Bukkejagt Sverige 2025 Del 1

 

Jeg kan ikke blive ved med at påstå, at I år så har jeg glædet mig mere end nogensinde før, til at skulle på bukkejagt i Sverige.

 

Men jeg påstår det alligevel.

Og senere vil I måske, via beskrivelserne af mine oplevelser erfare, at påstanden ikke er taget ud af den blå luft.

 

2025 har på flere måder været turbulent, både jagtligt og menneskeligt set.

En skuffende grisejagt i foråret, hvor jeg selvforskyldt ikke skød gris, ærgrer mig stadig over at jeg også ødelagde Josephines chance for at nedlægge gris i år.

Kort fortalt, så faldt jeg for en reklame om æbleduft og tjære. (youtube virker)

Og disse to dufte fordelte jeg ved de 3 foderpladser, hvor vi kan skyde gris, straks vi ankom til grisejagten.

Og er der noget, vildsvin åbenbart ikke kan li´, så er det nye dufte. (og det vidste jeg nok godt)

Så effekten af det udlagte lokkemiddel, virkede stik modsat hensigten, grisene stak af, lang tid før de nåede frem til foderpladsen.

Jeg så det ske, først for en ret stor galt, og derefter for to mindre grise.

Snuden i vejret og flugt modsat vej, inden jeg nåede at komme til skud.

 

Dansk bukkejagt blev delt op i to halvdele.

Før prostata - og efter prostata operation.

Dette grå kapitel kan I læse om i en anden historie på min hjemmeside.

 

Den danske bukkejagt gik, hvis vi kigger på udbyttet, ganske godt for mig.

Jeg fik nedlagt, for mit område, to ganske fine bukke.

Så det kan jeg ikke klage over.

 

Og da min operation forløb planmæssigt, slås jeg blot med efterfølgerne i form af et par fysiske skavanker og så en del med psyken.

Jeg er mand, nok også mere mand end jeg vil indrømme.

Psykologhjælp har jeg aldrig opsøgt, og planlægger heller ikke at gøre brug af det.

Jeg mener den sundeste kur er, at sætte sig ud på trappestenen, og kigge ud i luften til brikkerne falder på plads.

Jeg kan ind imellem, når ting brænder på for mig og mine omgivelser, komme i tvivl om jeg skulle tage en samtale eller to med en psykolog, der er flere der prikker til mig.

Men som I også vil komme til at læse om, så fandt jeg under de mange timer på jagt i Sverige, en ”person” der var meget god til at lytte, der kom ikke noget svar, men for mig er envejs kommunikation ganske fint.. bare det at få vendt tingene, luftet ud mellem ørerne, det vigtigste for min psyke, ja faktisk..så er en granitblok, en jagtstige eller et jagttårn for mig ligeså effektiv som trappestenen.

 

Jægere er de lykkeligste mennesker der findes, det tror jeg på.

Nogle af os er også blandt de mest følsomme mennesker, og så ryster du på hovedet af min måde at sætte folk i kasser på, det er jeg god til..

Jeg påstår, at vi jægere er nogle af de mest følsomme mennesker, fordi vi jægere tilbringer så meget tid i naturen, blandt dyrene og skovens andre levende væsener, så liv og død, sorg og nød.. det kommer vi tæt på meget ofte, og det sætter sine spor, i hvert tilfælde hos mig.

 

Vi var i år tilbage ved det gamle fasttømrede hold af 4 bukkejægere, der skulle til Sverige.

Poul der for halvandet års tid siden deklarerede (ikke som den første) at han havde fået nok af mig, og mit lidt for høje aktivitetsniveau (i hvert tilfælde når det gælder jagt)

Han ville ikke med på bukkejagt i Sverige 2024, og det var udelukkende fordi jeg er, som jeg er.

 

Ja, der kunne jeg vælge at sige, fair nok, så skal du skisme også slippe for mig.

Og ja, jeg kunne vel også tillade mig at blive en smule skuffet og småfornærmet.

Når jeg tænker over, hvor meget energi jeg lægger i forberedelse til vores jagttur, både i info AKA statistikker, fotografier, oversigter over alle 176 nedlagte bukke på 23 år, hvor, hvornår og af hvem..

