spændende dyr, men ikke det bedste dyr at få besøg af, slet ikke hvis man er råvildt.

Faktisk fik jeg også en lille kort mobil optaget sekvens fra Lars fra Ølgod.

Lars jager buk på noget jagt, jeg skaffede ham og hans hold for 20 år siden.

Han havde også filmet den plettede kat, lille er den ikke.

Pokkers, hvis lossen rykker ind, så rykker råvildtet ud, de der ikke er blevet ædt.

 

Ikke en lyd.

Skoven helt tyst stille.

Forsigtigt går jeg frem i det våde høje græs.

Ud fra den tætte skov, ud i rydningen.

Jeg ved nu præcist, hvor jeg skal hen.

Ingen tøven.

At kigge rundt nytter ikke noget, de ser mig, før jeg ser dem.

Frem til min plads.

Passerer den store væltede træstamme, undgår de tørre lange grene.

Fremme ved min granitsten.

Tasken af ryggen helt forsigtigt.

Siddepuderne listet frem, lagt på plads.

Skydestok sat op, riflen af skulderen og lagt op i forgreningen på stokken.

Høreværnet sat på plads lige over ørerne, jeg skal kunne høre, når jeg kalder.

At komme frem lyder let efter min beskrivelse, men jeg kan love jer for, at det kræver træning, at træde så forsigtigt som jeg gør.
Hver eneste kontakt med jorden eller skovbunden forplantes i fodens nerver, men sammenlignet med elgen er jeg en ren amatør..

 

En tuden i træerne, i mørket, på den ene og den anden side af rydningen.

Jeg gætter på natuglen, i hvert tilfælde en eller anden ugle, er jeg sikker på.

Vinden er svag. om den går i den rigtige retning, ved man aldrig, bukken kan være hvor som helst.

Men hvis han kommer, som jeg har bestilt, så er vindretningen god.

Der går en halv time, på dette tidspunkt flytter viserne sig på uret afsindigt langsomt.

Jeg kigger.. der er gået to minutter.

Tiden nærmer sig i sneglefart.

Gid bukken vil gøre det samme, komme frem, og gerne i langsomt tempo.

 

Jeg sidder urokkeligt stille.

Bevæger ikke en muskel.

Ingen myg, så thermocellen der ligger klar, forbliver slukket.

Jeg kigger rundt, stadig for mørkt, tager min kikkert op til øjnene, det var bedre.

Aflurer hver en kant skoven rundt.

Ingenting bevæger sig, men de kan ligesom jeg, blot stå og afvente.

 

Endelig er det blevet tid, tid til at jeg tør prøve.

Nu kan jeg se, hvis bukken kommer.

Jeg tager Kristoffer Clausens kald til læberne.

Smider et par toner af sted.

Forsigtigt, jeg vil ikke være aggressiv fra start, det hedder jo lokkejagt.

 

Selvom jeg har lagt en strategi, så kommer bukken bag på mig.

Hvordan kan det pludselig ske, og så helt efter bogen.

Fra venstre, midt i skovrydningen kommer bukken, søgende.

Hvem kaldte?

Hvor er du?

 

Pokkers. Det høje slanke grantræ foran mig kan komme i vejen, jeg skulle have fældet det, det er ikke stort, men de nedhængende grene kan være en afgørende faktor.

Og nu. ja selvfølgelig, nu kan jeg snart ikke se bukken mere, går han vinkelret væk fra mig nu, over mod stedet råen plejer at være, så mister jeg chancen.

Skal jeg stoppe ham lige før træet?

Nej, jeg tager chancen. ellers må jeg lokke igen.

 

Hvor er jeg heldig.

Han er fortsat lige ud.

Nu træder han frem igen, målbevidst, går en smule til højre, op mod mig men et stykke fra mig, så ingen problem.

Han stopper op, lidt spids vinkel, skuddet går i det samme, jeg kender min besøgstid.

Bukken krummer lidt sammen og falder om.

