1. Oktober 2026

Der er altid noget specielt ved den 1. Oktober.
Det er der jagten for alvor går ind.
Selvom vi i en måned har kunnet jage ænder og nogle enkelte hjortearter, så er 1. Oktober der, hvor det rigtig går løs.

Jeg har så lang tid, jeg kan huske altid inviteret en håndfuld kammerater på 1. oktober jagt.
En stor eller lille håndfuld venner alt efter hvor meget jagt jeg har kunnet råde over.
Til og med 2025, hvor jeg næsten nåede det mindste areal, så bød jeg på morgenkaffe og lidt spiseligt til middag og vi havde et par hyggelige timer på jagt sammen.

Jeg minder mig selv om igen i dag, at minde andre om, at de skal nyde det, så længe de har det.
Muligheden for at gå på jagt, især hvis de har noget jagt for sig selv.

Jeg har aldrig manglet jagt, okay, et par år har det været på vippen.
Jeg har været heldig at finde eget jagt til fornuftig pris.
Jeg er ikke født med et jagtgevær i hånden eller en guldske i munden, jeg har heller ikke haft en far eller onkel, der tog mig med på sine marker.
Jeg skaffede alle muligheder selv, hårdt benarbejde ved at snakke mig frem til, om ikke gratis jagt, så til en pris på jagten jeg kunne betale.
Jeg har aldrig sneget mig ind på arealer, der i forvejen har været udlejet ud til andre.
Og jeg er heller aldrig blevet smidt ud af en jagt, fordi jeg jagtede for hårdt.

Men det har ofte været sådan, der hvor jagten ikke har kostet meget, så har landmanden måske heller ikke haft så stort behov for den indtægt.
Og det kan ikke afvises, at noget af min største jagt igennem årene røg til et overbud, forklaringen var dog, at et familiemedlem ville gå på jagt.
Fred være med det, jeg har haft min tid, jeg har intet tilgode.

Jeg indrømmer gerne, at jeg indenfor almindelig dansk jagt er jeg ved at have opnået et mæthedspunkt... er ved, ikke helt nået endnu :-)

Det sidste halve år har været gavmildt stemt overfor mig.
Ikke den danske jagt, jo på et punkt.. en buk fik jeg lov til at nedlægge hos en god kammerat, det var umådeligt gavmildt.

Men ellers har året stået på svensk jagt.
3 vildtarter nedlagt hos 3 forskellige svenske kontakter.

1 stor flot dåhjort nedlagt i Februar.
For 3 uger siden kom den hjem fra konservatoren, hænger i stuen, og hver gang jeg kommer forbi, stopper jeg op, og siger ”Hold op hvor er du flot”

1 stor keiler nedlagt i april, den største jeg har nedlagt nogensinde 91,7 kilo, det store skind kom hjem fra konservator en uge efter dåhjorten, hver gang jeg snubler over grisens ører på kontoret, tænker jeg, godt nytår, ”Same Procedure as last year James” osv.

Og så var jeg også heldig at nedlægge den største buk af alle, de mere end 120 bukke der hænger i forvejen, halv om halv svenske/danske, dog flest danske.
På premieremorgenen i Sveriged. 16. August, faldt den største af dem alle, historien ligger andetsteds på min hjemmeside.
Jeg er 99% sikker på det er den største..måles først op til December..en dansk buk ligger nummer et indtil videre..med godt 117 point, den svenske bør opnå 120 point +/- 1 point eller 2..

I år har jeg som nævnt, for første gang så lang tid tilbage jeg kan huske, ikke kunnet invitere gæster med på jagt.
Min sidste danske bastion, enkeltmandsjagt, er hos Dyrlægen.
Egentlig er det blot blevet en fast aftale, at jeg kan jage buk på marken.
Skyder jeg buk, får dyrlægen kødet, og jeg får trofæet.

To år i træk har jeg ikke nedlagt buk på arealet.
Ikke fordi jeg ikke har haft chancen, jeg har ladet et par små bukke gå.

I år så jeg en buk, jeg gerne ville have haft, men chancen kom ikke.
Det var en lidt dårligt opsat buk, en skæv opsats, men jeg så ham på for lang afstand, og så er jeg sikker på, at han bøvede af mig et par gange, den klogeste vandt.

Her til morgen, ville jeg prøve at få det til at lugte lidt af oktober, jeg skulle på jagt.
Godt nok ikke som vanligt med haglgeværet, jeg ville gå ud med riflen.

Annette havde også taget fri her til formiddag, så kunne vi begge møde på job til middag.

Vi kom hjemmefra i god tid.
Allerede kl. 06.12 rullede vi ud af indkørslen.
Solen stod op kl. 07.23

Vi ankom til marken ca en halv time senere, så det var i god tid vi listede frem.
Der var ikke mange skyer på himmelen så jeg kunne tidligt afsøge alle afkroge af marken op til den lille skov.
Havde der været helt sort nat, var vi gået direkte frem.

Ofte har vi siddet ved slugten.
Men jeg havde besluttet, at vi til morgen skulle sætte os i stigen i kanten af skovstykket.

Vinden var ikke god, blæste lystigt i nakken af os, men ikke for hurtigt til, at myggene sværmede om ørerne på os.
Færten af os ville gå hen langs kanten af det skel, vi skulle gå langs, for til sidst lande i stigen henne ved skovstykket.
Lidt noget lort for at sige det som det var.

Men det er eneste indgang til stykket, så vi måtte krydse fingrene.