 

Derudover modtager hver jæger en ca to timers jagtvideo på Blu Ray, ganske uden beregning, og uden krav eller forventning om, at jægeren ser filmen.

Og derudover er de tre kammerater, der er med på filmen, de jægere der fylder mest på filmen..

Udlejer laver jeg også opdaterede lister til, køber gave (som vi alle 4 betaler til) og ja, naturligvis får han også en kopi af filmen.

Film/Blu Ray, statistikker m.m. har jeg aldrig taget en krone for at lave.

Jeg laver det, fordi jeg kan li' det, og fordi det er sjovt.

 

Alle forberedelser, indkøb af madvarer m.m. er en fællesudgift, men jeg sørger for tingene bliver købt ind.

Og så er takken, at jeg fordi jeg åbenbart efter Pouls mening lider af ADHD (jeg skriver stadig, når det gælder jagt) at Poul ikke ønsker mit selskab.

Annette ryster på hovedet over påstanden om ADHD..

 

Igen.. det er et frit land vi lever i, så i 2024 fandt jeg i samarbejde med Jørn, en ny jæger til holdet.

Vores fælles jagtkammerat Jørgen.

Jørgen passede godt ind i vores i forvejen 4 J´er og kunne bidrage med det femte.

Jørn, Jens-Jørgen, Jørgen og Jens-Arne … skideskægt.

 

Jørgen er en erfaren jæger, men han slås lidt med fysikken pga diverse udskiftning af reservedele på kroppen.

Og det viste sig da også, at 5 dages intensiv jagt i Sverige, var for hård kost for Jørgen.

Så han måtte melde fra efter jagten, og ønskede ikke at deltage i bukkejagten 2025, det var simpelthen for hårdt.

 

Jeg bed, hvad der hedder indbildt stolthed og fornærmelse i mig, spurgte Jørn om vi ikke skulle høre Poul, om han ville med igen.

Jeg skulle nok ringe og spørge.
Vi spiller whist sammen, har gjort det i mange år, og som jeg fortalte Poul, så syntes jeg, at han er et rart menneske at være sammen med.

Poul blev vist en smule overrasket, og ville da tænke over mit tilbud om at komme med igen.

Efter kort betænkningstid sagde Poul ja tak.

Jeg forklarede Poul, at det var på betingelse af, at vi kørte i to biler, Jørn og jeg har igennem årene lagt bil til på skift

Vi har begge Nissan Qashqai biler, som vi føler har god plads til 4 jægere.

 

Men vi var begge trætte af at høre kommentaren ”konebil” og pust og støn fra sædet, hver gang Poul satte sig ind på forsædet af vores biler.

 

”Så Poul, du må tage din egen bil med, samle Jens-Jørgen op i Frederikshavn, så tager Jørn og jeg min Quashqai, og vi kan så i år undvære tagboks og trailer”

Lidt dyrere transport udgifter, kilometer og færgeudgift for to biler, men fordelt på 4 jægere der aldrig går sultne i seng, så burde det være til at klare...

 

Og sådan, med et håb om færre negative kommentarer, kunne jeg måske glæde mig mere i år end nogensinde før, til at komme på bukkejagt i Sverige.

Det kan dog være, at 2026 bliver med en bil igen, for vi mister noget fælles dialog under transporten, det er Jørn og jeg enige om.
Og ja, en ekstra bil til Sverige, er også en ekstra belastning af privatøkonomien, næste år er der to pensionister i bilen, i stedet for kun en i år.

MEN NU SKAL VI PÅ JAGT

 

Alt op til bukkejagten forløb planmæssigt.

14/8 stod jeg op kl. 01.30, Jørn ville komme kl. 02.20, og så ville vi læsse hans habengut over i min bil, Annette skulle låne Jørn jagtbil, mens vi var på jagttur.

Færgen afgik efter planen kl. 04.15, der var ikke mange med færgen på denne tidlige afgang.

Da vi ikke, som vi plejer, kunne spise friskbagte rundstykker ombord, havde jeg købt et franskbrød dagen før, ingen bagere åbner før kl. 05.00

Den gode, kraftige og velsmagende ost, syltetøj og pålæg var i samme udvalg som vanligt.