Ligger og sparker, løfter hovedet lidt, jeg har repeteret, er klar til at følge op.

Der er uro i det høje græs, ser ikke bukken mere, kun de stive strå der vibrerer lidt, og nu.. ro.

Jeg noterer mig præcist, hvor han faldt.

Mellem de to stubbe og ved grenen der vinkler mod venstre.

 

Slipper luften fra min tilbageholdte vejrtrækning, hver en anspændt muskel slapper af.

Jeg ånder lettet op.

18 timer rundt regnet har jeg siddet her.

Og så forløb det, bedre end jeg kunne have ønsket mig.

Var bukken stor nok?

Nåede jeg at se andet, end han var en buk?

 

Jeg nåede at registrere ca 6 takker, og jeg så, at bukken agerede som en voksen en af slagsen.

Om han er den samme som jeg så for et par dage siden... aner det ikke.

 

Kl. 05.25 skrev Jørn ”Var det bukken?”

Poul ”Der kommer en pind tyr jeres vej”
Jens-Jørgen ”Ikke mig!”

Jeg svarede ”Ja. Måske ikke DEN buk, det får I se om lidt...”

”Ok tillykke” skrev Jørn

”Tillykke” skrev Poul

Jeg svarede ”Nu skal jeg først se om han ligger der. han havde travlt. så vent lige 10 minutter med tillykke :-)”

”Spændende” skrev Jens-Jørgen

”Men brug lokkekaldet, det gjorde jeg. 5 lange piv, så kom han på tværs af stykket.”

Jeg sad længe og sundede mig efter mit skud.

Jeg vidste bukken lå der, men jeg ville ikke risikere at den pludselig rejste sig igen, jeg har prøvet at tapskyde en buk. én gang. faktisk skete det mindre end 150 meter fra, hvor denne buk lå fældet.

Så at holde godt øje, det ved jeg man skal. hellere vente 5 minutter for meget, end 5 minutter for lidt.

Langt om længe gik jeg frem, kun med riffel og skydestok i hånden.

Riffel skruet ned på mindste forstørrelse.

Jeg gik direkte mod skudstedet, det var for en gang skyld let at finde.

Disse skovrydninger med grøfter og dybe huller, højt græs.. det er ikke altid lige let at finde bukken.

Men denne buk, havde jeg 3 holdepunkter på, to trærødder og en gren der pegede mod venstre.

Ikke overraskende lå bukken forendt som den skulle.

Jeg kunne aflade min riffel, og tage et par billeder og sende det til mine rejsekammerater og til familien.

Klokken var 05.55.. det føltes som om, der var gået mere end en halv time, siden jeg afgav mit skud..men det var fint, tid har jeg nu masser af.

Lidt senere kunne jeg derfor endelig skrive ”Fundet, bukken gik ikke 2 meter. Skudafstand ca. 70 meter. Ikke en stor buk, men ganske fin seksender” ….

Jeg var mere end tilfreds, jeg var lykkelig, jeg var flyvende og samtidig ramt af det vante medfølgende vemod eller melankoli om man vil, der er den faste partner til lykken ved at gå på jagt..

 

Bukken lå midt oveni en perikon busk, og jeg lyver ikke, når jeg skriver, at bukken i munden også havde en stor kvist gul perikon.

Jeg tænker, at bukken i sin kamp for at holde livet kørende, har vredet hovedet rundt de sidste sekunder, og på den måde har fået fat i lidt perikon.. tilfældigt? ja, men flot så det ud da jeg kom frem.

Men måske perikon er en af de tusindvis af blomster og afgrøder, feinschmeckeren som råvildtet er, foretrækker at indtage, når den er der.

 

Perikon er også den blomst, jeg har lavet bukkesnaps af i år, det er min favorit blomst til snaps.

 

Bukken var truffet perfekt.

Kuglen sad, hvor den skulle lige bag det højre skulderblad.