Jeg anede bevægelse helt henne i hjørnet af skoven.
Vi listede forsigtigt frem, for der var alt for langt at skyde, hvis det var råvildt jeg skimtede.
Der kan teoretisk set også komme dåvildt forbi, jeg har dog aldrig truffet dem, men rygterne siger, at de er her.
Vi gik forsigtigt frem.
Pludselig sprang to rådyr ind på vores mark, og løb langs skellet mod skoven.
Pokkers osse.
Annette stoppede op uden at ramme mig bagfra.
Dyrene stoppede også op, de må været gået imod os, uden jeg havde set det.
Nu stod de i kanten af skoven, og både Annette og jeg kunne studere dem igennem vores kikkerter.

Stadig godt 20 minutter til solen stod op.
Jeg fangede bukken, for der var en buk, i min riffelkikkert.
Op på 16 gange forstørrelse.
Med kikkerten godt placeret i min Primos trigger trebenede skydestok, følte jeg også, der var godt hold til bukken, men jeg vurderede afstanden til at være ca. 145 meter, lige langt nok til et stående skud.
Der var også lidt højt græs imellem.. og ja.. og så kunne jeg pga af solopgangen heller ikke afgive skud endnu, så hjertet var helt roligt.

Bukken så ud til at være en fin regulær ung gaffelbuk, en centimeter over ørerne, hvide sprosser, sikkert maks 2 år gammel.
Han gik sammen med en rå, og da roen var faldet over dem, stod de og nussede hinanden.
Sjældent har jeg set råvildt pleje hinandens pels som disse to.

Senere fortalte Annette, at det ville være synd at skyde bukken, de var så fint et par, og se hvordan de nussede.
Jeg var tilbøjelig til at give Annette ret, men måtte også forklare, at det ikke ville være årsagen til, at jeg ikke afgav skud.
Alle levende væsener plejer sig selv og hinanden, og ja, der vil ske afsagn, også blandt dyr når jeg som jæger fjerner et individ.

I første omgang var det solens skyld, og i næste omgang afstanden.

Da jeg følte at dyrene var faldet helt til ro, hviskede jeg til Annette, at vi skulle kravle tættere på.
Der var stadig ca. 20 minutter til solen ville lyse himlen helt op.
Ned på alle fire, og så kravle afsted i det våde høje græs.
Her hjalp gummistøvlerne ikke så meget, men der er ingen, der er døde af våde bukser.
Som altid var der ingen brok fra Annette.

Jeg troede et par gange hun prikkede til min støvle, men det var blot Annettes kikkert der slog imod, så vi kravlede videre.

Da vi nåede den busk, der var mit mål, rejste jeg mig forsigtigt op.
Eller det syntes jeg, at jeg gjorde.
90 kilo 61 årig mand, er ikke så galant som den 20 år yngre og ja okay, måske blot 5 kilo lettere udgave, men på benene kom jeg da, uden hjælp fra Annette.

Hvor var dyrene blevet af?
Jeg tog et halvt skridt ind på marken, det var et halvt skridt for meget, for de to dyr tog flugten.
De var kommet i en blind vinkel, og havde ikke flyttet sig, det var mig der var kravlet skævt.

Løbet var kørt.

Bukken stoppede op i kanten af moradset foran skoven, stod fint med siden til.
Årvågent blik og løftede gehør.
Ha, tænkte den, jeg vidste der var ugler i mosen, og så forsvandt han sammen med råen, uden en lyd, ikke det mindste bøv til afsked.

Jeg vil hellere have at dyrene smæler (bøver) end flygter lydløst.
Lydløs flugt, så er jeg afsløret, som den jeg er, et menneske.

Der var stadig godt 10 minutter til solen stod op.
Så vi ventede kun et par minutter før vi gik mod stigen.

Stadig ingen dyr der skældte ud, det vil sige, solsortene, markens og skovens betjente, skældte ud, både bag os og nede i slugten.

Hold op vi sidder godt i vores brede stige.
Med solens stråler der snart ramte os skråt fra venstre, så er det altså svært at finde noget mere livsbekræftende end jagt på denne måde.

Så skidt med at vi ikke så andet denne morgen.
Ja udover skovskader, skovduer, et par grønspætter, solsorte og en enkel ravn + en fin larve som Annette holdt hemmelig, til jeg så det fine billede, hun havde taget.

Jagten blev for mig ikke skudt i gang denne morgen, men vi nød at komme op, ud i naturen.
På den måde, så er efterårets jagter startet.

JAØ 1/10-26

ps :
Jeg er kommet med i et konsortie.
Jeg havde ellers sagt, da jeg sidst gik med i et konsortie.
At det var første, eneste og sidste gang jeg skulle prøve det.

Ham der stod for jagten, er formentlig et af de dummeste mennesker, jeg har mødt.
Annette siger, at sådan må jeg ikke skrive om andre, så okay, jeg formulerer mig anderledes.
Vores kemi passede ikke sammen.

Nu prøver jeg konsortiejagt en gang til, nyt konsortie, en anden mand der tegner dette konsortie, Jørn er også med, og har været det nogle år, så jeg håber det går.
Ellers må jeg finde noget til mig selv igen, eller så må jeg gøre, som jeg har truet med længe.

Så vil jeg kun gå på jagt i Sverige.

Jeg har booket tur til April.
Annette, Zimba og jeg tager til Sverige på bæverjagt, et helt fjerde sted, jeg har fået en kontakt til, hvor der bør være god chance for en bæver eller to.
Det er anden gang vi forsøger her, første gang druknede vi i regn.