Vores tipskupon blev i år kun med 4 deltagere, de andre jeg har kontakt til, tager for de flestes vedkommende bilen, så det var en beskeden præmie, vi kunne vinde i år.

 

Humøret var højt, trods trætte hoveder pga manglende nattesøvn, og det var en flot morgen, vi kørte op igennem Sverige på.

Ligesom i Danmark var mejetærskerne i fuld gang, flere steder var der på markerne kun stubbene tilbage.

95 % af alle marker stod med havre, og jeg lærte i år, at selvom en havremark forekommer grøn- lys, så står stubbene meget gullige tilbage.
Jørn, Poul og Jens-Jørgen der alle er ældre en mig, deler af og til ud de af deres viden.

Det var ikke mange rådyr, vi så på vejen op, men det er der ikke noget nyt i, nu ramte vi også Sverige et par timer efter solopgang, bedre er det, de år vi er kørt op, mens solen er på vej.

Vi holder vanen tro en lille pause på den samme rasteplads.

Poul havde glemt madpakken/ikke nået at smøre/køleskabet var tomt.

Men Poul havde taget et par bananer med.
Jens-Jørgen forbarmede sig over Pouls rumlende mave, og gav Poul en bolle/sandwich

 

Velankommet til vores opholdssted den næste uges tid.

Det er et fantastisk sted vi opholder os, flotte store værelser i dejlige rolige omgivelser.

I et fornuftigt tempo blev de to biler tømt, maden sat på køl, og vi fandt brød og tilbehør frem, og ville brygge os en kop kaffe... Hov.. ingen kaffemaskine (igen i år)

Nå, det problem måtte vi løse senere.

Igennem de sidste år har vi produceret 5 kraftige tårne, disse har vi placeret, hvor de gav mening.

Men afgrøder ændrer sig fra år til år, de seneste år fra mellemlangt tørt græs til nu meget højt tørt græs.

Så de steder hvor vi mente tårnene ikke rakte, der kunne vi sætte stiger op.

Der var en plads på Rønningen, vi alle var meget enige om, at en stige skulle placeres.

Her stod kløver og urter i skjul, der var fejninger overalt, og gode veksler ud fra krattet, hvor der løber en lille bæk, en fantastisk biotop der strækker sig langs de godt 100 tdr land.

Vi har et stationært tårn i den ene ende, et af tårnene der næsten med 100% sikkerhed giver mindst en buk om året.

I år stod der på Rønningen, som på næsten alle marker, højt tørt græs, det vender vi tilbage til.

Der vi ville opsætte Pouls stige med drejbart sæde, har vi erfaring med store bukke/specielle bukke.

Ofte er de svære at komme til, men det er et par gange lykkedes at overliste dem, hvis brunsten har været i gang, kan der lettere purches langs en skovkant.

Under vores korte sightseeing på vores ca. 1000 ha jagt, så vi gode steder, men vi kunne kun konstatere slået græs på et af stykkerne .. Panoramastykket .. en mark som også årligt plejer at kaste en buk eller to af sig.

 

Efter madindtag var vi klar til at skifte tøj, og køre ud for at sætte stiger op.

Som nævnt var vi ikke i tvivl om, hvor stigen med drejestol skulle stå.

Vi fik den sat et stykke fra skovkanten, lidt i skjul ved et mindre træ, perfekt..

Jeg var heller ikke i tvivl om, at alle de tegn der var på buk dette sted, så ville det være vores alles favorit, Rønningen..

 

En anden stige opsatte vi ved ”Autostolen”.

Denne lille plet der sidste år var blevet slået ned til flot grønt græsningsareal, havde naturen nu i et år haft frit spil, og hvor går det stærkt, med at små træer og ukrudt vokser op over knæhøjde..

Vi mente dog, at Autostolen igen i år kunne give buk.

Det har tidligere været en 100% plads, men sidste år var første gang på otte år vi nedlagde buk på pladsen, i år burde det ske igen.

 

Et andet sted vi ikke var i tvivl om, at der skulle sættes stige op (dog mest for Jørns skyld) er også en stor mark, tilsvarende størrelse, måske endda lidt større en Rønningen, det hedder Damengen.