Ikke overraskende havde bukken ikke stået vinkelret, så kuglen var gået ud lidt lang tilbage, så jeg vidste, at bukken nok så pæn ud udenpå, men indeni ville der være en smule rodet. (læs lever og mavesæk truffet og punkteret)

Men som han lå der, så var bukken det smukkeste syn i verden.

(det er nu løgn, bukken er langt smukkere i levende live.. men sådan går det, når jeg vælger dødens redskab)

 

Det tog mig lang tid at gøre mig klar til at brække bukken.

Jeg føler virkelig, at jeg fjerner den sidste rest af liv, når jeg stikker kniven ind.

Ja jeg føler en smule lede ved at skamfere noget så smukt.

 

Det er først nu, bukken går fra at være et individ, til at begynde sin rejse som mad til bordet.

 

Jeg tog det meste af mit overtøj af, jakke og skjorte.

Satte mig lidt, fik hentet al mit habengut på min plads på klippen godt 70 meter derfra.

Derefter satte jeg mig til rette på den ene af de to træstubbe.

Tog min dåse Coca-Cola op af jagttasken.

Jeg er vist den eneste jæger i DK, måske i verden, der har dette faste ritual.

Jeg optager det som regel også med mobilen.

Piftet når jeg vipper dåseringen tilbage.

Mærker det dejlige brusende indhold løbe ind (ja jeg ved det ikke er sundt, men ser jeg sund ud?)

Tager et par dybe slurke, og så er jeg ved at være klar.

 

Denne oplevelse satte sig dybest af alle... og jeg mener af alle.

Jeg har ikke snakket, eller skrevet, om kræft i denne fortælling.

Kræft som jeg for få måneder siden havde inde i min krop.

Jeg skulle gerne være sund og rask nu (se bort fra overvægt)

Men hold op der skete et eller andet med mine tanker lige nu.

Mine samtaler til Gud sad i baghovedet.

Jeg ved det er noget fis, jeg ved jeg har været usandsynlig heldig under mit kræftforløb.

Prostatakræften havde ikke spredt sig til knoglerne, kræften bør være helt væk.. men alligevel.

Der har udover de psykiske eftervirkninger, også været det at skulle gå med ble, miste en potens der forsvandt fra den ene dag til den anden.

Jeg kigger på min lille ven dagligt og tænker...

”Ja, du burde komme til at fungere, men der kan gå 2-3 år før du kan igen.. måske kan igen...”

Og blehistorien, den tror jeg snart er passé, jeg har lavet masser af knibeøvelser under bukkejagten i Sverige.

Så alt i alt er jeg en heldig mand, både ægtemand, far, morfar og farfar. en smuk, dejlig og sød og for det meste forstående kone, 3 sunde børn, to sunde børnebørn. et godt job, og licence to kill in hunting... hvad mere kan jeg ønske mig?

 

Og så kom tårerne.

De kom bag på mig, men jeg lænede mig frem og satte panden mellem mine hænder og gav mig selv lov.

For anden gang indenfor et halvt år gav jeg tårerne frit løb.

Ikke en dyb hulken, for jeg var jo ikke ked af det.

 

Det var ren forløsning, og en glæde og måske mest af alt, en følelse af taknemmelighed over at sidde her igen... her hvor jeg skød min Svenske buk nr. 2 i 2002, i 24 år er jeg kommet her, og jeg håber, jeg kan blive ved 10 år endnu... mindst...

Men ingen ved det, ingen kender dagen i morgen, vi tager meget som en selvfølgelighed.

Opdager at det mest skrøbelige i livet er... livet.

Og ja, tænker vi lidt for meget over det, så kan livet godt ramme hårdt lige midt i hjertet.

 

Det var den dejligste morgen i hundrede år . og jeg lever.

Verden åbner sig og jeg åbner mig. (direkte hugget fra sangen af GNAGS)

 

Og derfra gik jeg hen til en træstamme der havde mistet toppen. (toppen var savet af)

Fik trukket min buk derhen, og hængt den til tops på bedste Jørn B vis, med bagbenene op og hovedet ned.