Vi har et tårn i den ene ende, og da der er lidt skov i den anden ende, ville en stige være godt givet ud, selvom vi ikke skød buk fra stigen sidste år, fik den en chance til.

Damengen var også groet fuldstændig efter.

Da vi rejste tårnet på Damengen (alle vores tårne havde vi lagt ned, inden vi tog hjem 2024) snakkede Jørn og jeg om, at det ville være super godt, at få slået nogle skydespor, sådan i diamant vinkel fra tårnene.

 

Vores udlejer må have læst vores tanker, for da vi sidst på torsdagen d. 14/8 talte med ham, forklarede han, at han d. 15/8 ville køre ud og slå spor ved alle vores tårne/stiger.

Og det skete også ved de fleste af dem...fantastisk.. jeg spurgte, om han kunne læse vores tanker?

Det spørgsmål var jeg ikke sikker på, at han forstod, men skidt med det.

 

Vi har en ny skovrydning, den kom til sidste år, den valgte vi i år at sætte en stige op i.

Vores fjerde og sidste stige var dermed afsat.
I denne rydning burde der også kunne skydes en buk, men vi aftalte at rydningen, først ville få et navn, når og hvis det lykkedes os at nedlægge en buk på stykket.

 

Vi havde lavet aftale om, hvem af os der skulle lave dagens aftensmad, inden vi kørte ud og satte stiger op.

Så på ankomstdagen valgte vi at spise på vores udlejers restaurant.

Der var denne dag ingen hastværk med at komme i seng, om fredagen (d. 15.) kunne vi sove længe.
Så skulle vi med sindsro nyde mad på restaurant, måtte det blive denne aften.

Jeg valgte traditionel okseburger, Jørn og Jens-Jørgen valgte lammeburger, og Poul ville smage restaurantens rådyr bøf med portvinssauce.

Lækkert mad, flot serveret i de smukkeste omgivelser man kan forestille sig.

Sådan forløb vores første dag.

 

Efter aftensmaden foreslog jeg en kort køretur.

Klokken var blevet 21.00, så det var sidste udkald, hvis vi skulle nå at se noget på markerne.

Poul ville blive hjemme, vi andre tre kunne bare køre afsted.

 

Vi så et par gode bukke, især én buk der stoppede op, lige efter den havde passeret vejen, fik os til at spærre øjnene op.

 

I en ny skovrydning stod bukken stille lige i kanten, stirrende på os 3 jægere i bilen.

Hvilken fantastisk flot opsats.

Høj og kraftig, mørk og fyldt med perler langt op af de høje stænger.

100% en medaljebuk..

 

Desværre var det ikke vores mark/rydning den gik ind på.

Der var ca 300 meter op til vores ”Skovrydningen”...

Men vi kunne godt mærke, at bukkejagt premieren var lige om hjørnet.

 

Vi havde under vores tidligere køretur set en nogenlunde buk på den anden side af grusvejen, i forhold til ”Skovrydningen”, en buk som jeg mente, var lidt irriterende i størrelse.

En mellembuk, sådan en der kunne være svær ikke at skyde d. 16/8 på premieremorgenen, og som var lidt for lille .. altså efter min smag (jeg skulle blive klogere)

 

3 år i træk har jeg skudt buk i ”Skovrydningen”

Faktisk har jeg nedlagt 6 ud af de 10 bukke der er blevet nedlagt på denne mindre mark/rydning.

Alle kabaler jeg har lagt, har sagt, at jeg skal sætte mig i ”Skovrydningen”.. ikke fordi dette område ikke ligger højt på min ønskeliste, den ligger blandt top fire.

Men personligt har jeg gået og drømt om, at komme tilbage til Bæverly Hills rydningen, en rydning jeg for to år siden lod en rigtig god seksender gå, og hvor jeg sidste år skød en meget territorie hævdende buk, en buk jeg også lod gå forrige år.

Men kabaler er ikke sådan at spøge med.
Enten tror man på dem, eller også gør man ikke..

 

Da vi kom hjem, fra den sene aftentur, sagde jeg

”Vi kan lige så godt få det overstået, lad os straks trække lod om rækkefølgen til at vælge sted d. 16/8”

Poul trak et es. Og valgte ikke overraskende at ville sætte sig på Rønningen.

Jens-Jørgen trak en toer. Jens-Jørgens favoritsted er Rønningen eller Panoramastykket, og han valgte Panoramastykket.

Jørn trak kort nr. 3 og valgte for mig lidt overraskende at sætte sig på ”Sølvbuksplads”, et navn Jørn er skyld i, og jeg kunne faktisk også godt have tænkt mig at sidde der, men det måtte blive senere (det skete så ikke, men det var min egen skyld)

Og jeg trak nr. 4 ..

Bæverly Hills skulle have en allersidste chance for at blive valgt til premiere morgenen..

Jeg tog to kort, rakte dem frem mod Jørn.

”Hvis du trækker et es, så sætter jeg mig i Skovrydningen, hvis ikke bliver det Bæverly Hills”

Det blev esset og derfor fik kabalerne ret, det blev Skovrydningen.. og så kan det spændende snart begynde.

 

Fredag d. 15/8 skulle vi også nå at gøre slagtehuset klar, sætte de sidste par stiger op, og ellers slappe af.

Aftensmaden valgte vi Jens-Jørgen til at stå for, han havde lavet hakkebøffer, og de lå færdige i sovsen, så det var blot at varme op i en gryde.

Jens-Jørgen skrællede en god portion af mine medbragt nyopgravede kartofler.

Med rødvin og rødbeder som tilbehør blev det til et herligt måltid.

 

Aftenturen rundt på terrænet havde ikke ændret vores valg af terræn til premiere morgenen.
(det var også for sent at ombestemme sig)

Vi så ikke mange bukke, vi så faktisk langt fra de bukke vi plejer at se.

På Panoramastykket så vi tre forskellige bukke, så det var lidt ligesom det plejer, men bukkene var ikke så store som de ”normalt” er..

Måske en forvarsel om, at brunsten kørte på allersidste vers.

 

Premieremorgen d. 16/8-25

 

Ud af sengen kl. 03.00, ikke et problem, adrenalinet har nu pumpet rundt i kroppen i 358 dage, føler jeg, og nattens 4 timers søvn var en smule urolig, men jeg sov godt.

Kaffe på maskinen (som vi havde fået på plads, kort tid efter vi efterlyste den) rugbrød og franskbrød på bordet, juice og mælk og diverse pålæg, en god start på premieredagen.

Stort smil på alles ansigter, en smule anspændte, men vi var klar.

Jørn skulle jeg sætte af på Sølvbuksplads inden jeg selv fortsatte til Skovrydningen.

Poul ville i sin bil sætte Jens-Jørgen af på Panoramastykket, og så selv køre ned på Rønningen, den heldige kartoffel..

 

Kl. 03.45 kørte vi afsted, på vej mod nye jagteventyr.

Spændingen var til at skære i.

Selvom det var lidt mod min vilje, så glædede jeg mig som altid til at sætte mig i Skovrydningen.

Jeg er som nævnt, den jæger der igennem årene har skudt flest bukke på dette stykke.

Og som tidligere nævnt, kan det bliver fjerde år i træk, at jeg nedlægger en buk på denne mark.

Derfor var optimismen hos mig da også stor.

 

Skovrydning (navnet er fra 2003) er der ikke længere, det er blevet til høj skov, men marken op til, kalder vi stadig for ”Skovrydningen”

Jeg satte bilen i skovkanten, knap 100 meter fra marken jeg skulle ind på.

Det var stadig meget mørkt, da jeg kom frem.
At se noget på marken var umuligt, så jeg kunne ligeså godt gå direkte til tårnet, følge et af de brede spor vores udlejer har slået, perfekt..
I stille og roligt tempo, og muligvis uset, ankom jeg til tårnet.

 

I skoven bag mig bildte jeg mig ind, at jeg kunne høre råen komme med sin brunstpiben.

Grunden til vi ikke ser så meget råvildt om dagen, tror jeg skyldes, at de brunster meget om natten.

Der er temperaturen knap så trykkende som i dagtimerne, der pt ligger på + 25 grader.

 

Jeg forsøgte at komme lydløst op i tårnet, hvilket er stort set umuligt, når både rygsæksstol, skydestok og riffel skal med ”ombord”... men der blev ikke bøvet af mig, så mon ikke det gik?