Kniven gjorde arbejdet, jeg ledte den blot på vej.

Og sikke lidt kødskade mit skud havde gjort.

Begge bove var gået fri, det samme var ryggen.

Leveren var sprængt til atomer, og der var som ventet gået hul på lidt formave.

 

Lidt om bukken.

Det er ikke en helt ung buk.

Jeg vil anslå alderen til at være 4 – 6 år.

Brækket vægt 19,75 kilo.

Da jeg mindre end en uge efter jagten kogte hovedet af, så tog det meget lang tid før kødet slap.

Så en rigtig fin ældre skovbuk, ikke noget medaljetrofæ... men hvem går op i det?

6 ender for de der ønsker at tælle.

 

Vigtigst for mig.

Oplevelsen af at forberedelserne forløb til min fordel.

Det var en skøn fornemmelse og en kæmpe forløsning for mig som jæger.

Bukken led en hurtig død, mærkede sikkert smerte et kort øjeblik.

Hvordan døden føles, kan man kun gisne om.

Men bukken kommer til at bidrage med godt kød til min fryser.. hellere spise dette kød, end kød købt i dyre domme i supermarkedet, og så´n er det.

 

Tiden gik stille og roligt.

Jeg havde rigelig tid til efterrationalisering.

Og i bunden af min jagttaske fandt jeg et marcipanbrød.

Det var noget krøllet sammen, men smagte rigtig godt.

Annette havde givet mig 3 stk med, sammen med et fint sødt brev.

Et år var jeg kommet til at smide den årlige hilsen fra Annette væk.

Annette havde lagt det i min madpakke, der var pakket ind i stanniol.

Efter maden var spist, krøllede jeg stanniol og det stykke køkkenrulle der lå ved sammen...

Heldigvis fandt jeg efter jeg havde pakket ud, ingen hilsen fra Annette... hvor kunne den være?

Og jeg måtte tænke tilbage... pyha, havde først smidt stanniolen ud på mit værelse.

 

Jeg vidste at de andre sad og frøs.

kl. 8.14 skrev jeg til Jørn ”Ser du noget?”

Straks efter gik jeg mod afhentningsstedet.

Der var et stykke vej, og jeg tænkte, Jørn kommer nok lidt før, og jeg skulle gå to gange, for at have det hele med ud fra skoven.

 

Da klokken nærmede 8.30 var jeg fremme, så jeg kunne se, hvis Jørn dukkede op.

Jørn kom i bilen 8.40.

Jeg fik Jørn til at optage mig med mit videokamera, mens jeg trak bukken de sidste meter ud af skovvejen.

Jeg kunne se, at Jørn kommenterede mens han optog.

Ha ha ”Stop stop, du må fanme ikke sige noget mens du optager... ” råbte jeg til Jørn.

Jeg satte Jørn til at optage på ny, og gik nogle meter tilbage ad skovvejen.

Jeg ville gerne have en optagelse uden kommentarer, så det så lidt ægte ud :-)

 

Efter bukken var kommet i bilen, havde vi lige 10 minutter at fordrive tiden med, inden vi skulle hente Jens-Jørgen.

Vi kørte forbi stigen, hvor Poul sad ved Husbukken.

Poul sad stadig i tårnet, og der stod en buk på marken, på den anden side af grusvejen i forhold til vores mark.

Vi listede i bilen forbi, så at det var en spidsbuk.

 

Længere henne vendte vi bilen rundt og kørte tilbage, da vi passerede Poul anden gang ,vinkede han til os.

Prøv lige at se på din mobil om han har noget at berette, sagde jeg til Jørn og stoppede bilen lige ved siden af husene på vej ud mod asfaltvejen.

”Har lliuige ssskkudt ttiiil egen bük” ja sådan stod der fra Poul.. kl. 8.53

”Ppppææææn. Biuulk” Poul er sjov.