 

Denne følelse.. når jeg er nået frem.. får sat mig ned på mine to sidde puder, får trukket det første dybe åndedrag.. den følelse husker jeg så godt, en lettelse over at have ”overlevet” endnu et år, og er kommet tilbage til hvor mit jagthjerte ligger.

Det er det samme hver gang.

En lettelse, et magisk touch, duften af skov og morgendis der kildrer mine sanser.

Mine øjne kæmper for at skue ud i mørket, ud i det store uforudsigelige.

Jeg ved bukken, den første halve time jeg sidder her, kan bevæge sig uset rundt på marken.

Men nu er jeg på plads, skræmte jeg noget da jeg kom, forsvandt det lydløst.

 

Ventetiden er lang syntes jeg.

Det kribler i mine fingre for at sætte lokkekaldene til mine læber.

Jeg er så spændt, jeg ved kaldene plejer at virke, især her de første par dage.

Brunsten er måske forbi, jeg håber der er en rest tilbage, det indikerede lydene i skoven bag mig, at der var.

Bukken vi har set nu to gange, gå på marken vinkelret i forhold til hvor jeg sidder nu, lige på den anden side af grusvejen, han gik uden en rå.

Det kunne også være tegn på, at nu sparede de store bukke på kræfterne..om lidt ville jeg måske få syn for sagn.

 

Ligeså snart det lysnede nok til, at jeg kunne se om der kom dyr frem, afsøgte jeg marken grundigt med min kikkert.

Langs skovkanten, der er højskov, blev grundigt studeret, det samme gjorde det høje græs og de fire nyklippede spor, ingen tegn på råvildt.

For 3 år siden skød jeg buk i kanten af skoven.
Først var der kommet en mindre buk på kaldet, men den lod jeg gå, det ”nummer” har jeg faktisk lavet et par gange, ladet den første buk gå, og kort tid efter, er der kommet en større buk frem, det gjorde der også det år..

Det var tid.

Jeg startede med Nordic Roe... 5 – 6 fine lokketoner sendte jeg afsted.

Derefter Kristoffer Clausens, lidt mere aggressive og høje kald, en lille serie.

Til slut Nordic Roe Pro.. dette kald har lidt stress lyd i afslutningen, og er lidt hård ved tænderne..

Jeg nåede kun to piv, og ligefrem for mig, så jeg et rådyr komme i let spring direkte mod tårnet.

 

Jeg stoppede med at kalde, dyret stoppede også op, ca. 90 meter ude.

Jeg tog riflens kikkert op til øjet. (mange begår fejlen at bruge sin almindelige håndkikkert til start)

Jo, det var en buk.

Var det ham fra nabomarken?

Måske.

Han gik i det høje græs, stod stille, afventende.

Jeg peb et par gange igen, han gik frem, jeg stoppede.

Nu skulle han bare stille sig med siden til.

Beslutningen var taget.

Riflen lagt i stilling.

Bukken gik lidt mod højre, fejede på et lille træ.

Jeg afsikrede og afgav mit skud.

Bukken tog to skridt tilbage og faldt omkuld.

Sparkede det sidste liv ud i luften.

Jeg vidste mit skud havde været godt.

Alligevel havde jeg straks repeteret, og mens jeg hørte det tomme hylster falde mod tårnets bund med et lille pling, fulgte jeg med i bevægelserne fra bukken, klar hvis han mod forventning skulle rejse sig igen.

Der var helt stille fra bukkens plads i det høje græs, ikke et strå dirrede.

Jeg slap vejret, som jeg havde holdt, siden jeg afgav mit skud.

Følelsen af bukkefeber rutsjede hjemmevant igennem min krop, en dyb vejrtrækning bekræftede det rigtige i mit valg, at tage et liv...for at give liv.

 

Jeg ved jeg i løbet af et øjeblik, har forvandlet det smukkeste dyr jeg kender til, at gå fra levende muskler og instinkter, til at begynde sin forvandling til kød på mit bord.

Og ja, jeg var naturligvis også spændt på at komme frem og se, hvor smukt et trofæ dette dyr har båret.

For naturligvis er jeg også trofæjæger.. mindst ligeså meget som jeg jager for kødets skyld.

Der husker jeg at undlade, at lede efter en glorie at pudse.

 

Når jeg i øjeblikket sidder der, er mine sanser skærpet til det yderste.

Lyde, lugte alt rammer mig som en rambuk, og tager pusten fra mig.

Nøj hvor jeg elsker dette øjeblik, og på mit armbåndsur viser tiden mig, at klokken kun er 05.06

 

Jørn havde hørt skuddet, og mens jeg sad og ventede på at kunne gå frem, fik jeg skrevet til mine jagtkammerater, Annette og ungerne, at jeg havde skudt buk.

 

Kort tid efter, kl. 05.29, sendte Poul et billede, at han også havde skudt buk, bukken var kommet på lok, direkte ud for stigen, kort afstand, få piv og så stod han der.

Ikke særligt stærkt trofæ, men Poul som ikke havde skudt sommerbuk i Danmark, var sulten, og ja, det døde den unge buk af, denne jægers længsel efter en buk.

 

Poul havde inden han skød bukken haft chance til gris, men grisen opdagede ham, da Poul sloges med anlægsbøjlen, og grisen forsvandt med et utilfreds øf i snuden.

Efter bukken musede Poul en ræv, som han desværre skød forbi på.

 

Poul fik slæbt sin buk til stigen, bukken var løbet ca. 100 meter efter skud, og da Poul fra stigen kiggede ud over marken, så han endnu et stykke råvildt, en rå.. men hov.. der var to dyr, den ene en meget stor buk.

Op med riflen, skudafstand ca. 140 meter, pang og buk nr. to var nedlagt.

En buk vi senere vurderede til en stor sølvmedalje.. det holder måske ikke, vi får se.

 

En fantastisk premieremorgen.

 

Mens der røg gratuleringer på kryds og tværs, trådte der endnu en buk frem på min mark.

Pyha, godt han ikke var kommet som den første, tænkte jeg.

 

Det var helt sikkert en etårs buk, med opsats et par cm over ørerne.

Godt lyreformet, ensartet og en lille gaffel.

En buk jeg formentlig også havde ladet gå, selvom han var kommet en halv time tidligere.

Klokken var nu 05.35 og solen var stået op.

 

I Sverige må vi skyde buk en time før og en time efter solopgang.

Rigtig mange af vores bukke falder mellem kl. 04.45 og 05.45

Jeg har før skudt buk kl. 04.45, og med det blotte øje har jeg ikke altid kunnet vurdere bukkens alder eller størrelse.

Som regel har jeg skudt, hvis jeg kan se opsatsen er i halvanden ørehøjde, så må det være en buk, der er mere end 1 år gammel, og det plejer at holde stik.

Er jeg i tvivl, så lader jeg (næsten) altid tvivlen komme bukken til gode.

 

Efter skriveri frem og tilbage, tog jeg mig sammen og gik op mod min buk.

Klokken nærmede sig 6.00

Forsigtigt gik jeg frem.

Pga den lille busk bukken havde fejet på, vidste jeg nøjagtigt, hvor han lå.

Og jo, der lå han, med et fint bladskud, måske en smule tilbage på kroppen, men kuglen flot sat ind.

 

Og bukken overraskede mig positivt.

Kraftig kort hals, og et fint fint trofæ på hovedet.

Jeg var yderst tilfreds.

Som jeg sagde, mens jeg filmede..

”Ikke den mindste buk jeg har skudt, bestemt ikke..”

 

Jeg gav mig rigtig god tid til at filme og tage billeder.

Sjovt nok er det yderst sjældent, ja lad mig være ærlig, det er aldrig sket uopfordret, at en af mine jagtkammerater har tilbudt at tage billede af mig og min buk.

Jeg knipser løs med kamera og optager video af mine kammerater og deres bukke, men det er envejs knipseri.

Så jeg må selv stille mit kamera an på rygsæksstol eller andet, og så sætte kameraet på selvudløser, hvis jeg vil foreviges ved siden af mit bytte.

Men så får jeg også et billede taget, næsten som jeg vil have det.
Denne morgen følte jeg, at jeg havde god tid, alligevel kan jeg godt se, at billedet er lidt skævt taget.