”Fffffrrrrrryyyysser”
”Kkkkøørree ii. Hjjm”

Vi forstod beskeden, selvom det var noget værre vrøvl.

 

Jørn ringede til Poul, og fortalte vi kom op til tårnet nu, så kunne vi følges ud til bukken...

 

Det er sjældent, at vi har selskab, når vi går frem mod en buk, vi netop har nedlagt.

Jeg ved at jeg, ligesom de fleste andre, nyder dette øjeblik, og har det helt fint med at have det for mig selv...stille gå frem, se hvilken buk man har nedlagt, beundre trofæet, snakke lidt med sig selv om skuddet, ja.. lige komme til sig selv ovenpå en intens oplevelse.

For det er meget intenst at nedlægge en råbuk.

 

Men Poul sagde det var okay, at vi kom og fulgte med.

Det var også for mig en lidt unik mulighed, at få filmet de følelser der ligger bag oplevelsen af, at gå frem til bukken.

Jeg ved godt, jeg ofte optager mig selv, når jeg går frem.

Men ofte har jeg inden gået turen, med ladt våben og skydestok, så derfor tændes kameraet først, når de værste nerver har lagt sig.. eller jeg bør vel sige, de bedste nerver.

 

Vi var fremme ved tårnet, inden Poul var kravlet ned.

Sammen gik vi frem, Poul med riflen klar.

Jørn og jeg vidste ikke, hvor bukken lå, men det mente Poul, at han var temmelig sikker på.

I højt græs, der går op over knæene, kan det være svært at finde en buk, der ligger fladt slynget om på siden.

 

Poul indrømmede også, at hans skud blev sat igennem lidt græs, for bukken var næsten helt dækket, og der var ikke udsigt til, at kroppen ville komme helt fri af græs.. så skuddet blev sat ind igennem nogle få græsstrå.

 

Vi kom frem til bukken, og hvilken buk.

Det skulle vise sig at blive turens største buk... ja nu skal vi lige have bukkene målt op.

Men det er aldrig sket før, i de 24 år vi er kommet på denne jagt, at en jæger har nedlagt to medalje bukke.

Både Jørn og jeg var enige om, at Pouls to store bukke ville give sølv.

Jeg mente den første store buk Poul skød, var større end denne buk.

Der var Jørn uenig.

Vi har endnu ikke fået dem målt op.

Bukkene er kogt af, og ja.. Husbukken vejer mest, men bukken fra Rønningen er meget flottere...

 

Straks efter vi havde fundet bukken og Poul havde slæbt den til tårnet, lod vi Poul og hans buk være alene, så Poul i ro og mag kunne sunde sig over den fantastiske oplevelse.

Husbukken skød Poul kun fordi, han blev siddende så længe.

Han frøs som en i H.... men var standhaftig.

Som Poul rigtigt sagde, så var både Jørn og jeg sikkert kørt hjem, længe før bukken var trådt frem, så husbukken havde levet mindst et år mere, hvis ikke det var for Poul, der tålmodigt var blevet siddende i tårnet lige til det sidste minut.

 

Ja jagt er uforudsigelig, og selvom vi lokker og lokker, og vi lægger nok så gode planer, står tidligt op, sidder mange timer og kommer sent i seng, så er der bukke, der dør af alderdom, især i områder som dem vi jager, store skove og marker hvor græs gror vildt.

Masser af skjul og derfor ser vi også et noget større aldersgennemsnit på de bukke ,vi nedlægger i Sverige, end på de bukke vi kommer til i Danmark.

Og ja, vi lader i Sverige mindst lige så mange bukke gå, som vi nedlægger.

Og så er der bukke vi aldrig ser skyggen af, desto ældre de bliver, desto sværere bliver de at overliste, især hvis brunsten er helt slut...

 

Mange steder i Sverige er der drivjagt også på råvildtet.

Og hvis ellers de film jeg ser på youtube, er et sandfærdigt billede af efterårsjagt i Sverige, så falder mange af de ældre bukke på drivjagten.

På disse jagter er det hundens arbejde, der er i fokus, og ikke om en buk har horn på eller ej..

 

Jeg tror ikke jagttrykket er stort i øjeblikket på de marker, vi jager buk på, heller ikke om efteråret eller vinter.

Det er elgjagt, og kvoten på disse er for tiden ikke stor, men man skyder sjældent andet end elg på elgjagt.

 

En ting er, at der er stor forskel fra år til år, hvor godt bukkene sætter op.

Ud fra de billeder der bliver delt, både af danskere og svenskere, ser det ud til, at 2025 er et rigtigt godt trofæår, hvilket vore bukke også er tegn på.

Jeg tror en del af skylden er at der har været meget olden både i år og forrige år.

Det giver grobund for noget godt, set med jægerens øjne.

 

En ting er hvad jeg tror, en anden er sandheden...

Jeg tjekkede lige på Google.

Søgte på oldenår.
Hvornår er det oldenår?

i perioden fra midt juni til midt juli, for at det bliver oldenår året efter.

Nogle påstår, at når det er oldenår, kommer der store trofæer året efter.

 

7 bukke til 3 jægere, en buk mere end 2024, men stadig ikke mange bukke.

Og Jens-Jørgen mangler stadig at skyde buk, og vi har stadig en aften (og en morgen) tilbage.

 

Sidste aften, hvor skal vi sætte os?

Poul har definitivt lukket sin bukkejagt med 3 fine bukke... okay, den første buk Poul skød, er indtil videre årets yngste og mindste buk, men Poul kunne ikke spå om, hvad der skete en time efter...

 

Jens-Jørgen vil give skovrydningen oppe ved Autostolen en chance.

Jørn så buk deroppe, efter han havde nedlagt sin buk ved Autostolen på tredjedagen.

Jeg håbede virkelig, at Jens-Jørgen ville have lyttet lidt mere til vores forslag om at give Rønningen endnu en chance men nej, lige lidt hjalp det...

 

Jeg valgte at sætte mig på Damengen.

Jeg var sikker på, at der burde gå en bedre og større buk, end den Jørn havde nedlagt på stykket.

Og ja, jeg behøvede ikke at skyde flere bukke, og så syntes jeg der er noget magisk ved den store mark.

 

Jørn (den snedige) satte sig på Rønningen, og jeg tænkte straks... hvorfor valgte jeg ikke at sætte mig der? Men valget var truffet...

 

En halv times tid efter Jørn havde sat sig i tårnet, lokkede han lidt, og straks derefter hørte han puslen bag sig.

En buk stod bag tårnet, små 50 meter væk, kiggede op imod Jørn.

Jørn fik drejet riflen rundt, bukken tog et skridt mod højre for at nippe til lidt blade og blotlagde dermed hele bredsiden, og bum..Jørns tredje buk faldt for en fin kugle... det vil sige, den løb ca. 25 meter op imod tårnet inden den faldt omkuld, så skulle Jørn heller ikke bære bukken så langt.

Fantastisk, og det var en rigtig fin ældre buk, Jørn anslog bukkens alder til at være 5 år.

 

Jens-Jørgen så et stykke råvildt, men det var på vej væk ind bag nogle småtræer, så Jens-Jørgen kunne ikke se, om det var en buk...

 

Jeg så intet på Damengen, udover den ældre danske nabojæger der kom slæbende med en masse udstyr på ryggen.

Han gik knap midtvejs langs skellet, stoppede op og satte en form for skjul op.

Og så ventede han og ventede.

Jeg kunne ikke høre om han lokkede, Jørn havde hørt dem tidligere på ugen, nabojægerne, der havde de lokket næsten ligeså tosset som mig...

På et tidspunkt lød der et skud fra min nabojæger, et lidt fesent et af slagsen, tydeligt skudt med lyddæmper.

Jeg syntes jeg hørte kugleslag, men det kan også være træf af jorden.