 

Bukken brækkede jeg på stedet, dvs jeg slæbte først bukken ud på det brede nyslåede spor, tænkte det kunne blive en rigtig fin rævepost.

Da det arbejde var gjort, slæbte jeg bukken op til tårnet, hang det op, så det kunne dryppe af, satte mig op i tårnet igen, der var endnu et par timer der skulle fordrives, inden jeg kunne hente mine kammerater.

 

Jeg havde ikke siddet længe, så kom der endnu en ræv ud til venstre for tårnet.

Jeg har vist nok glemt at fortælle, at før jeg skød buk, da kom der en rævehvalp også til venstre.

 

Ræven (den første) gik nysgerrigt op imod tårnet, og ja.. jeg kunne let have skudt den.. men ræv før buk?
Jo, som regel.. men her på premieremorgenen tøver jeg lige en kende.

Jeg har flere år skudt ræv på premieremorgenen, efterfølgende har jeg aldrig skudt buk.

Jo senere på ugen, men ikke samme morgen.

Jeg ved det ikke behøver at betyde noget, men...

 

Om det var den samme hvalp, der dukkede op, ved jeg ikke, men det var en hvalp.

Nu tøvede jeg ikke, men ræven var denne gang mere urolig.

Den var på vej over sporet mod det høje græs, da jeg afgav mit skud.

Klart forbier, ræven kiggede rundt, og fik derefter lidt mere travlt med at nå over i det høje græs.

Jeg afgav endnu et skud, mens ræven var på vej..pokkers osse.. jeg havde alt for travlt, kunne jeg mærke.

Men ræven gav et spjæt og nappede bagud, som efter at være truffet, og forsvandt ind i det høje græs.

Jeg så den ikke komme ud, hverken til højre eller til venstre.

 

Øv, hvorfor forjagede jeg mit første skud? og mit andet skud også?
Jeg havde tid nok, ræven var på jagt, og ville vise sig igen..

Efter nogen tid gik jeg ned for at finde ræven.

Jeg søgte, og søgte.

Kunne lugte rævepis, så den måtte da ligge der i det høje græs.

Ingen ræv, ikke skyggen af hår eller blod.

 

Jeg krydsede frem og tilbage i græsset.. nej.. den var der ikke.

Jeg var sikker på, jeg traf i andet skud, men måske jeg har lavet en Jørn Boje?

For nogle år siden, skød Jørn et forben af en ræv, forbenet lå på anskudsstedet og ræven var humpet derfra.

Det er ikke det resultat, vi går efter, når vi vælger at skyde...

Så øv dobbelt øv.

 

Men premierebukken fik jeg da.

Og efter at have drukket den traditionelle Coca Cola, og ventet til klokken nærmede sig 09.00 trak jeg bukken op til vejen.

Hentede bilen.

Fik bukken lagt forsigtigt i vildtkurven bag på bilen, og så afsted efter mine kammerater, eller det var kun Jørn jeg skulle hente, Jens-Jørgen ville Poul sørge for.

 

Da jeg nåede stedet hvor tilkørslen ind på Rønningen var, var Poul netop på vej til at køre ud fra Rønningen med begge sine bukke på ladet.

Jeg nåede at filme, få hele historien med og slutteligt knipsede jeg ganske fine billeder af Poul og hans to bukke.

At Poul også havde skudt forbi en ræv, hjalp ikke på min dårlige samvittighed over at have skudt forbi eller anskudt en lille rævehvalp.

 

På Panoramastykket samlede Poul Jens-Jørgen op, Jens-Jørgen havde afgivet et skud, et skud der for ham skulle blive turens eneste..det vidste han heldigvis ikke på det tidspunkt.

Men en ræv til Jens-Jørgen, flot skudt og tillykke med den.

 

Jeg hentede Jørn på Sølvbuksplads.

Jørn havde set en del dyr, men den eneste buk han kunne have skudt, var en lille spidsbuk, der måtte gå noget større, så stedet skulle have endnu en chance om aftenen.

 

Der havde lydt mange skud omkring os på denne premieremorgen.

Da premieren falder på en lørdag, er der helt sikkert mange flere svenskere på jagt, end hvis det havde været en tirsdag eller onsdag morgen....

 

Fortsættes i del 2.