 

Efter en stund gik jægeren frem, han gik og gik, og jeg tænkte... hold da op, det er da godt nok en skudafstand, der vil noget.

Jeg vurderede, at han var ude på knap 300 meter, da han begyndte at lede efter sin buk.

Efter en rum tid gav han op, han havde snirklet rundt i sikker forvisning om, at bukken måtte ligge der.

Jeg så ikke bukken, så jeg ved intet om det.

 

Jeg skrev til ham, at jeg krydsede fingre for, at han ville finde sin buk.

Desværre hjalp søg med lys og lygte og senere med hund heller ikke, bukken var skudt forbi.

Jægeren havde troet at skudafstanden var ca. 170-180 meter, men det viste sig, at den nærmere havde været 270 – 280 meter.

På disse store marker snyder afstanden, der skal man bruge sin afstandsmåler, ellers kan det let gå galt.

 

Vi kom med Jørns buk op på 8 bukke.

3 til både Jørn og Poul, jeg fik med god tålmodighed og list mine 2 gode bukke og Jens-Jørgen måtte rejse bukkeløs hjem.

Derudover nedlagde vi 5 ræve, Poul 2 (forbi skud til to andre) os andre en ræv hver.

 

Jeg foreslog Jens-Jørgen at tage den sidste morgenjagt med, før hjemrejsen?

Men det kunne Jens-Jørgen ikke holde til.

Det kunne jeg, så kl. 03.15 stod jeg op, og kørte alene på jagt.

Sikke en skøn morgen i absolut stilhed.

Jeg satte mig, hvor jeg i år begyndte, ved ”Skovrydningen”.. Poul havde under rævejagt set en buk, med stænger et godt stykke over ørerne, så det troede jeg på.

 

Jeg så intet, og kunne køre tilbage til de andre og spise morgenmad.

Poul og Jens-Jørgen ville hente stiger og lægge tårnene ned, mens Jørn forlagde sin buk.

Jeg fik ryddet op i vores mad m.m.

Det var planen, at jeg ville tage en lur, det sprang jeg over, i stedet begyndte jeg at pakke al mit grej ned.

 

Da vi alle var samlet igen, spiste vi middagsmad, og hentede vores bukke, kød og opsatser, på værkstedet.

Til Udlejeren havde vi sagt, at vi kørte kl. 11.30.

Da klokken var 11.30 ringede jeg til udlejeren, det var nu, hvis han ville have betaling og hvis han ville sige farvel.

Og ja, og se alle vores fine bukke, vi plejer at tage et fælles fotografi.

Udlejeren kom straks, han havde meget travlt, i hurtigt tempo fik vi betalt, taget billede og sagt pænt farvel og på gensyn.

 

Næste år bliver der ”sølvbryllup”.
Fantastisk at komme det samme sted 25 år i træk, og stadig finde det ligeså spændene år efter år.

 

Det gør jeg i hvert tilfælde, jeg kunne allerede mærke, at jeg glædede mig til 2026, da vores biler stille rullede mod færgen i Göteborg.

 

JAØ 1/9-25

Ps.

Poul vandt vores lille tipskonkurrence. Mindre pulje på blot sek 400,-

Traditioner er til for at bliver holdt i hævd, så skidt med afkastet... det har mindre at sige.

Pps.

Jørn fik forresten også en ræv.

Det var sidste aften, på Rønningen, efter han havde skudt sin tredje buk.

Både Jørn og jeg var overrasket over, at der var slået spor ved tårnet på Rønningen, det havde Jens-Jørgen ikke sagt noget om... havde jeg valgt anderledes den sidste aften så? Måske...

Jens-Jørgen påstod, at det havde han da sagt... måske til Poul... ulempen ved at man kører i to biler, det er ikke al info alle får.

Fordele? jo... man kan parvis lufte nogle ting, ikke alle behøver at høre, i år tror jeg, det var fint, at det var Jørn og mig, der kørte sammen.